Rengøringsassistent død af corona: Gjorde rent på coronaafsnit

En mandlig rengøringsassistent på Herlev Hospital, som var i 50´erne, blev i marts smittet med coronavirus og døde kort tid efter.

Det skriver A4 Arbejdsmiljø, der har fået aktindsigt i dokumenter, der beskriver hændelsesforløbet op til rengøringsassistentens død. Dødsfaldet er nu anmeldt som en arbejdsskade, og Arbejdstilsynet er ved at undersøge forløbet.

Rengøringsassistenten gjorde rent på en coronaafdeling på Herlev Hospital, og Arbejdstilsynet skal nu undersøge, om det er sandsynligt, at han blev smittet efter at have gjort rent på isolationsstuer med COVID-19-patienter uden brug af værnemidler.

Sidste gang, rengøringsassistenten var på vagt, var i weekenden 14.-15. marts, hvor han gjorde rent på en stue på afsnit 105 hos en patient, der var testet positiv for COVID-19. Af afdødes skadeanmeldelse fremgår det, at han gjorde rent uden at være iført værnemidler. Der var angiveligt heller ikke sat et isolationsskilt op på døren ind til stuen, som retningslinjerne ellers foreskriver, at der skal være.

Lørdag den 21. marts skulle afdøde have været på vagt igen, men han mødte aldrig op.

Det er uvist, hvornår rengøringsassistenten præcist afgik ved døden.

Rengøringsassistenten er det tredje kendte offer for den dødelige virus blandt sundhedspersonalet herhjemme.

I april døde en 36-årig sosu-assistent fra Bispebjerg Hospital og en 63-årig praktiserende læge fra Hvidovre. En læge fra Styrelsen for Patientsikkerhed er også død af coronavirus, men det skete efter at være blevet smittet på en ferierejse til Florida.

 

Lynoverblik: Dagens tal og vigtigste nyheder om coronavirus

Tags: corona

Like eller del denne artikel