”I begyndelsen var dødeligheden på de intensive afdelinger mellem 13 og 20 procent, omkring 15 procent i gennemsnit, men med behandlingerne med plasma droppede den til 6 procent,” forklaredeFausto Baldanti tirsdag på et møde.

Italienske forskere: Kur med helbredte coronapatienters blod reducerer dødeligheden markant

ITALIEN. En eksperimentel behandling af alvorligt syge COVID-19 syge med rekonvalescent plasma er en succes, udtaler læger bag behandlingsmetoden fra hospitalet Poliklinikken, San Matteo di Pavia og privatklinikken Mantua i Norditalien.

En række lande, heriblandt også Danmark, er lige nu i gang med eksperimentel behandling med rekonvalescent plasma, som er blodplasma fra mennesker, der har været syge, og dermed har antistoffer mod virus til stede i blodet, som håbes at kunne neutralisere virus.

Et af de steder, hvor behandlingerne nu er ved at være afsluttede, er i den norditalienske region Lombardiet, hvor to hospitaler har samarbejdet om forsøgsbehandlingerne. Om behandlingerne med plasma fra tidligere COVID-19 syge patienter, der angiveligt reducerede dødeligheden fra de 15 procent til 6 procent, siger Fausto Baldanti, direktør for San Matteo di Pavia’s afdeling for immunologi:

”I begyndelsen var dødeligheden på de intensive afdelinger mellem 13 og 20 procent, omkring 15 procent i gennemsnit, men med behandlingerne med plasma droppede den til 6 procent,” forklarede han tirsdag på et møde afholdt af den regionale ledelse i Lombardiet, som er Italiens hårdest ramte region. Omkring halvdelen af Italiens samlede COVID-19 døde stammer fra Lombardiet, som også har landets mest anerkendte hospitaler.

Studiet havde tre endpoints ifølge Baldanti: At reducere dødeligheden under indlæggelsen på de intensive afdelinger, at forbedre patienternes respirationsparametre samt at forbedre parametrene for inflammation.

Patienter, der blev behandlet i forsøget, havde forskellige grader af respirationssvigt, syv blev intuberede, alle havde brug for ilt, og ingen af dem tilhørte gruppen af de meget gamle patienter, forklarede Baldanti, der uddybede:

"Vi kan ikke forudsige, hvornår kuren bliver praksis, men på torsdag vil vi have alle data samlede med henblik på at præsentere forsøget i videnskabelige tidsskrifter."

Baldanti oplyste desuden, at patienterne alle var over 18 år, at de var testet positive for COVID-19, led af åndedrætsproblemer, der krævede ilt, samt havde billedokumenteret dobbeltsidig lungebetændelse. Alle patienter var indlagt på hospitalerne i Pavia og Mantua, bortset fra en patient, der er indlagt i Novara. Den sidste patient blev behandlet den 8. maj.

 

Relateret artikel

Tags: corona

Like eller del denne artikel