Helt ny variant fundet hos 55 danskere - og ny brasiliansk variant fundet hos 16

Coronafamilien af underlige bogstav- og talkombinationer har fået et nyt, upopulært medlem  - nemlig B.1.525. Ikke færre end 55 tilfælde af den helt nye variant er fundet i Danmark - 23 af dem i Region Hovedstaden i uge 5.

DNA-forskere verden over har uploadet gensekvenser for den nye variant på kode-stedet GitHub, og ud fra det kan man se, at primært Storbritannien også har set tilfælde med den nye variant, men at også lande som eksempelvis Nigeria, USA, Canada, Ghana og Japan har tilfælde. 

Sundhedspolitisk Tidsskrift skrev for nylig en oversigtsartikel over hvilke varianter og mutationer, Statens Serum Institut holder øje med, og her blev nævnt E484K-mutationen. Det er en mutation, som den sydafrikanske og den brasilianske variant begge har, og i England (endnu ikke i Danmark) har man også fundet nogle eksempler på mutationen E484K blandt enkelte tilfælde af den britiske variant (B.1.1.7).  

E484K er en mutation i spike-proteinet og kaldes en "escape-mutation", fordi laboratorieforsøg har vist, at antistoffer fra vacciner ikke virker lige så godt på virus med mutationen. Det vil sige, at en person, der allerede har været smittet, kan smittes igen, som det er set i Manaus i Brasilien, ligesom vaccination ikke giver helt den samme effektivitet, som den ellers ville give mod andre mutationer. 

”Selvom der nu er fundet varianter med mutationer med forventet nedsat følsomhed for antistoffer, betyder det ikke, at vaccinerne ikke vil virke, men de nye varianter overvåges tæt,” siger virolog Anders Fomsgaard fra SSI.

Statens Serum Institut skriver i en status og en risikovurdering fra lørdag, at risikoen for, at Modernas og Pfizers/BioNtechs vacciner vil svigte på befolkningsniveau overfor E484K er lav, men at det ikke kan udelukkes, at vaccinerne ikke vil virke så godt hos enkeltindivider.  

Søndag var E484K-mutationen fundet hos 80 personer i Danmark. Otte af dem er fundet hos mennesker, som har den sydafrikanske variant.

I forbindelse med overvågning af E484K-mutationen har Statens Serum Institut fundet ud af, at en stigende andel af tilfældene med E484-K også har en bestemt anden mutation. Faktisk er denne anden mutation fundet i ikke færre end 55 af de 80 tilfælde, hvilket er 73 procent. Og kombinationen af de to mutationer udgør altså den helt nye variant, som netop er blevet benævnt B.1.525.

De 80 tilfælde med E484-K er altså set i:

  • 55 tilfælde med den nye B.1.525-variant
  • 8 tilfælde med den sydafrikanske variant 
  • 17 tilfælde - i hvert fald 16 af dem indgår ifølge Danish Covid-19 Genome Consortium i den nye brasilianske variant P2. Om denne variant er mere smitsom er ved at blive undersøgt. Det formodes, at denne variant har nedsat følsomhed for antistoffer på baggrund af E484K-mutationen. 

Geografisk fordeler de 55 tilfælde med den nye variant sig med 30 i Region Hovedstaden, 21 i Region Syddanmark og fire i Region Sjælland. Nordjylland og Midtjylland har altså ingen tilfælde. Der er syv tilfælde med relation til rejseaktivitet, heraf tre med relation til rejseaktivitet i Nigeria. Ti tilfælde er set ved et udbrud på skole i Hovedstaden, og ni personer er tilknyttet en arbejdsplads i Odense.

Statens Serum Institut skriver i risikovurderingen fra lørdag, at der er blevet iværksat intensiveret kontaktopsporing af tilfældene.

