Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Kongen på das: Fra fuld fart til fuldt stop

En 70-års fødselsdag er en anledning til at se tilbage på lederskab, retning og beslutninger, der har sat spor. På de store linjer, det lange seje træk og det overblik, der kun kommer med erfaring.

Men enhver karriere – selv en ansvarshavende direktørs – rummer også kapitler, der ikke står i årsrapporten.

Kapitler, hvor selv den hurtigste leder møder muren, og hvor kroppens indre beslutningsprocesser træffer hurtigere afgørelser end selv den mest handlekraftige chef.

Der tegner sig nemlig et diskret, men tydeligt latrinært tema i to anekdoter om Kristian.

Første gang udspillede det sig i Rødovre. Dagens Medicin var til teambuilding i et eventcenter, og disciplinen var lokumsræs. Hver deltager fik sit eget toilet på hjul med motor, og målet var klart: hurtigst rundt i svingene og først over målstregen.

Kristian satte fra med beslutsomhed og fuld fart. Efter få meter mødte han muren – ikke symbolsk, nej han kørte direkte ind i en mur med fuld kraft uden at forstå, at han skulle have drejet af lidt før. Lokummet stoppede brat, og løbet var slut for chefen, før det for alvor begyndte. Mens resten af redaktionen fræsede rundt og skød fart gennem svingene, rejste direktøren sig værdigt fra sit lokum, fandt telefonen frem og lod andre kæmpe om hæderen. Hvis man ikke kan vinde på hjul, kan man i det mindste vinde på forbindelser.

Anden gang foregik uden motor, men med samme latrinære grundtema. På en løbetur – vist nok i Bernstorffsparken, satte fysiologien dagsordenen. Løberiet satte gang i peristaltikken med en overbevisning, der ikke levnede plads til strategiske overvejelser, og erkendelsen indtraf: Hjemmet ville ikke blive nået. Løsningen blev fundet bag en busk.

Episoden blev lystigt genfortalt til redaktionen, som måbende lyttede til de Lundske bekendelser.

"Ville I have fortalt det, hvis det var sket for jer?" spurgte en medarbejder ud i rummet, da chefen var gået. Ingen sagde ja.

Er der en morale i disse to anekdoter? Ja da: Man kan styre en organisation, og man kan styre en redaktion. Men man er ikke nødvendigvis konge, når man skal på das.