Det er svært at finde patienter, der kvalificerer sig til denne målrettede behandling, og af den grund er det særligt positivt med dette samarbejde, fortæller Kristoffer Staal Rohrberg.

Danske forskere indgår stort internationalt samarbejde for at hjælpe behandlingsresistente kræftpatienter

Et dansk landsdækkende forskningsprojekt har netop indgået et stort, nordisk-hollandsk samarbejde om forskning i målrettet kræftbehandling, som kan fremskynde off label behandlingsmuligheder for særlige kræfttyper.

Off label-brug af medicin sker blandt andet, når et lægemiddel bruges til et formål, som præparatet ikke er godkendt til, eller hvis et præparat gives i andre doser, end godkendelsen af præparatet tilskriver.

Det er det danske forskningsprojekt ProTarget, som er et nationalt studie igangsat i samarbejde mellem onkologiske afdelinger fra alle regioner i Danmark, der har offentliggjort samarbejdet med lignende projekter på tværs af de nordiske lande og Holland om udveksling af forsøgsdata. Projektets mål er forskning i genetisk målrettet kræftbehandling til patienter, der ikke har effekt af eksisterende, godkendte behandlinger til deres sygdom, på baggrund af gentests.

De deltagende projekter arbejder med patienter, der har fremskreden kræft, og som har udtømt alle behandlingsmuligheder. I projektet får de behandling med målrettede off-label-præparater med udgangspunkt i den molekylære tumorprofil.

Samarbejde giver hurtigere viden

Og det giver en ganske snæver patientgruppe. ProTarget blev igangsat i 2020, og man har i Danmark indtil videre behandlet 47 patienter i 34 grupper med 12 forskellige lægemidler baseret på tumorprofil og diagnose.

Det er svært at finde patienter, der kvalificerer sig til denne målrettede behandling, og af den grund er det særligt positivt med dette samarbejde, fortæller Kristoffer Staal Rohrberg, leder af fase I-enheden på Rigshospitalet: “Samarbejdet giver os langt mere data, hvilket kommer både patienter og forskere til gavn. Det gør, at vi hurtigere ved, om vi er på rette vej med en behandling - eller om den ingen effekt har.”

En anden gevinst ved samarbejdet er, at man i nogen grad undgår at køre studier sideløbende med de andre deltagerlande af behandlingskombinationer, der allerede har vist sig ikke at virke, men hvor data ikke er publicerede endnu.

“Der går gerne et til to år, før data bliver publiceret, men med dette samarbejde får vi adgang til hinandens data før tid, og dermed kan vi undgå at udsætte patienter for ineffektiv behandling længere end højst nødvendigt. Det er et stort plus,” siger Kristoffer Staal Rohrberg.

Studierne fungerer på den måde, at hver patient, der påbegynder en ny behandling placeres i en gruppe med andre patienter med tilsvarende molekylær profil, kræftdiagnose og lægemiddel-behandling. Gruppen udvides gradvist, hvis man finder effekt af behandlingen.

Indtil videre betyder samarbejdet, at man får data fra 1.066 behandlede patienter i modsætning til de knap 50 profilerede danske patienter, så man altså ser en tyvedobling af antallet af studiepopulationen.

Samarbejdet omfatter det hollandske studie DRUP (Drug Rediscovery Protocol), som blev igangsat i 2016, MEGALiT i Sverige, som startede i 2020, IMPRESS-Norway i Norge, der indledtes i foråret og FINPROVE i Finland, som indledes i første kvartal af 2022.

Like eller del denne artikel