Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Lyrik om kræftsygdom indeholder momenter af bevægende gru og skønhed

LYRIK. Nyt eksperimenterende lyrisk værk om ung kvindes kræftforløb er sat sammen af sanseindtryk, stemninger, symbolik og metaforer i forsøg på at beskrive det besværlige og ofte tabubelagte i forbindelse med kræftsygdom, behandlingsforløb og rekonvalescens. Forfatterens sproglige eksperiment lykkes delvist.

Unge og unge voksne med kræft er ikke en stor patientgruppe og beskrives i den videnskabelige litteratur som en overset patientgruppe, selvom de befinder sig i den sårbare periode mellem barndom og voksendom, hvor de ofte er i gang med uddannelse, karriere, kærlighed, og hvor alle mulige retninger i livet endnu ligger åbne. Hvordan det er, når kræft spænder ben og gør den unge opmærksom på egen dødelighed og i det hele taget bryder ind i et ungt livsforløb på et tidspunkt, hvor livet ellers byder på så mange andre store forandringer, forsøger Fie Martens Ljungmann at fortælle om i sin nye bog ´Under indflydelse´:

"mor? skal jeg dø? synk blir der sagt & jeg synker blodet der vælder op i munden på mig et jernslag blod flere veje,” skriver hun og fortsætter:

”hovedet stort og lyserødt, at det drypper et sted fra ind i mig små pump, intravenøst så ligger jeg her igen: hvid stue. kigger op i loftet, tænker ting som “døden” og “er det dig”. forsøger at øve de replikker jeg nu er blevet givet men en altoverskyggende kvalme, væske går gennem mig, dvs. den går ind i mig, JEG!!!!!!!!!tager imod.”

Fie Martens Ljungmann er uddannet fra Forfatterskolen, og ´under indflydelse ´er hendes debutbog, som hun har genrebestemt som et digt. Et 120 sider langt digt, hvis sætninger er eksperimenterende, fyldte med stemninger og drømmende billeder:  

”nænsomt, nænsomt vasker de mine sår med vand fra floden. da jeg vågner på skovbund da jeg vågner på operationslejet bryder jeg ud i sang. stadig med dyb søvn i øjnene søvnen stivner og bliver til bittesmå ærteformede krystaller, sammenpresset tid narkosen dunker i fingrene rødt ler smurt i de mange snit, rødt ler til de hæver og buler. nænsomt, nænsomt vasker de mine sår med vand fra floden er de læger afkræftet efter operationen. ud af natten, ind i lyset.” 

Fie Martens Ljungmann fortæller ikke som sådan en sammenhængende historie. Vi ved heller ikke med sikkerhed om ´under indflydelse´ er en memoire eller ren fiktion, vi får ikke at vide præcist, hvilken kræftsygdom hovedpersonen, der hedder Fie som forfatteren, gennemgår. Bortset fra at det er ved halsen. Og vi kender heller ikke hendes prognose eller sociale omstændigheder.

Hvad vi får i stedet, er nogle meget personligt beskrivende nedslag i et barskt sygdomsforløb. For eksempel om den mere generaliserende angst for at dø, som mange kræftpatienter kan opleve, når sygdommen har medført et tab af tillid til egen krop, og man for eksempel som Fie her bliver bange for at gå i seng af frygt for at dø i løbet af natten: 

”dækker mig forsigtigt til, lægger mig til rette i sengen, det her er ikke hospitalet, vel, … folder hænderne, fremkalder billedet af en lille fin buket blomster, mine lange fingre omkring. hvis nogen skulle finde mig kold og stiv i sengen næste morgen, vil jeg skåne dem på denne måde: natkjolen og jeg reder mit hår, skønheden som et fixpunk.

tak for alt jeg bliver i tvivl om hvad det er for et stof i mit blod. svimlende forsøger at lukke øjnene, de vil ik giver mig til at sige farvel. farvel mor, farvel far, farvel søster, søster, hund. 

O angel dog mig selv & mig selv”

´Under indflydelse´ er ikke på nogen måde en bog om at vende en personlig livskrise til livsvisdom. Om at bruge døden til at møde livet som mange andre cancerbiografier. Sygdommen skildres heller ikke som afsæt for en stærk personlig udvikling, der åbner op en større livsglæde som en anden kliche lyder. Nej, for Fie Martens Ljungmann er kræft en fjende, der invaderer alt. Heriblandt også kærlighedsforhold som belastes og udfordres:  

”jeg finder dig, utroligt nok dvs. jeg møder ham en nat jeg er fuld og det er i whiskey. jeg ved det dér hans lange ansigt. han er en nøgle. flere døre, flere veje at gå. tyve år siger han, da jeg spørger hvor gammel han er. perfekt, så kan jeg starte derfra så skal vi leve!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

på sporet af den tabte tid , altså. altså

i nogle måneder tror jeg at jeg kan glemme sygdommen. er jeg idiot hospitalsgangene. stativet, den ophængte medicin de brunede løg. det sidder fast flere steder. jeg skøjter rundt i ensomme erfaringer, i alt jeg gør, hvor end jeg træder.” 

