Hatten af for professor Sodemann.

Medicinsk lærebog i omgang med patienter fra andre kulturer er en imponerende øjenåbner

BØGER. Hvordan får en læge sine kompetencer, viden og erfaringer i spil indenfor en snæver tidsramme overfor indvandrerpatienter med komplekse medicinske problemstillinger og helt andre kulturelle erfaringer?

Det forsøger Morten Sodemann, professor i global sundhed og indvandrermedicin ved Klinisk Institut på SDU, at besvare i sin nye bog "Det du ikke ved, får patienten ondt af", som både fortæller, hvor fuldstændigt galt det ofte kan gå, når de to verdner møder hinanden, men som også er fuld af råd til, hvordan læger kan blive bedre rustede til at behandle denne patientgruppe.

Nogle af grundene til, at møderne ofte går fuldstændigt rivende galt, fremgår for eksempel af en ny interviewundersøgelse blandt praktiserende læger, som blandt andet fortæller, at 68 procent af konsultationer med indvandrerpatienter er tidskrævende, og hvori 54 procent svarer, at det kan være vanskeligt at vurdere symptomerne, og 46 procent svarer, at de savner et sted, de kan henvise indvandrerpatienter med komplekse problemstillinger til.

Og fra den anden side af bordet berettes det fra indvandrerpatienter, at de for 37 procents vedkommende ikke har tolkebistand, selvom de føler et behov. Halvdelen føler ikke, at lægen er lydhør i tilstrækkeligt omfang (en tredjedel så mange som etnisk danske patienter). Ligesom hver femte patient har oplevet fejl hos lægen (dobbelt så mange som etniske danske patienter).

”Der skal arbejdes målrettet og stædigt fra begge sider for at få de platforme til at hænge sammen. Hvis man forsømmer sig mod at afklare samtalens dagsordner, præmisser og afsæt er der stor risiko for at den diagnostiske proces afspores eller forsinkes. Det kan være en fordel at gøre sig bekendt med de almindeligste forstyrrende og forsinkende faktorer i processen: forventninger, de egentlige behov, angst, læse- og sprogvanskeligheder, hukommelses- og koncentrationsevner, tro på lægen, kræftmistanke, dødsangst, grundlæggende anden opfattelse af symptom årsager, afvigende kronologisk forståelse etc,” lyder nogle af rådene til opnåelse af bedre møder fra Morten Sodemann, der helt grundlæggende mener, at flygtninge/indvandreres grundvilkår i sundhedsmæssig sammenhæng alt for tit ignoreres.

Og det er da også skrappe grundvilkår, som flygtninge/ indvandrere er oppe i mod ifølge Sodemann:

”At være flygtning giver med det samme 4 klip i det mentale kørekort: Selvagtelsen udfordres, det sociale sikkerhedsnet undermineres, stressstyringen kompromitteres, livsstrategien blev væk under flugten. Vilkår som lav eller ingen skolegang, tidligt omsorgssvigt, stort ansvar i for ung alder, voldsomme krigsoplevelser, ekstrem hjælpeløshed under flugt, handlingslammelse, skjulte selvmordstanker, usikkerhed om familiemedlemmers tilstand, afhængighed af svagt netværk og ensomhed forstærkes af usikre fremtidsmuligheder, uklart opholdsgrundlag, mistro, angst, usikkerhed og mistillid, der vedligeholdes af en konstant sprogbarriere i alle livets forhold. ”

Disse klip i det mentale kørekort placerer ifølge professor Sodemann et kæmpe ansvar på skuldrene af de sundhedspersoner, der møder etniske minoritetspatienter – uanset om disse kan lide det eller ej:

”Én af de største barrierer i samtalen med indvandrerpatienter er, at læger ofte ikke formår at inddrage flygtninge/indvandreres grundvilkår i samtale, information, undersøgelser og behandling. Sundhedsprofessionelle har svært ved at forstå - og at inddrage etniske minoritets patienters liv, før de kom til modtagerlandet, hvilket ofte fører til fejlslagne undersøgelsesprogrammer, lav behandlingskvalitet, lægefejl og ringe effekt af sundhedspædagogiske tiltag.,” kritiserer Sodemann, der fortsætter:

”Helt basale regler og rettigheder kan blive sat ud af spil i etniske minoritetspatienters møde med sundhedsvæsenet, fordi vi glemmer grundvilkårene. Berøringsangst, tabuer, irritation og modvilje, manglende respekt og mistænkeliggørelse af pårørende får let overtaget og kan true både behandlingskvalitet og patient sikkerhed. Post traumatisk stress syndrom (PTSD) og beslægtede tilstande er et overset problem, men er ofte usynlige med/modspillere i klinisk sammenhæng og bør kendes også af somatiske læger.”

Sammenlignet med patienter uden sprogbarrierer har flygtninge ifølge Sodemann et ganske anderledes forløb i sundhedsvæsenet og således et mindre godt udbytte af sundhedsvæsenets undersøgelses - og behandlingstilbud. Blandt andet på grund af flere medicinfejl, lægefejl, komplikationer, akutte indlæggelser, indlæggelser på forkerte afdelinger og genindlæggelser. Alt sammen hændelser, der medvirker til en højere dødelighed blandt indvandrere og flygtninge, som følger et helt andet negativt dødelighedsmønster, end man møder hos baggrundsbefolkningen.

