Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Gældende restriktioner i 69 kommuner udvides nu til hele landet

De gældende restriktioner i 69 kommuner udvides nu til hele landet. Det betyder, at Fyn, Nordjylland og Sønderjylland bliver delvist nedlukket ligesom resten af landet.

De nye restriktioner vil gælde fra onsdag klokken 16. De berørte kommuner blev orienteret på et møde med sundhedsminister Magnus Heunicke kl. 14. 

”Jeg er alvorligt bekymret for den udvikling, vi lige nu ser i hele landet. Derfor udvider vi restriktionerne til samtlige kommuner for at bremse smitten og få knækket kurven. Det sker efter anbefaling fra vores sundhedsmyndigheder i indsatsgruppen. Tiltagene vil til at starte med gælde til efter nytår, men indsatsgruppen følger udviklingen meget tæt og vurderer løbende, om det skal indstilles til regeringen at indføre skærpede tiltag på denne side af jul,” siger Magnus Heunicke.

De skærpede restriktioner betyder blandt andet, at skoleelever fra 5. klasse og opefter er sendt hjem og skal undervises digitalt, og at restauranter, fitnesscentre, teatre, spillesteder, museer, biografer og biblioteker skal holde lukket.

De kommende restriktioner for hele Danmark er måske en smule overraskende. En række eksperter har nemlig været ude i pressen med andre anbefalinger - nemlig, at rejser på tværs af landet den kommende tid bør aflyses som følge af de stigende smittetal for coronavirus - særligt i hovedstaden.

"Vi bliver nødt til at blive, hvor vi er. Vi må have en kraftig henstilling fra regeringen om, at vi skal blive i vores egn, så vi ikke bringer smitten rundt i landet," har Anders Beich, der er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, sagt til Ritzau i dag.

Den seneste uge har der været over 5.000 nye smittede i København, og smitten stiger blandt alle aldersgrupper i hovedstaden. Tal fra Statens Serum Institut viser, at incidenstallet for smittede i hovedstaden i løbet af de seneste fire uger er næsten firedoblet og alene i den seneste uge er steget fra 456,5 smittede pr. 100.000 indbyggere den 6. december til det senest opgjorte tal 15. december på 822 smittede pr. 100.000 indbyggere. 

Samtidig er der en stigning i andelen af testede i København, som bliver fundet positive. Den stigende tendens gælder dog hele landet. Andelen af positive svar blandt alle testede i Region Hovedstaden har den seneste uge været 5,13 procent. I Nordjylland er den 2,31, i Midtjylland 3,39, i Syddanmark 2,37 og på Sjælland 4,13.

Overborgmester i Københavns Kommune, Lars Weiss (Soc), opfordrer i en pressemeddelelse mandag alle københavnere til i stort omfang at holde sig hjemme.

Men dagens restriktioner handler altså ikke om hovedstadsområdet.

"Smitten er bredt i samfundet, så det nytter ikke at lukke én landsdel ned nu," siger Magnus Heunicke til TV2.

Udvidelsen til Region Syddanmark og Region Nordjylland kommer bl.a. på baggrund af en bekymrende stigning i incidensen også i de to regioner.

Den seneste uge er 170 pr. 100.000 indbyggere testet positiv for coronavirus i Region Nordjylland. For en uge siden var tallet 77 smittede pr. 100.000 indbyggere. Det er mere end en fordobling på kun én uge.

Også i Region Syddanmark er smitten stigende. Her blev 176 testet positiv pr. 100.000 indbyggere i den seneste uge. For en uge siden var tallet 126.

Heunicke oplyser, at dagens udvidelse af restriktionerne formentlig ikke bliver sidste tiltag.

"Vi følger tallene meget nøje, og vi er klar med de helt store hamre, så snart myndighederne vurderer, at der skal mere til," siger han til TV 2.

 

 

Her er restriktionerne, der gælder i hele landet

Regeringen har i dag besluttet at udvide de restriktioner, der nu gælder i 69 kommuner, til alle landets 98 kommuner. Det betyder, at følgende tiltag gælder for hele landet fra i morgen d. 16. december klokken 16.00 og frem til og med d. 3. januar 2021:

  • Folkeskoleelever fra femte klasse og op sendes hjem og overgår til fjernundervisning. Det samme gælder for elever og kursister på ungdoms- og voksenuddannelser.
  • Videregående uddannelser skal omlægge undervisningen til digital undervisning uden fremmøde.
  • Offentlige arbejdspladser opfordres til at hjemsende alle medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner. Hjemsendte bør så vidt muligt arbejde hjemmefra
  • Private arbejdspladser opfordres kraftigt til også at sikre, at de medarbejdere, der har mulighed for at varetage arbejdet hjemmefra, sendes hjem.
  • Restauranter og andre serveringssteder lukkes for servering, men har mulighed for fortsat at tilbyde take-away.
  • Idræts-, forenings- og fritidsaktiviteter, der foregår indendørs, skal holdes lukket offentligheden.
  • Kulturinstitutioner skal holde indendørsarealer lukket for offentligheden.

 

 

Tags: corona

Del artikler