Psykiatere: Kun regionerne skal behandle mennesker med dobbeltdiagnoser
Behandlingen af mennesker med samtidig psykisk sygdom og misbrug skal være bedre. I dag er den delt mellem kommuner og regioner. Men skal man kunne give patienterne den bedste behandling, skal den - kompleksiteten taget i betragtning - kun ligge i regionerne.
Sådan lyder det fra Dansk Psykiatrisk Selskab i en ny hvidbog, som netop er udkommet. Hvidbogen dækker perioden 2021-31 og er en revision af selskabets anden hvidbog fra 2012.
“Aktuelt er behandlingen af misbrug placeret i kommunalt regi, mens behandlingen af psykiatriske lidelser ligger i regionalt regi. Patienterne med både misbrug og psykiatrisk sygdom falder derfor ofte mellem to sektorer og skal forholde sig til to behandlingsregimer med hver sine retningslinjer for udredning, diagnostik og behandlingsmetoder,” som det hedder i hvidbogen.
Fakta er, at 30-50 pct. af de mennesker, der lider af svær psykisk sygdom, har et samtidigt misbrug af alkohol og stoffer. Sammenhængen er meget kompleks, ligesom såvel diagnosticering og behandling. Derfor er specialviden på området af afgørende betydning, som det hedder i hvidbogen.
“Behandlingen af misbrug (og psykiatrisk sygdom) er ofte kompliceret. Selv ved såkaldt ‘lettere’ psykiske sygdomme, fx angst, lettere eller moderate affektive lidelser og personlighedsforstyrrelser er psykiatrisk viden afgørende. Ved lidelser som psykoser er psykiatrisk specialviden et sine qua non,” lyder det.
Dansk Psykiatrisk Selskab understreger, at en optimal behandling i mange tilfælde vil kræve en tværfaglig indsats og dermed fordre tæt samarbejde med kommunale instanser. Rollefordelingen mellem sundhedsvæsenet og kommunerne skal derfor defineres klart.
I hvidbogen fremhæves konkrete projekter, hvor sådan et samarbejde mellem psykiatrien og kommunale misbrugscentre allerede i dag har vist sin styrke. Det gælder i Region Hovedstaten, hvor erfaringerne med tværfagligt arbejde har været opløftende, men også peger på, at en række tiltag er nødvendige for at sikre optimal behandling. Enkelte steder har man i hospitalsregi introduceret ambulatorier, såsom Specialambulatoriet under Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor man fokuserer på patienter med samtidig misbrug og psykiatrisk sygdom – typisk psykoselidelser. Tilsvarende i kommunalt regi findes Vista Balboa i Odense. Erfaringerne herfra understreger vanskelighederne og udfordringerne med behandlingen af disse patienter, og at specialviden på området er af afgørende betydning, men desuden at det rent faktisk er muligt at behandle denne meget komplicerede patientgruppe med godt resultat.
Alkohol- og stofmisbrug er ifølge hvidbogen et udbredt problem og bidrager til overdødelighed. Misbrug fører til stor lidelse for den enkelte patient og dennes familie inklusive eventuelle børn. Misbrugerne er desuden overrepræsenteret blandt mennesker med sygdomme som skizofreni, bipolar sygdom, unipolar depression, OCD og andre angstlidelser, ADHD og personlighedsforstyrrelser. Et dansk registerstudie har således dokumenteret, at andelen af mennesker med samtidig misbrug og psykisk sygdom er 48 procent for skizofreni, 40 procent for bipolar lidelse, 29 procent for depression og 39 procent for personlighedsforstyrrelser.
Relaterede artikler