Om en undersøgelse blandt patienter henvist til Indvandrermedicinsk klinik om misforståede symptomer, alvorlige fejlopfattelser og utilsigtede hændelser og med fokus på hvilke typer af fejl, der sker, hvornår de sker, hvordan de udspiller sig og hvilke konsekvenser de har for patienterne, fortæller Sodemann, at undersøgelsen, der analyserede 147 patienter henvist til Indvandrermedicinsk klinik 2015-2016, fandt, at 95 af patienterne havde oplevet et problem i diagnose eller behandling, som kunne tilskrives en sprogbarriere. I gennemsnit var der to hændelser per patient, men hver 4. patient havde været udsat for tre eller flere problematiske hændelser. Hver 3. hændelse måtte betegnes som alvorlig eller betydelig. Mere end hver 4. problematiske hændelse skyldtes, at patienten havde overset Post Traumatisk Stress Syndrom (PTSD), og at PTSD var den direkte årsag til patientens symptomer eller problemer med sin sygdom. Arbejdsskader udgjorde en relativt stor andel af de problematiske hændelser, og fejlårsager drejede sig typisk om komplekse patientforhold, lægers manglende omhu i forhold til sygehistorien, lægers manglende kliniske kompetencer med flygtninge/indvandreres sygdomme og baggrund.

Blandt sygdomme og helbredsproblemer hos flygtninge/indvandrere, som særligt hyppigt volder læger diagnostiske problemer er ifølge bogen: PTSD, laktose intolerans, astma, seksuelle overgreb, fysisk mutilering begået af familiemedlem, kronisk bihulebetændelse, mindre fysiske handicaps, bindevævssygdomme, spinalstenose, somatiske følger af tortur, obstipation, hiatus hernie, bursitis, iskæmisk hjertesygdom, blødningsforstyrrelser, urin inkontinens, arvelige blodsygdomme og Familiær Middelhavsfeber, seksuel dysfunktion, personlighedsændringer og skizofreni, partnervold, angst med somatisk udtryk, skjulte granatsplinter/krigsskader og arbejdsskader.

"Det du ikke ved, får patienten ondt af" handler altså om alt det, som sundhedspersonaler ikke ved, at de ikke ved om patienter med en anden baggrund, hvorfor de glemmer, overser, ignorerer, fejlfortolker, bagatelliserer eller simpelthen opgiver. Men meget underligt, irriterende og svært bliver nemt, når blot man forstår patienten og dennes baggrund. Og så i øvrigt holder sig for øje, at det ofte er vigtigere at finde ud af hvilken patient, der har sygdommen, end hvilken sygdom, patienten har, siger Sodemann. Han trækker ikke kun på sine mangeårige erfaringer fra sit arbejde som overlæge i Indvandrer Medicinske klinik ved SDU, men henter også data og viden fra sine utroligt omfangsrige studier af den medicinske faglitteratur om emnet.

At læse "Det du ikke ved, får patienten ondt af" er på mange måder en rystende og tankevækkende oplevelse. Ikke kun på grund af dens grundige dokumentation af hvor ofte, hvor alvorligt og hvor ligefrem fuldstændigt grotesk galt det kan gå, når indvandrere og flygtninge møder det danske sundhedsvæsen. Men også på grund af bogens talrige og uendeligt sørgelige og barske patientcases, der viser en patientgruppe, som har haft så hårrejsende invaliderende livsvilkår, at det næsten er ufatteligt for os andre. De har været ude for brutale regimer, politiske forfølgelser, borgerkrige, tortur, systematiserede voldtægter, krige, miljøkatastrofer, børnearbejde fra fem års alderen, hungersnød, farefulde flugtrejser, ophold i flygtningelejre, tab af hjem, ejendele, arbejde og religiøst baserede fysiske og mentale lemlæstelser. Altså ofte svært traumatiserede mennesker for hvem sygdom ovenikøbet kan være kendetegnet ved skyld, skam, onde øjne og pay back - eller måske ligefrem opfattes som en forudbestemt og skæbnestyret begivenhed.

At insistere på, at anvendelse af tolk til vigtige samtaler i sundhedsvæsnet skal være en personlig ekstra udgift for disse mennesker samt at tro på, at sundhedspersonale skulle have en kinamands chance i helvede for at stille de rette diagnoser og behandlingsforslag uden tolkebistand til patienter med ringe eller ingen bemestring af det danske sprog, er en stor og grim skamplet på standen af danske sundhedspolitikere, som i den grad burde vide og forstå bedre.

Men skulle nogle af disse sundhedspolitikere være kommet bare en smule i tvivl om kløgtigheden i deres symbolpolitik i denne sag, så vil de i hvert fald ikke kunne være det mere, hvis de blot gad  udfordre sig selv ved hjælp af Sodemanns imponerende oplysningsindsats i denne fremragende øjenåbner af en bog, som ovenikøbet kan læses gratis her: http://ouh.dk/wm527849

Hatten af for professor Sodemann, som endnu engang på fornemmeste vis løfter den lægefaglige fakkel for forsøg på medmenneskelig forståelse af nogle af de mest sårbare patienter i vores samfund.  

Like eller del denne artikel