Mundbind er stadig en almindelig del af gadebilledet i Portugal, selv om de ikke har været krævet udendørs siden 1. oktober. Her er det en gade i Lissabon-kvarteret Chiado. Intet siger “glædelig jul” som gopler... Foto: Susanne Sayers

Smitten stiger i verdens mest gennemvaccinerede land

PORTUGAL. Portugal er ifølge flere statistikker formentlig verdens mest gennemvaccinerede land. Derfor er Portugal også lige nu fulgt tæt af eksperter verden over, da landet er en slags laboratorium i storskala og realtid. Og der er en god og en dårlig nyhed, fortæller journalist og forfatter Susanne Sayers fra Portugal.

Den sene novembersol er stadig varm nok til, at indbyggerne i den portugisiske hovedstad, Lissabon, drikker kaffe, vin og spiser udendørs. Snakken er livlig, gaderne travle, og det er kun julepynten – som byen sætter en ære i at overgå sig selv i år for år – der afslører, at vi nærmer os vinteren. Og sæsonen for luftvejsinfektioner. 

Alt ser normalt ud … næsten. For på gaderne er der stadig mange, som bærer mundbind. Også selv om de ikke længere skal. Det skal de til gengæld de fleste steder indendørs. Portugal valgte at beholde påbuddet om maske, da landet slap de sidste af de øvrige restriktioner 1. oktober.  

Det lille sydvesteuropæiske land med 10,3 mio. indbyggere har på mange måder klaret sig godt under covid-krisen. Hvis man vel at mærke ser bort fra den katastrofale bølge efter sidste års jul og nytår, som til gengæld blev bragt under kontrol på rekordtid – efter et skræmmende højt dødstal, og et sundhedsvæsen som brød sammen under presset. Knap 7.000 var på et tidspunkt indlagt. Og 28. januar var der smitterekord med 16.432 nye smittede - samme dag var der 303 dødsfald. 

Ikke mindst er det i år lykkedes at få vaccineret hele befolkningen fra 12 år og opefter. Der er stort set ikke ét ungt eller voksent menneske, som ikke er færdigvaccineret, og de midlertidige vaccinationscentre er efterhånden pakket ned. Boostervaccinerne kan man få andre steder nu, og dem er der også godt gang i.

Portugal som laboratorium

Portugal er ifølge flere statistikker formentlig verdens mest gennemvaccinerede land – 86,9 procent af hele befolkningen er nu vaccineret og har været det længe nok til, at alle også burde være godt beskyttet. Til sammenligning er 75,6 procent af befolkningen i Danmark fuldt vaccineret. Dertil kommer, at mindst 10 procent af befolkningen i Portugal, altså betydeligt flere end i Danmark, har været smittet med covid-19. Der er altså en høj grad af immunitet.

Derfor er Portugal også lige nu fulgt tæt af eksperter verden over, fordi landet er en anledning til at studere, hvad der sker, når så godt som alle i et land er vaccineret. En slags laboratorium i storskala og realtid. Og her er en god og en dårlig nyhed.

Lad os tage den dårlige først: Smitten breder sig ganske hurtigt. R-værdien – hvor mange hver covid-ramt i gennemsnit smitter – er 1,2. Ikke fjernt fra den danske, selv om vaccinationstilslutningen i Danmark altså er noget lavere. Og det er vel at mærke ikke kun uvaccinerede børn, der driver smitten. Derfor er det også vaccinerede, der er indlagt, og det er vaccinerede, der dør. 

Fortællingen om, at smitten forsvinder, hvis vi bare alle sammen bliver vaccineret, holder ikke, hvis man skal bruge Portugal som eksempel. Vaccinerede kan tydeligvis både smittes og smitte videre i en grad, så epidemien vokser. Også selv om man som vaccineret er bedre beskyttet mod smitte end som uvaccineret, og man formentlig smitter i kortere tid og dermed udsætter færre for smitte.  

Den virkelig gode nyhed er, at vaccinerne til gengæld er effektive til at holde de ramte væk fra sygesengene på hospitalerne. Ganske vist stiger indlæggelserne nu også i Portugal, men slet ikke forholdsmæssigt på samme niveau som før vaccinationerne. Myndighederne har også gjort sig umage med at fortælle, at man kan smitte som vaccineret. Af samme årsag er der stadig mobile testcentre, ligesom supermarkeder, apoteker osv. for et par euro sælger godkendte hjemmetest, så man kan se, om man er smittefarlig, før man tager ud og spiser søndagsfrokost med bedstemor og onkler og tanter i Alentejo.

Og selvfølgelig skal man vise coronapas, hvis man skal ind til større begivenheder, for eksempel som da jeg i går skulle se herreholdet fra GOG lammetæve Lissabons stolthed, Benfica, i håndbold. Eller andebol som det hedder her.

Nye restriktioner?

