Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Smertelæge åbner cannabis-klinikker i ind- og udland

Den privatpraktiserende smertelæge Tina Horsted har fået så travlt med at ordinere medicinsk cannabis, at hun nu tager konsekvensen og opretter flere klinikker i både Danmark, Norge og Sverige.

I sommeren 2017 passerede ventetiden på at komme i behandling hos privatpraktiserende smertelæge Tina Horsted i København en magisk grænse: Et år. Og siden er den steget endnu mere.

Tina Horsted og de to ansatte sygeplejersker har ellers 90 patienter igennem klinikken - hver dag. Men køen udenfor er nærmest uendelig - kræftpatienter, rygpatienter sclerosepatienter og andre ønsker at prøve den medicinske cannabis i et desperat forsøg på at få det bedre.

“Hvis bare jeg kunne ansætte flere smertelæger i min offentlige klinik. Så kunne jeg sagtens ansætte fem. Men det kan jeg ikke få lov til, for jeg har kun et ydernummer (tilladelse til at være privatpraktiserende læge, red.),” fortæller Tina Horsted.

Med forsøgsordningen, der trådte i kraft 1. januar i år, hvor politikerne har tilladt, at patienter kan få ordineret medicinsk rå cannabis lovligt, er en ny patientbølge kommet, og nu har Tina Horsted taget konsekvensen: Hun åbner flere private cannabis-centre i Danmark og udlandet, hvor patienter kan komme og få medicinsk cannabis efter den nye forsøgsordning, hvor de - i hvert fald foreløbig - selv må betale for både behandling og medicin. En mulig tilskudsordning er ikke på plads.

Hvor Tina Horsted i sin offentlige klinik har patienter med forskelllige behov - bl.a. patienter, som skal udtrappes af morfin eller have redskaber til at tackle smerter på, så er medicinsk cannabis omdrejningspunktet i de nye klinikker.

“Interessen er enorm, og rigtig mange patienter får allerede medicinsk cannabis - men ulovligt. De ønsker ikke at være kriminelle, og de ønsker en tryghed i behandlingen, så de ved, hvad de får,” siger Tina Horsted, der er uddannet speciallæge i anæstesiologi.

Den første private klinik under navnet Clinic Horsted er allerede åbnet - rent fysisk på samme adresse som Tina Horsteds offenitlige smerteklinik, hvor patienterne kan komme efter lægehenvisning og få tilskud til den magistrelt producerede medicinske cannabis, som blev mulig at få ordineret af læger for flere år siden (se faktaboks).

Men den private klinik er i et andet selskab, og her må patienterne betale det hele.

Medejer og adm. direktør i Clinic Horsted er Jens Thau, som tager sig af det administrative, bookinger etc,, og så er to læger ansat til at komme hver fredag - overlæge i anæstesiologi ved Rigshospitalet, Merete Pedersen, og Jeanette Kühne, som har været praktiserende læge og overlæge i tværfaglig smerteklinik på sygehuset i Køge.

“Og 1. marts regner og håber jeg på at få en klinik åbnet i Kolding, hvor praktiserende læge Bent Damgaard en dag om ugen vil tage sig af klinikkens patienter,” fortæller Tina Horsted.

Også Norge og Sverige regner hun med at indtage senere i år, når lovgivningen er faldet på plads. Lige nu får hun mange smertepatienter fra Norge og Sverige, hvor man også kan få magistrelt fremstillet cannabis.

Interesse hos praktiserende læger

Selv om formanden for Selskab for Almen Mediicin, Anders Beich, har været ude og advare kolleger mod at udskrive medicinsk cannabis, så mærker Tina Horsted en interesse hos flere praktiserende læger.

Og hun håber også på sigt at kunne lave kurser for interesserede.

“Det er min plan at lave undervisnings-seancer og et kompendium for praktiserende læger,” siger hun og afviser, at hun har interesse i modviljen hos de praktiserende læger.

“Jeg får selvfølgelig en hel del patienter i min offentlige klinik, som er henvist fra læger, der ikke selv vil ordinere det. Men personligt synes jeg, at det ville være dejligt, om der var større interesse for medicinsk cannabis hos de praktiserende læger, For vi har alle brug for et kollegialt netværk og sparring,” siger hun.

Den helt store årsag til andre lægers modvilje er manglen på evidens af medicinsk cannabis. Noget af den er måske i rå form i de 30 A4-mapper, som Tina Horsted har stående i sin reol. Her er dokumentation for behandling af ca. 1200 patienter.

