Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Overborgmester: Skræmmende smittestigning i København. Bliv hjemme

Overborgmester i Københavns Kommune, Lars Weiss (Soc), opfordrer nu alle københavnere til i stort omfang at holde sig hjemme og begrænse sig til at se ganske få mennesker - og vel at mærke de samme få mennesker. 

“Selvom vi alle trænger til at slippe for corona, så er vi ikke ved slutningen endnu. Desværre. Tværtimod står vi lige nu over for en skræmmende stigning i smitten, som kræver en ekstra indsats fra os allesammen for at stoppe smittespredningen”, siger Københavns overborgmester i en pressemeddelelse.

Den seneste uge har der været næsten 5.000 nye smittede i København, og smitten stiger blandt alle aldersgrupper i hovedstaden. I hele landet er der blevet registeret 20.446 smittetilfælde i samme periode, så ca. hver fjerde nysmittet i Danmark kommer fra København. Tal fra Statens Serum Institut viser, at incidenstallet for hovedstaden er næsten firedoblet og alene i den seneste uge steget fra 456,5 smittede pr. 100.000 indbyggere den 6. december til det senest opgjorte tal 14. december på 785,9 smittede pr. 100.000 indbyggere. 

Samtidig er der en stigning i andelen af testede i København, som bliver fundet positive. Mens ca. 2,5 procent af de testede blev fundet positive i begyndelsen af december, så er nu ca. 4,3 procent positive af alle de københavnere, som bliver testet.

København er en af de 69 kommuner i landet, hvor restauranter, barer, biografer, svømmehaller, fitnesscentre, biblioteker, aftenskoler, spillehaller og kulturinstitutioner er lukket, og hvor alle skolebørn fra 5. klasse og opefter er sendt hjem. Det samme gælder de studerende på ungdomsuddannelse og videregående uddannelser og offentligt ansatte. Men restriktionerne kan ikke ses i tallene. I hvert fald ikke endnu. 

"Intet tyder desværre på, at de mange tiltag har slået igennem endnu. Derfor opfordrer jeg på det kraftigste til, at vi alle sammen strammer os ekstra an og gør alt, hvad vi kan for at begrænse smitten de kommende dage og henover julen. Også selvom det kræver afsavn for mange af os," siger Lars Weiss.

Københavns sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) siger direkte til TV 2 Lorry, at smitten er ude af kontrol.

"Vi kan desværre se, at antallet af ældre på plejehjem, der er smittet, er højere end i foråret, da det så værst ud. Vi har gjort rigtig meget - også mere, end hvad vi kunne i foråret. Men vi kan desværre bare se, at tallene vokser og vokser dag for dag. At københavnerne står i kø for at blive testet - det er en meget bekymrende udvikling," siger hun til Lorry.

Grafik: Kristoffer T. Bæk, covid19denmark.dk, datakilde: SSI

 

Grafik: Kristoffer T. Bæk, covid19denmark.dk, datakilde: SSI 

 

Antal patienter indlagt med bekræftet COVID-19, heraf indlagte på intensiv og heraf patienter i respirator

{module 213}

Tags: corona

Del artikler