Der er betydeligt færre smittede forholdsmæssigt i Portugal end i Danmark. I dag var smittetallet knap 2.500 mennesker – det ville svare til ca. 1.400 i Danmark, forholdsmæssigt. Det hænger formentlig ikke mindst sammen med, at det er udevejr langt ud på efteråret og ind i december. En stor del af samværet foregår altså ude i den friske luft, hvor smitterisikoen er lav. Men smitten stiger som nævnt markant (for en måned siden var der ca. 500 smittede om dagen), og der er også for første gang i månedsvis et tocifret antal døde og flere end 600 indlagte, efter at hospitalerne næsten har været tømt for covid-syge. 

Derfor holder premierminister Costa, som er socialdemokrat (selv om hans parti hedder Socialistpartiet), i disse dage møder med partilederne om, hvor vidt der skal indføres nye restriktioner. 

På forhånd er det så godt som udelukket, at regeringen vil gribe til nye nedlukninger, men nogle af de forslag, der er på bordet, er genindførelse af mundbind på travle gader udendørs, genindførelse af coronapas eller test i døren ved besøg på restauranter, begrænsning af åbningstider og antallet af siddepladser på restauranter, hjemmearbejde osv. Altså snarere at skrue op og ned for det velkendte restriktioner end begynde at ændre noget markant. Maskerne kommer næsten helt sikkert tilbage i flere situationer, og det vil ikke vække den store opsigt. Vi har dem alligevel altid med, og mange bruger dem som nævnt allerede udendørs. 

Modstanden mod nedlukninger skyldes også en erkendelse af, at de i Portugal har haft markante, negative konsekvenser for sundheden, blandt andet den mentale sundhed. Også derfor er både partier til venstre og højre for regeringen imod. Samtidig er Portugal midt i en valgkamp, og partierne tøver utvivlsomt også med at indføre noget upopulært i en situation, hvor magten kan skifte i landet efter seks år med Costa.  

Imidlertid bakker også eksperterne generelt op om at undgå nedlukninger. Portugal prøver ikke at undgå smitte for enhver pris, men at undgå indlæggelser og dødsfald, så vidt det overhovedet er muligt. Og her er vaccinationsprogrammet helt afgjort en hjælp. 

Samtidig har Portugal allerede vedtaget at tage monoklonale antistoffer i brug, og amerikanske og europæiske undersøgelser viser, at de nedsætter risikoen for både at blive smittet som nær kontakt og for at blive alvorligt syg, hvis man er udsat. 

Til gengæld er der som i Danmark gjort en ekstra indsats for at få mennesker til at lade sig vaccinere mod influenza, også selv om de ikke er i risikogruppe, fordi eksperterne frygter en særlig slem influenzasæson, hvad der kan øge presset på sundhedsvæsnet betydeligt. Jeg fik mit livs første influenzavaccine-stik i går på det lokale apotek. 

Samarbejde og mikro-ambassadører

For Danmark, som kæmper med at få de sidste til at lade sig vaccinere, er det måske særlig interessant at se på, hvordan Portugal har fået så mange med i vaccinationsprogrammet. 

Portugal har bygget videre på den indsats, som begyndte allerede i marts 2020, altså helt i begyndelsen af covid-pandemien. Regering, kommunalbestyrelser og myndigheder besluttede aktivt at modarbejde stigmatisering og at gøre adgangen til sundhed så let som mulig for alle. Migranter fik, uanset migrationsstatus, adgang til behandling på lige fod med portugiserne for at undgå smittelommer blandt mennesker, som ville frygte udvisning. 

Da smitten begyndte at brede sig i de fattige og tæt befolkede forstæder, skete der ikke nogen mistænkeliggørelse eller udskamning. I stedet begyndte myndighederne at arbejde med tværfaglige teams af både social- og sundhedsarbejdere osv, som gik fra dør til dør og gav gode råd og svarede på spørgsmål om, om man for eksempel havde ret til kompensation, hvis man måtte blive hjemme fra job, fordi man var syg. Det virkede. Smittespredningen faldt.

Siden kom en slags ‘mikro-ambassadører’ til, og de har også været med til at få flere vaccineret. Det er nøgle- og tillidspersoner lokalt, og det kan være alt fra medicinstuderende, spejdere, viceværter, præster, imamer, formænd for beboerforeninger … kort sagt alle de mennesker, som lokale har større tillid til end til myndighederne direkte. De er blevet uddannet til at rådgive om covid-19, forholdsregler, vaccination osv.

Dertil skal det så siges, at Portugal i forvejen har Europas mest vaccinepositive befolkning. Men udskamning og stigmatisering har langt hovedparten af politikere altså aktivt forsøgt at modvirke. 

Man kunne i Danmark overveje at lade sig inspirere. Også WHO, FN’s Verdenssundhedsorganisation, har advaret mod at presse uvaccinerede for hårdt, fordi det kan føre til større polarisering og gøre de udsatte endnu mere udsatte. Man skal bare ikke – baseret på Portugals erfaringer som gennemvaccineret – tro eller fortælle, at det vil stoppe smittebølgen. Men det ser ud til at kunne stoppe langt de fleste alvorlige forløb.

 

Tags: corona

Like eller del denne artikel