Verdens hårdest ramte land: 10 dage der ændrede Portugal

PORTUGAL. Portugal var længe Sydeuropas covid-duks. Trods en af Europas ældste befolkninger og en høj forekomst af diabetes, som kan øge risikoen for alvorlig covid-sygdom, var dødeligheden relativt lav, og hver smittebølge blev bragt under kontrol med en målrettet indsats. Før jul faldt smittetallene trods åbne restauranter, butikker og skoler. En måned senere var alt forandret, og Portugal har lige nu verdens højeste smitteniveau, dødeligheden stiger, og sygehusene er tæt på sammenbrud. Hvad gik galt? spørger journalist og forfatter Susanne Sayers, der er bosiddende i Portugal en stor del af året.

Da jeg kom tilbage i Portugal efter jul med familien i Danmark, trak jeg vejret lidt friere. Danmark havde gennemført en ny nedlukning i december efter i en kort periode at have noget nær verdensrekord i covid-smitte. København var mørk, gaderne var øde, og stemningen ikke ligefrem munter.

Kontrasten var mærkbar, da jeg landede i Portugals hovedstad, Lissabon. Jeg kunne gå på restaurant, tage forskud på januarudsalget i butikkerne og i det hele taget mærke normaliteten få mine skuldre til at sænke sig mærkbart.

Det meste af efteråret havde Portugal restriktioner, som skelnede mellem kommuner med højt smitteniveau og kommuner med lav risiko. For kommuner med udbredt smitte, herunder Lissabon, var der natlige udgangsforbud, udgangsforbud i weekenden mellem 13 og 05 og generelt forbud mod at forlade egen kommune i weekenderne også.

Det var restriktioner, der var rettet mod den portugisiske familiekultur, hvor den store søndagsfrokost på tværs af generationer nærmest er en pligt. Og de virkede. Selv om restauranter, butikker og skoler var åbne, faldt smittetallene, og Lissabon var som kommune ved at nå ned i en af de kategorier, hvor der var færre restriktioner. Der var noget pædagogisk ved kategorierne: Man blev belønnet for at have lave smittetal, og folk opførte sig generelt ansvarligt. Skolebørnene havde tæpper med i skole, så de kunne sidde for åbne vinduer. Venner mødtes udendørs og i små grupper. 

Næsten som at være i Tivoli

Men hen over julen var restriktionerne i vidt omfang ophævet, og da jeg et par dage før nytårsaften tog en udflugt til kystbyen Cascais, en af kommunerne med lavt smitteniveau, var stemningen næsten Tivoliagtig. Det var en varm dag trods årstiden. Nogle badede, andre spillede beach volley på stranden, der var pariserhjul, sene frokoster i solen på restauranter med udsigt over et blåt hav, latter, leg og liv. Hvis det ikke havde været for de allestedsnærværende flasker med håndsprit og de obligatoriske masker, kunne det have været 2019 og ikke 2020.

Covid-personale smittet

Så meget voldsommere føles den katastrofale situation nu. Jeg kan natten igennem høre ambulancerne til Lissabons centrale hospital, som nu må overføre covid-patienter til andre distrikter – eller helt opgive dem. Triagering er en realitet. Der er plads til at behandle de patienter, som er for syge til at overleve uden hjælp, men ikke så syge, at hjælpen sandsynligvis er forgæves. Andre afvises.

70 procent af sygehusenes covid-personale er smittet. De arbejder mere, og patienterne er generelt mere syge. Personalet er altså formentlig udsat for større mængder virus end før. Måske spiller nye mutationer også ind.

Portugal har tætte forbindelser til Storbritannien, Brasilien, som er tidligere koloni, og Sydafrika – sidstnævnte ikke mindst via nabolandet Mozambique; en anden tidligere portugisisk koloni. Det er stadig uvist, præcis hvor meget mere smittefarlige virusvarianterne hver især er, men bekymringen er stor.

Portugals CFR, case fatality rate, er lavere end mange landes – lige nu 1,7. Mere end 98 procent af patienterne overlever altså. Men CFR er på vej op. Dødeligheden er fordoblet de seneste uger, fordi flere må opgives, og fordi der er mangel på det vigtigste af alt: Personale. Også selv om Portugal brugte en stor del af sommeren på at forberede sig på højere smittetal i vinteren og har flere sengepladser forholdsmæssigt end Danmark.

Hvordan er det gået så galt?

Hvordan er det gået så galt? Mutationerne har muligvis spillet en rolle, men den helt afgørende faktor var de færre restriktioner hen over julen. 

Budskabet fra sundhedsmyndigheder og regeringen, ledet af socialdemokraten Antonio Costa (hans parti hedder Socialistpartiet, men det er socialdemokratisk), var ganske vist, at man stadig skulle huske afstand, masker og forsamlingsforbud. Det blev overhørt. Portugiserne valgte at tolke de færre restriktioner som en velfortjent pause i en pandemi, der i et af Europas fattigste lande har været hård både socialt, økonomisk og psykisk.