"Der er international bekymring for forekomsten af E484K-mutationen, og SSI deler denne bekymring. Aktuelt vides det ikke klart, hvilken betydning mutationen har, når den ikke påvises i kombination med N501Y, som i B.1.351 eller P.1, og der er behov for mere viden om mutationen. SSI følger derfor forekomsten af mutationen tæt," skriver Statens Serum Institut.

 

Fakta

Her er de 55 tilfælde fundet

  • Region Hovedstaden: 2 tilfælde i uge 2, 2 tilfælde i uge 3, 3 tilfælde i uge 4, 23 tilfælde i uge 5
  • Region Midtjylland: Ingen tilfælde
  • Region Nordjylland: Ingen tilfælde
  • Region Sjælland: 2 tilfælde i uge 5, 2 tilfælde i uge 6
  • Region Syddanmark: 3 tilfælde i uge 3, 9 tilfælde i uge 4, 9 tilfælde i uge 5

Kilde: Danish Covid-19 Genome Consortium 

  

Det holder Statens Serum Institut øje med

B.1.525. Den nye variant 

B.1.1.7. Den britiske variant. Denne variant er mere smitsom end andre varianter, hvilket formentlig er knyttet til mutationen 501Y. Der er ikke tegn til nedsat følsomhed for antistoffer efter infektion eller vaccination. Den er fundet hos 2.294 personer i Danmark i perioden fra den 14. november til 9. februar. De foreløbige tal for uge 6 viser, at B.1.1.7 nu har spredt sig så meget i Danmark, at den er involveret i 45,2 procent af smittetilfældene. Tallene er forsinkede, da gensekventering tager tid, og B.1.7 må derfor siges at være dominerende i dag. Der vil derfor snart ses smittestigninger.

B.1.351. Den sydafrikanske variant. Denne variant formodes at være mere smitsom, da den også har mutationen 501Y. Denne variant har nedsat følsomhed for antistoffer efter infektion på baggrund af mutationen E484K. 
Myndighederne vurderer i øvrigt mandag, at risikoen for spredning af virusvarianten B 1.351 er øget i grænselandet og skærper derfor indrejserestriktionerne og test- og isolationskravet for indrejsende i Danmark fra grænselandet. Fra den 17. februar skal alle rejsende kunne vise en negativ test, som er maksimal tre dage gammel.

P.1. Den brasilianske variant. Denne variant vurderes til at være mere smitsom, da den også har mutationen 501Y, og den har også nedsat følsomhed over for antistoffer på baggrund af mutationer E484K. Denne variant er endnu ikke blevet fundet i Danmark.

P.2. En ny brasiliansk variant. Om denne variant er mere smitsom er ved at blive undersøgt. Det formodes at denne variant har nedsat følsomhed for antistoffer på baggrund af E484K mutationen. Denne variant er fundet i 16 tilfælde i Danmark.

E484K-mutationen. 

N439K-varianten. Der er et studie, der indikerer, at denne variant har nedsat følsomhed for antistoffer. Der er på nuværende tidspunkt intet, der tyder på den forårsager alvorligere sygdomsforløb. Den har spredt sig til mange andre lande inklusiv Danmark.

 

Fakta

For nogle vaccinetyper kan risikoen for nedsat effekt af vaccinerne overfor særlige varianter være højere end for andre.

  • Johnson & Johnson vaccinen (endnu ikke godkendt i EU) har vist effekt på 57 procent i Sydafrika og 66 procent i Latinamerika, i modsætning til 72 procent i USA.

  • Novavax-vaccinen (endnu ikke godkendt i EU) har vist en effekt på 60 procent i Sydafrika, i modsætning til 90 procent i Storbritannien.

  • AstraZeneca har i meget lille forsøg i vist stærkt nedsat effekt i forhold til forebyggelse af mild covid-19 i Sydafrika. Forsøget kan dog ikke sige noget om effekten på alvorlig sygdom, og derfor kan ingen sikker konklusion drages endnu.

Kilde: SSI 

 

Tags: corona

Like eller del denne artikel