Det er fristende at se Black Lives Matter protesterne i USA i sammenhæng med COVID-19, skriver Christian Heibøll-Nielsen.

Coronabloggen: En epidemi forstærker eksisterende spændinger i et samfund

BLOG. Eksisterende spændinger i samfundet kan forstærkes og komme ud af kontrol i forbindelse med en epidemi. Det er også fristende at se Black Lives Matter protesterne i USA i sammenhæng med COVID-19, skriver Christian Heibøll-Nielsen. 

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.

For tiden er han selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.

Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.  

Epidemier følger altid det samme mønster i tre akter[1].

Første akt

Vi er altid sene til at opdage, at en ny epidemi truer. Måske fordi, det er så svært at fatte, hvad en epidemi indebærer. I Camus´ bog Pesten begynder erkendelsen, da dr Rieux mærker en død rotte under sin fod. Og i vores igangværende epidemi vel først, da vi stod med de første smittede og døde. Altså ret kort inden vi lukkede landet ned. Og dermed ikke, da vi fik de første rapporter fra Kina om en ny virus. Det var for langt væk og vedrørte os ikke.

Men selvom vi nu erkender truslen, tillader vores fantasi os ikke at forestille os konsekvenserne. Og vores ønske om at beskytte vore interesser - om de så er økonomiske, om de handler om opretholdelse af ro og orden, eller hvad de nu måtte være - forhindrer os i at handle. Og først når problemet accelererer med døde og smittede, tvinges vi til erkendelse.

Andet akt

I andet akt kan epidemien ikke længere fornægtes. Vi forlanger forklaringer. Hvad er det, der sker? Hvorfor sker det? Hvem er skyld i det? Vi har set det tydeligt under COVID-19. Mange konspirationsteorier er opstået i kølvandet. Var det en konsekvens af kinesernes uskønne omgang med levende dyr på markeder eller en menneskabt trussel fra et laboratorium i Wuhan?

I tidligere epidemier har vi også fundet skurke. I Europa ofte jøderne. Og dette blamegame afslører og forstærker eksisterende sociale skel i samfundet. Og i takt med, at privilegerede mennesker på samfundets top indfører restriktioner overfor folk uden privilegier, forstærkes disse konflikter. Vi så det under 1918-influenzaen, hvor man i San Fransisco efter en genopblusning af influenzaen, så sig nødsaget til at indføre et maskepåbud. Det blev mødt af en folkelig protestbevægelse. For var det ikke bare indført for at sikre maskeproducenten Levi Strauss en profit? Hvem sagde, at masker overhovedet virkede?

Historisk har det været karakteristisk, at interventioner i andet akt ofte har haft svært ved at leve op til løfterne. På den måde kan man sige, at vi står i en atypisk situation i dag, hvor vi med succes har været i stand til at begrænse virussens udbredelse.

I tidligere tider har vi ofte søgt forklaringer på udviklingen i vores forhold til Gud. I nogen grad kan man vel sige, at staten i dag har erstattet Gud. Men vi søger også mere mekanistiske og rationelle forklaringer. Rationelle forklaringer, der skal give os kontrol, og ofte også søger at mindske vores egen risiko for at komme galt afsted. Det kan ske ved at udpege særlige sårbare mennesker – risikogrupper. Og ofte er der også en moralsk komponent i de risikogrupper, vi udpeger. Et link til vores forhold til Gud. Tænk på, at den hyppigst nævnte risikofaktor for COVID-19 ud over alder synes at være fedme.

Tredje akt

I tredje akt kræver vi handling. Fælles handling. Det er samfundet, der skal svare. Og disse svar får ofte karakter af ritualer. Det kan være fælles bøn, fælles faste, eller mere voldsomt, afbrænding af byer eller marker. Eller det kan være isolation og karantæne. Disse får nemlig også karakter af et ritual. Hvilket ritual, vi vælger, afhænger i høj grad af de forklaringsmodeller, vi har fremlagt i andet akt.

I tidligere epidemier rettede isolation og karantæne sig oftest mod dem, der var vurderet mest udsatte. Og det var oftest de fattige. Tredje akt ender med, at epidemien til sidst ebber ud. Enten fordi, der ikke er flere tilgængelige ofre, eller fordi vi faktisk har haft held til at nedbringe smitten.

Og hvad har alt det så med sidste uges demonstrationer i København at gøre, kan du så spørge? Ikke så lidt skulle jeg mene. Vi har allerede været igennem flere af de elementer, der kan medvirke til at skabe splid og spændinger i samfundet. Vi har for længst udpeget minoriteter til at være en særlig risikogruppe, som vi priviligerede skal handle for at beskytte. Og manges levebrød er truet af den herskende klasses beslutninger. Set i det lys er det let at forestille sig, at eksisterende spændinger i samfundet kan forstærkes og komme ud af kontrol. Det er også fristende at se Black Lives Matter protesterne i USA i sammenhæng med COVID-19. 

Men kunne de dog ikke bare tage masker på? Også her får vi foræret noget af svaret. De demonstrerende har for længst udpeget sig selv som at være i lav risiko. Og når masken samtidigt bliver billedet på dem, man protesterer mod, og kontrol med dem, man sympatiserer med, ja så er det jo oplagt at vælge den fra. Hvis man skulle vælge at bære en maske, skulle det jo være af samfundshensyn, nu man har selvidentificeret sig som at være i lav risiko. Og det er jo ikke så anderledes, end når vi ser ellers klimabevidste mennesker prioritere charterferien til Spanien over det langsigtede klimamål. Det nære mål tæller mest. Eller som en amerikansk militærlæge sagde i 1943 til spørgsmålet om, hvorfor vi dog ikke kunne få udryddet syfilis. “The sex act cannot be made unpopular.”

  1. Rosenberg CE (1989) What Is an Epidemic? AIDS in Historical Perspective. Daedalus 118:1–17

 

 

Nyeste tal og nyheder om corona:

Tags: corona, coronablog

Like eller del denne artikel