Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Danskernes manglende viden stopper nødvendig selvisolation

BLOG. Coronablogger Christian Heibøll-Nielsen ser nærmere på to nye rapporter, der undersøger danskernes vaner under coronaen og kigger på smitteopsporingen. 

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.

For tiden er han selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.

Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.  

I den seneste uge har vi fået to nye rapporter, der kigger på danskernes vaner under coronaen og på smitteopsporingen. Og dermed uundgåeligt hænger sammen. Og det er ganske interessant læsning, som vi her skal tage et nærmere kig på.

Den første rapport kommer fra HOPE projektet. Her ser forskerne på danskernes selvrapporterede adfærd.

Den anden er en ekspertrapport fra Statens Serum Institut (SSI), som kigger nærmere på kontaktsporingen.

Til sammen giver det to rapporter et ret fint billede af situationen i Danmark, som den ser ud lige nu.

Hope-rapporten: Mange syge selvisolerer ikke

Det positive først. HOPE-rapporten konkluderer, at blandt dem, der bliver testet positive, er der 85 procent, der overholder selvisolation. Og det er jo helt ekstremt vigtigt. For det fortæller os dels, at det nytter at teste, og dels at folk faktisk tager det alvorligt, når de får et positivt resultat. Det gør de, fordi de efterhånden har fået tilstrækkelig viden om, hvad risikoen er, når man som smittet går ud blandt andre mennesker. Og det er et centralt element i at få brudt smittekæderne.

Desværre stopper den hensigtsmæssige adfærd, når der ikke er et testresultat. 53 procent rapporterer, at de selvisolerer ved tre eller flere symptomer, mens 47 procent altså ikke gør. Og endnu værre, hvis man kun har et symptom. Så er det kun 11 procent, der angiver, at de selvisolerer. Og heri ligger jo et paradoks. Mange har åbenbart den opfattelse, at man kun kan være syg med en positiv test. Det er jo særdeles uheldigt. Det forværres yderligere, når der som nu er så stort et tryk på testbestillingen, og mange reelt opgiver at få en tid.

Vi kan heller ikke udelukke, at det netop er truslen om selvisolation, der får nogen til at fravælge at blive testet. Netop det spørgsmål giver rapporten dog desværre ikke nogen svar på. Studier fra både Norge og England har tidligere demonstreret, at mange har svært ved at overholde reglerne for selvisolation.

Det er i øvrigt feber, som er det symptom, der får flest til at reagere. Det er ikke så underligt. Vi kan måle det, mærke det og forholde os til det. Andre mere uspecifikke symptomer er straks vanskeligere. Desværre er det langt fra alle smittede, der får feber.

Rapporten kigger også på de nære kontakter. Blandt dem, der angiver at have været nær kontakt til en smittet, er det 54 procent, der angiver at følge myndighedernes råd og selvisolere. Her skal man dog passe lidt på. For selvoplevet nær kontakt er ofte noget ganske andet end den ret stramme definition fra myndighederne, hvor man skal have været i fysisk kontakt eller opholdt sig med mindre end en meters afstand i mere end et kvarter. Det er coronaopsporingens opgave at klarlægge, hvorvidt der faktisk har været tale om nær kontakt. Men vi må også erkende, at en stor del af nære kontakter aldrig bliver opsporet.

SSI-rapporten: Forsinkelse i testsvar øger kontakttallet

Netop det kigger den næste rapport på SSI nærmere på. Eller rettere, rapporten laver modeller for, hvilke delelementer af kontaktopsporingen, som er afgørende for at opnå størst mulig effekt af kontaktopsporing af nære kontakter til smittede personer.

Konklusionen i rapporten er, at den største reduktion i R-værdien, kontakttallet, som jo er det, der siger noget om, hvordan epidemien udvikler sig, sker ved effektiv opsporing for flest mulige primærtilfælde. Med andre ord, det er afgørende, at vi finder de smittede, og det er også af afgørende betydning at nedbringe ventetider til test og testsvar.

Det er der ikke noget mærkeligt i. For problemet er jo, som vi også så i HOPE-rapporten, at det er en positiv test, der får folk til at ændre adfærd. Og det er adfærdsændringen, der bryder smittekæder. Så vi skal være i stand til hurtigt at få testet især dem, der har høj risiko for at være smittede, og sikre, at de hurtigt får svaret. Modellerne finder, at for hver dags forsinkelse, der skabes, vil kontakttallet stige fire procent. 

Modellerne viser desuden, at vi har et problem med nære kontakter. Det hænger igen sammen med ventetid. For en stor del af de nære kontakter vil reelt blive testet så sent, at kun en mindre del af den videre smitte forhindres. Det er derfor afgørende, at nære kontakter spores så hurtigt som muligt, efter de har været udsat for smitte, altså været i nær kontakt med en smittet.

Desuden finder en af de anvendte modeller, at det har stor betydning at opspore nære kontakter uden for de umiddelbare netværk, husstand, job og skole. Og det hænger sammen med, at kontakter uden for disse netværk vil betyde, at smitten spredes til nye netværk og dermed kan starte helt nye smittekæder.

En udfordring i forhold til effektiv smittesporing er fortsat, at en stor del af de smittede reelt ikke får nogen symptomer. Dem vil vi derfor kun finde, hvis de tilfældigt bliver testet, eller hvis vi får dem testet som led i kontaktsporing. Og da asymptomatiske formentlig står for en ikke ubetydelig del af smittespredningen, har det afgørende betydning. 

Rapporten deler i øvrigt for første gang nogle ganske interessante tal. Desværre er de tilbage fra oktober, og man må forvente, at meget er ændret siden i takt med den eksponentielt stigende smitte. Det ser nemlig ud til, at kun fem procent af alle test er rekvireret gennem opsporingen. De, der testes herigennem, har til gengæld en noget højere positiv procent – 4,26 procent versus 1,23 procent. Det vil sige, at det faktisk er de rette, der spores. Dem, der selvangiver at have været i nær kontakt, har også en lidt højere positivprocent. Men ikke i nærheden af den, vi ser gennem opsporingen. Modellen viser i øvrigt også ganske interessant, at op imod halvdelen af de smittede aldrig testes. Og så bliver opsporing i sagens natur vanskelig.

Så lad os slutte med at gentage, hvornår man er nær kontakt. Det er man, når følgende er opfyldt (der er faktisk også et par andre punkter, men dem springer vi over for overskuelighedens skyld).

  • En person, der bor sammen med en, der har fået påvist covid-19
  • En person, der har haft direkte fysisk kontakt (f.eks. kram eller håndtryk) med en, der har fået påvist covid-19
  • En person der har haft tæt kontakt inden for en meter i mere end 15 minutter (f.eks. i samtale med personen) med en, der har fået påvist covid-19

Tags: corona, coronablog

Del artikler