“Det er helt forkert, at de ansatte har fået mundkurv på. Alle kan udtale sig. Men lige i denne weekend og mandag, hvor vi indfører Sundhedsplatformen er vi i beredskab, og så er det ledelsen, som stiller op. Efter aftale gennem pressestaben.”
Sådan siger Region Sjællands sundhedsdirektør Lars Onsberg Henriksen som kommentar til, at medier har fået aflyst deres aftaler om at tale med læger og sygeplejersker om indførelsen af Sundhedsplatformen.
Det skriver sn.dk.
Beslutningen om aflysningen af interviews blev taget på et møde klokken 08.00 lørdag morgen - fem timer efter, at regionens sygehuse skiftede IT-system til Sundhedsplatformen.
Pressechef i Region Sjælland, Claus Christensen, oplyser, at beslutningen er taget af "Beredskabet omkring Sundhedsplatformen".
“Vi i er i en beredskabssituation og vil gerne skabe arbejdsro for medarbejderne,” siger Claus Clausen til Ritzau.
Efter planen
Lars Onsberg Henriksen siger i en pressemeddelse, at Sundhedsplatform kører efter planen i Region Sjælland.
“Sundhedsplatformen kører stabilt på alle vore sygehuse og i psykiatrien. Der er naturligvis ting og fejlmeldinger, der skal rettes til,” siger han.
Region Sjælland har undervist 12.000 ansatte i systemet, og alle hospitalers afdelinger har forberedt nye arbejdsgange. Klokken 18 fredag var det slut med at udfylde journaler i regionens gamle it-system, OPUS.
Sygehusene og psykiatrien har planlagt en nedgang i de ambulante og planlagte patientforløb, når Sundhedsplatformen nu indføres. Region Sjælland har desuden hentet ekstra hjælp ind i form af DTU-studerende og medicinstuderende, som i de første uger skal assistere personalet med at anvende det nye system.
“Vi har også indkaldt ekstra personale, så vi er på alt det akutte stort set dobbeltbemandet i weekenden og i de kommende dage. Vi har samtidig et system, hvor vi hver tredje time får indmelding fra de enkelte sygehuse om eventuelle udfordringer i deres akutmodtagelser. Det kan for eksempel være, hvis de har behov for at få nedsat mængden af patienter, så nogle af de andre sygehuse kan aflaste. Kun i en nødsituation vil vi begynde at visitere til vores naboregioner,” siger Lars Onsberg Henriksen.