Ekspert: Hastig indførelse af covid-19 vaccine kan blive katastrofe for andre vacciner
En covid-19 vaccine, der siden viser sig at have alvorlige bivirkninger, kan føre til voldsom modstand mod alle vacciner, advarer vaccinolog fra Rigshospitalet.
I en verden, hvor vacciner er blandt de mest sejrrige sundhedstiltag, mennesket har opfundet, kan det undre, at mange har skepsis over for vacciner. På den anden side er der per definition altid en risiko ved vacciner, og f.eks. HPV-vaccinen medførte en stor debat om, hvor vidt vaccinen havde bivirkninger eller ej.
Det er dén virkelighed, myndighederne skal agere i. Hvis lægevidenskaben går for hurtigt frem i en tid, hvor verden skriger på en vaccine, risikerer man ifølge kritikerne, at den ikke er gennemtestet. Og det kan medføre et nyt ramaskrig, påpeger Lone Graff Steensballe, som er overlæge i pædiatri på Rigshospitalet og professor i pædiatrisk vaccinologi og infektionspædiatri på Københavns Universitet.
Danskernes holdning til vacciner i lyset af covid-19
Undersøgelsen er gennemført af YouGov på vegne af Medicinske Tidsskrifter fra 6. august til 13. august 2020 via 1.000 repræsentativt udvalgte respondenter.
Nogle udvalgte resultater fra undersøgelsen:
- 24 procent erklærer, at der blevet mere positive over for en vaccine under coronakrisen, mens kun tre procent er blevet mere negative. To tredjedele (67 procent) erklærer, at deres holdning er uanfægtet.
- 56 procent ville helt sikkert tage en godkendt vaccine mod covid-19, hvis den var tilgængelig nu, mens 29 procent ’sandsynligvis’ ville tage den. Kun seks procent erklærer, at de ikke ville tage vaccinen.
- 88 procent er blevet klogere på, at epidemier kan vælte det danske sundhedsvæsen (30 procent i meget høj grad, 34 procent i høj grad og 24 procent i nogen grad).
- 31 procent forventer øget sygdomsbekæmpelse i fremtiden ved hjælp af vacciner.
- 72 procent er enten ’enig’ eller ’helt enig’ i, at ”vi alle bør være forpligtede til at modtage eventuelle vacciner for at beskytte andre og svagere medborgere”.
- 72 procent mener, at ”man lovmæssigt bør kræve, at svage eller udsatte samfundsgrupper lader sig vaccinere mod covid-19 eller en anden ny epidemi” (22 procent i nogen grad, 22 procent i høj grad og 28 procent i meget høj grad).
Kilde: YouGov
”Man skal være meget opmærksom på, at hvis man indfører en vaccine, som viser sig at være behæftet med alvorlige bivirkninger, så vil befolkningen få en stor mistillid til alle vacciner. Det så man, da HPV-skandalen slog igennem, og det er jeg faktisk mere bekymret for, end at man ikke rammer hele befolkningen i første hug med en covid-19 vaccine,” siger professoren.