Men nej, Fie kan ikke glemme kræften, som blandt andet banker på efter behandlingerne i form af forstærkede behov for trøst, nærvær og hjælp. Behov som kæresten har svært ved at løfte:   

”han ringer efter min mor, han siger jeg kan ikke mere hun har det for dårligt, eller synes jeg hører ham pive som en lille hund: pls kom eller hva sir han jeg kan ikke mere siger han nok. tænker han at man kan aflevere mig tilbage hvor jeg kom fra VUF tænker pls mor teach him a lesson . pillen gør sin ting, oxa oxa . mine arme tunge jeg sidder på bagsædet og stirrer tomt ind i forsædets ryg , hva er det . ka ik svare når mor forsøger at spørge mig om noget konstaterer: der hvor jeg skal hen har jeg været før. i sikkerhed ? mine forældres hus, omsorgen der findes deri, omsorgen og viljen til hvad, jamen, jeg ved det ikke,” skriver hun og fortsætter:

”KAN JEG leve med at, hvad jeg fx opfatter som enkle retningslinjer for hjælp i KRITISKE situationer ikke bliver indfriet, kan jeg LEVE med det? kan jeg leve med det hvis jeg nu VED og hvis jeg forhelvede prøver at FORSTÅ at det IKKE ER LET for ham ???? kan jeg fatte/acceptere/leve med det ???? … jeg skal jo bare give ham plads, ikke æde ham (ER DET SÅDAN AT HVIS NOGEN GIVER MIG (EN) FINGER TAR JEG GERNE OG OFTEST HELE ARMEN, ER DET/JEG SÅDAN): stoppe med at forvente mere af ham end jeg ved han kan give, HVORNÅR FATTER JEG DET, jeg kan ikke lave om på ham. når han siger at han gør hvad han kan, så er det fordi han GØR HVAD HAN KAN

Vreden over sygdommen og skuffelsen over ikke at blive mødt i sine behov bliver for Fie til en diffus og svært kontrollabel vrede, som blandt andet tager livet af hendes kærlighedsrelation: 

”vreden, HVOR SKAL JEG RETTE DEN HEN her, kære her, min bøn til dagen: please be gentle

en bule i min pande da jeg vasker blodet af mine hænder og står med ansigtet i spejlet, mig og mig. hvordan fik jeg den? jeg spørger var det voldsomt? og han siger hvad, om hvad var voldsomt, altså om jeg slog hovedet voldsomt i går? nej siger han, eller, det kan han ikke rigtig huske siger han, men han tror ikke det var så voldsomt, jeg slog det ind i trapperne i opgangen, det fortæller han mig at jeg gjorde, at det var det der skete. ah siger jeg. og så slog du mig bagefter, det kan du godt huske ik, spørger han, fie, det kan du godt huske ik? du slog mig hårdt i brystet nogle dage senere, ved ik hvor mange dage der går, ka ik se særlig langt pga. en (anmassende) tåge, vi mødes på en cafe. du ser såret ud siger jeg ja siger han du ved godt at hvis jeg havde kontrol over hvad jeg gjorde, så kan jeg love dig for at jeg ikke gjorde det, ikke– jo, det ved jeg godt fie, du har bare krydset en grænse som ikke er blevet krydset i mig før. en anden slags grænse, en mere fysisk det er vold han mener, tænker jeg. jeg har været voldelig” 

Fie Martens Ljungmann, der synes at skrive mestendels, når hun drives i affekt over meget svære følelser, relationer eller omstændigheder, leder tankerne hen på performence kunst. Og det er ikke svært at forestille sig, at hendes tekster vil kunne fungere bedre destillerede og fremført på en teaterscene af en skuespiller, hvorved at for eksempel knapheden på informationer og kontekst givetvis vil kunne betyde mindre.

Som digt er ´under indflydelse´ og Ljungmanns særlige stil interessant, men hendes arbejde med syntakser, rytme, linjeskift, tegnsætning og sproglige billeder endnu ikke sikre nok. Hendes tekster fungerer bedst, når de forankres i konkrete følelser og situationer og i øvrigt ikke kompliceres for meget.

I det hele taget kunne man godt unde Fie Martens Ljungmann, at hun måtte få en mere ihærdig redaktør, end hun tilsyneladende har haft her til sin debutbog. For hun kan noget med sine tekster, der i momenter rammer sin læser med stor følelsesmæssig præcision, gru og skønhed. Der er bare for mange gange, at hendes fortællemæssige tableuer og sproglige virkemidler ikke rigtig lykkes. Og det er synd, for hun har en befriende mangel på sentimentalitet kombineret med stor følsomhed og skarpe iagttagelsesevner omkring sit sygdomsforløb, som gør hende mere ærlig og vedkommende end mange andre kræftoverlevere altid gør.

 Fie Martens Ljungmann: ´Under indflydelse´ udkommer 6. oktober på forlaget Basilisk og koster 200 kroner