Mange ældre klagede over deres ensomhed. I Portugal er det, særligt i de mest traditionelle områder i provinsen, ikke sjældent set som en personlig fiasko, hvis man som ældre skal på plejehjem. Det er i langt højere grad end i Danmark en familieopgave at passe på de ældre, som til gengæld gerne giver en hånd med, når børnebørnene kommer hjem fra skole.

Familierne gjorde derfor præcis det, de havde drømt om længe: De tog ud til bedsteforældre eller onkler og tanter på landet og holdt den store jul på tværs af generationer. Og de mødtes med venner og naboer. Og de festede, og de kindkyssede, og de holdt store, fælles middage. 

De første smittetal efter juledagene tydede på, at eksperimentet var gået godt. Men så begyndte det at se mere urovækkende ud, og pludselig slog landet den ene smitterekord efter den anden. 10.000 daglige smittede ville have virket som et urealistisk skrækscenarie før nytår. Nu nåede vi flere gange over 15.000. 

Ødelæggende for økonomien

Landets politiske ledelse så ingen anden udvej end den nedlukning, den for alt i verden havde prøvet at undgå. Det kan være svært for en dansker at sætte sig ind i, hvor meget fattigere end Danmark Portugal er, og hvor ødelæggende pandemien og nedlukningen er for økonomien. 

Portugal var omsider kommet ud af flere års dyb økonomisk krise. Nu er økonomien banket år tilbage, og det er især de unge, som betaler prisen. I Portugal er man bevidst om, at fattigdom slår ihjel, om end den gør det langsommere og med langt mindre opmærksomhed end covid-19. Derfor tøvede regeringen med nedlukningen, før den til gengæld trådte eftertrykkeligt på bremsen. Da var ulykken sket. 

Julens festligheder udviklede sig i flere tilfælde til supersprederbegivenheder. Der er eksempler på, at mere end halvdelen af en landsbys befolkning er smittet efter julen. Og den lange og som regel symptomfri inkubationsperiode betød, at myndighederne hele tiden var en uge eller to bagud.

De seneste par dage ser det ud til, at kurven omsider er knækket, eller at den i hvert fald flader ud, efterhånden som nedlukningen begynder at virke. Der er ikke videre smitte i det offentlige rum – smitteopsporingen viser, at smitten er, hvor den hele tiden har været: I de nære kontakter.

Vi står i kø på gaden – det har vi gjort stort set i et år – og vi har maske på både indendørs og på travle gader udendørs. Der er krav om langt større afstand i butikkerne, end vi kender det fra Danmark. Der er god plads i den offentlige transport. Men det tager tid at bringe smitten ned, og de nye mutationer betyder, at det dels kan tage længere tid, dels kan blive svært at genoptage de mere lempelige og målrettede restriktioner, som gjorde det muligt at føle en slags normalitet og holde samfundet i gang.

Det er dystre udsigter, også økonomisk. På plussiden tæller, at faldet i smittetal ser ud til at være reelt – mandagens var under 6.000 – vaccinationerne er i gang, og her har Portugal valgt at give sundhedspersonalet førsteprioritet. Der er også håb om, at foråret med mere udendørsaktivitet kan gøre det muligt at lempe en smule. Men krisen i sygehusvæsenet vil vare længe, og mange vil dø, inden hospitalerne igen kan fungere normalt.

Nedlukningen har alvorlige konsekvenser, ikke mindst for de mest udsatte. På en mur i mit nabolag står denne besked: At romantisere karantæne er et klasseprivilegium.

Det officielle covid-dashboard i Portugal fra søndag den 31. januar. Farvekoderne på kortet går fra hvid – lav smittefare – til mørkerød – ekstrem smittefare. Før jul var der få røde og orange områder. Nu er der kun to kommuner med lav smittefare. Knap 7.000 er indlagt – fem gange så mange som da det var værst i foråret 2020.

Fakta om corona i Portugal 

Søndag er der 12.482 dødsfald, heraf 303 nye, hvilket er rekord. 28. januar var der også 303 dødsfald. Der har været i alt 720.516 smittede, heraf 9.498 nye smittede det seneste døgn. Der var 28. januar smitterekord med 16.432 nye smittede. Den rekord ville svare til, at Danmark på et døgn havde over 9.000 smittede.
I første bølge i foråret 2020 nåede antallet af døde på et døgn 37 døde den 3. april og antallet af smittede 10. april var 1.726 nye tilfælde.
I Portugal er sygehusvæsenet flere steder så overbelastet, at det risikerer at bryde sammen. Derfor har landet indført nødretstilstand og lockdown foreløbigt frem til 14. februar. Smitten er steget kraftigt siden slutningen af december. Portugals premierminister har sagt, at den britiske variant er skyld i ca. halvdelen af smittetilfældene i hovedstaden Lissabon og hvert tredje tilfælde i hele landet.
Portugal har i uge 2 og 3 haft 1.429 smittede per 100.000 indbyggere.
Portugal havde 28. januar 860 test pr. 100.000 indbyggere (7 dages gennemsnit). Positivprocenten var 27. januar på 19,5 procent.