“Mapperne står og venter på, at der kommer en ph.d.-studerende, som vil forske i medicinsk cannabis,” siger hun.

Mangel på tid har gjort, at hun ikke selv er dykket ned i materialet, så eksakte tal på effektivitet har hun ikke. Men en klar vurdering har hun.

“Jeg vil vurdere, at mellem 50 og 70 pct. af de 1200 patienter har haft effekt af medicinsk cannabis,” siger hun og fortsætter: “Og man skal huske på, at det er patienter, som nærmest har opgivet alt andet,  Ca. 80 pct. har uden held været i behandling på smerteklinikker op til flere gange,” fortæller hun.

“Mange kræftpatienter kommer også med et håb om at blive helbredt. Det kan jeg slet, slet ikke love. Jeg behandler, fordi jeg kan se, at mange får bedre livskvalitet - de får færre smerter, mindre kvalme og bedre appetit,” siger Tina Horsted.

Det er primært patienter med nervesmerter, som har bedst effekt: F.eks. rygpatienter, kræftpatienter med følgevirkninger af kemo og stråler, fibromyalgipatienter og sclerosepatienter. Også gigtpatienter kan ifølge Tina Horsted have gavn af en bestemt type cannabis med anti-inflammatorisk effekt.

Hendes store drøm er at skabe et videncenter for medicinsk cannabis.

“Der er flere, som åbner klinikker for at ride med på bølgen uden at have den smertefaglige ballast på plads. Jeg får patienter derfra, som har forfærdelige historier. Fagligheden er så vigtig, og vi har brug for mere viden - f.eks. også om langtidseffekt og afhængighed,” siger Tina Horsted.

Selv havde hun ikke tid til at sætte en protokol op i tide, så hun kunne få del i de penge, der er sat af til forskninsgprojekter i forsøgsordningen med medicinsk cannabis. Men hun fungerer som konsulent i to af forskningsprojekter - et i Aalborg og et i Odense - hvor hun bl.a. rådgiver om doseringer og målparametre.

 

Priser for behandling på Tina Horslunds nye klinikker

Første konsultation: 1.850 kr.
Efterfølgende konsultationer: 1.000 kr.
Konsultation pr telefon eller email: 500 kr.

- Kilde: Clinichorsted.dk

 

Hvilke typer cannabisprodukter kan man få i Danmark?

Lægerne har i dag fire muligheder for at udskrive produkter baseret på cannabis:

Godkendte Lægemidler
Lægemidlet Sativex, som er en mundhulespray til behandling af spasmer ved multipel sklerose. Sativex indeholder cannabisekstrakter og er et godkendt lægemiddel i Danmark. Det kan udskrives af speciallæger i neurologi til patienter med multipel sklerose.

Lægemidler på udleveringstilladelse
Lægemidlerne Marinol og Nabilone, som indeholder syntetisk fremstillede cannabinoider. Producenterne af Marinol og Nabilone har ikke søgt om godkendelse i Danmark. Læger kan dog ansøge om udleveringstilladelse til medicin, som ikke er godkendt i Danmark eller som ikke sælges i Danmark. Marinol og Nabilone kan importeres fra bl.a. USA, hvis Lægemiddelstyrelsen imødekommer en dansk læges ansøgning om tilladelse til at udskrive det til konkrete patienter.

Magistrelt fremstillet medicin
Læger kan ordinere magistrelt fremstillet medicin eksempelvis som kapsler eller olier med indholdsstoffer fra cannabis. Magistrelt fremstemstillet medicin er lægemidler, der tilberedes på et apotek til den enkelte patient efter recept fra en læge.

Produkter, der er optaget i Forsøgsordningen om medicinsk cannabis
Den 1. januar 2018 trådte lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis kraft. Dermed blev der åbnet en 4. mulighed for, at læger kan udskrive andre typer cannabisprodukter til medicinsk brug. Forsøgsordningen skal fungere fra 2018 og forløbe over 4 år.

- Kilde Lægemiddelstyrelsen

 

Priser på medicinsk cannabis i forsøgsordningen pr. 1. februar 2018

Fem gram urtete Bediol "CannGros" 788,20 kr.

Fem gram urtete Bedrocan "CannGros" 788,20 kr.

- Kilde: Medicinpriser.dk

 

 

 

Tags: Medicinsk cannabis, cannabis, Tina Horsted

Del artikler