Coronabloggen: Sådan ville det være gået i Danmark uden lockdown

BLOG. Hvordan var det gået i Danmark, hvis der ikke var blevet indført hurtigt lockdown? Christian Heibøll-Nielsen har regnet på det.  

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.

For tiden er han selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.

Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.  

Tidens hotte emne synes at være spørgsmålet om Statens Serum Instituts beregninger af smittetrykket i tiden omkring Mette Fredriksens beslutning om at gennemføre et egentligt lockdown i Danmark - fra omkring d. 14. marts med yderligere nedlukning d. 18. marts. For regnede de overhovedet rigtigt? Var smitten ikke allerede meget lavere, og kunne vi måske ikke have gået en anden vej? Undgået så dramatiske skridt og klaret os mere helskindet igennem denne krise?

Faste læsere af denne blog er tidligere blevet underholdt med kompleksiteten i at beregne smittetryk. Og vil vide, at den måde vi gør det på i Danmark med at kigge på nye indlæggelser er et surrogatmål. I virkeligheden ville man jo helst kigge på antallet af nye smittede. At kigge på indlæggelser introducerer både usikkerhed og forsinkelse.

Kritikere af Seruminstituttet og regeringen mener, at nedlukningen var en overreaktion. At vi sagtens kunne have gået en anden vej. En vej, der ligner den svenske mere. At man ikke i særlig grad bliver bekræftet i denne ide ved at kigge på udviklingen i Sverige er så en anden sag. Jeg har derfor sat mig for at analysere, hvordan det måske kunne være gået, hvis vi ikke havde gennemført et lockdown. Vores lockdown var i øvrigt af betydelig mildere karakter, end hvad man har set i lande som Frankrig og Italien, hvor der reelt har været udgangsforbud.

For at kunne gøre det, har jeg – som Seruminstituttet – kigget på tallene for nyindlæggelser. Altså igen et surrogattal. Og for at gøre det hele mere kompliceret, må man tage højde for, at der går ca. 10 dage fra smitte til indlæggelse. Men vi har tallene. Og ud fra dem kan man beregne en kurve for, hvordan det kunne tænkes at være gået, hvis vi ikke havde gennemført nedlukningen. Og som du kan se på grafen med dette blogindlæg, så er der en markant forskel. Hvis ikke vi havde lukket ned, ville vi have set ca dobbelt så mange nyindlæggelser.

Det tal kan ikke umiddelbart overføres til andre parametre som f.eks. hvor mange døde, vi ville have set. Det er nemlig sådan, at særligt ældre på plejehjem ofte ikke bliver indlagt, og derfor ikke fremgår af tallene. Der er derfor grund til at tro, at forskellen i antallet af døde ville have været endnu større. Faktisk har jeg lavet tilsvarende analyser for Italien og Storbritannien. Her viser analysen, at de har bragt antallet af døde ned til ca en tredjedel af, hvad det ville have været uden lockdown.

Og det er helt i tråd med, hvad der efterhånden er udbredt international konsensus om. Lockdown virker. Lockdown er et af de få effektive midler, vi har til at bekæmpe udbredelsen af virus.

SARS epidemien satte faktisk gang i en mængde forskning i netop sådanne tiltag. For erkendelsen var allerede dengang, at vi var nødt til at være forberedt på den næste epidemi. Derfor kan det også undre, at der tilsyneladende ikke fandtes en playbook hos vore danske myndigheder om, hvordan man skulle gribe en sådan situation an. Eller det vil sige, der var to begreber, som hurtigt dukkede op. Inddæmning og afbødning. Den første opgav vi hurtigt, fordi vi reelt ikke havde ressourcerne til at gennemføre det. Den anden udmærkede sig ved fra myndighedernes side ikke at indeholde værktøjer som lockdowns. I stedet måtte man forlade sig på folks gode vilje til at ændre adfærd. Holde afstand og vaske hænder. Som i Sverige.

Folks gode vilje virker. Vi kan faktisk stoppe en epidemi helt uden drastiske tiltag. Vi kan bare ikke gøre det ligeså hurtigt og effektivt, som hvis det bakkes op af statslige tiltag. Det er en lektie, som man flere steder lærer på den dyre måde i dag.

I det hele taget er der grund til at reflektere lidt over samspillet mellem myndigheder og politikere. For hvorfor havde man ikke allerede inden, at vi blev ramt, haft diskussionen om, hvordan vi helst skulle gribe tingene an? Hvorfor skulle der gå så lang tid, inden vores testberedskab var oppe i gear? At vi nu tester i det omfang, vi gør, ser ikke ud til at være drevet af myndighedernes ambitioner og lyst. Det ser alene ud til at være drevet af et politisk pres.

Seruminstituttet har for nylig udgivet en modelberegning af, hvad der vil følge med, når vi går videre i vores genåbning. I fase 2, 3 og 4. Og det er igen mærkelig læsning. For man fortsætter med at have fokus på kapaciteten i sundhedsvæsnet. Som vi også lærte i al snakken om grønne og røde bølger. Så det er alt, hvad modellen fortæller om. Hvordan sundhedsvæsnet vil klare sig. Og der bliver tryk på, kan jeg afsløre.

Men det mærkelige er, at når man regner, som Seruminstituttet gør, så indeholder modellen også tal for, hvor mange der bliver smittede, og hvor mange der vil dø. Men det kan man ikke læse et ord om i rapporten. Jeg har derfor sat mig ned og regnet lidt på tallene. For man opgiver nemlig en beregning af, hvilket smittetryk, man forventer på forskellige datoer i forskellige genåbningsscenarier. Og det er både skræmmende og interessant.

I den milde udgave, hvis vi kun gennemfører fase 2 og stadig holder halvdelen af den afstand til hinanden, som vi gør i dag, så vil 2000 smittede i dag efter 3 måneder være vokset til knap 90.000. Det er højere, end vi har været oppe på hidtil, men dog stadig til at håndtere. I den anden ende, hvis vi nu i stedet for 2000 smittede har 500, og genåbner fuldt, dvs. med social afstand som før krisen og både fase 2, 3 og 4, ja så er tallet et helt andet. Så vil vi komme langt over en million smittede. Og med hvad vi ved om dødeligheden i dag, så betyder det altså et sted mellem 5.000 og 10.000 døde. Men det kan man ikke læse et ord om i rapporten.

Yderligere bemærker man, når man læser Seruminstituttets rapport, at det der med test og smittesporing tilsyneladende ikke rigtigt batter noget. Det indgår nemlig tilsyneladende slet ikke i modelberegningen. Og det er jo et meget godt tegn på, at ideen om øget testning og opsporing ikke er groet i myndighedernes have. Der bliver nok at evaluere på i den kommende tid.

 

 

Nyeste tal og nyheder om corona:

Tags: corona, coronablog

Like eller del denne artikel