"Jeg ved ikke hvor klogt, jeg synes, det er at sætte disse ældre læger i front eller kalde dem ud af deres pensionisttilværelse og på arbejde i lyset af den så meget større og hurtigt stigende dødelighed for mennesker over 60 år,” siger Kenneth Jensen

Overlæge: Jeg frygter, når vi for alvor skal vælge mellem coronapatienter

Overlæge Kenneth Jensen har ikke det ringeste imod at erstatte manglende intensivsygeplejersker og således selv passe kommende coronapatienters respiratorer de næste mange måneder. Han er heller ikke spor bange for at blive smittet på arbejde, men han frygter for at skulle til at vælge mellem ellers gode liv på grund af manglende kapacitet på de intensive afdelinger. Og han undrer sig over, at vi ikke har lært mere af de italienske erfaringer.

Overlæge i anæstesiologi og intensiv terapi, Næstved Sygehus, Kenneth Jensen, frygter, at hvis WHO’s forudsigelser om en dødelighed på over tre procent, og Sundhedsstyrelsens prognoser om, at cirka 600.000 danskere vil blive smittet inden sommer, er bare nogenlunde realistiske, så vil danske læger potentielt snart stå foran noget af det værste og hårdeste, som læger ifølge ham kan komme ud for gennem deres arbejde: At skulle vælge mellem patienter, som vil få tilbudt behandling, og patienter som må opgives. Opgives fordi det ikke var sikkert, at de alligevel ikke ville overleve, men hvis behandlingsmuligheder i stedet bliver givet til yngre og måske sundere medpatienter på grund af utilstrækkelig kapacitet. 

Danske hospitalsmedarbejdere står potentielt foran arbejdsvilkår, som man kender dem fra krig, mener han, og vilkår som lige nu er blevet hverdagen for mange italienske læger i Norditalien, hvis hospitaler er brudt mere eller mindre sammen på grund af et stigende antal meget syge og døende coronapatienter, som det nu er nødvendigt på nogle hospitaler at sortere efter alder, helbred og mulig fremtidig  livslængde.

”Alt tyder på, at vi kommer til at stå i samme situation som i Norditalien, hvor vi skal triagere, udvælge benhårdt mellem patienter. At skulle dette er noget af det værst tænkelige, som man kan komme ud for som sundhedspersonale. Og jeg er ked af at tænke på, at mine unge kolleger skal ud i det. Og jeg bliver endnu mere ked af det, når jeg forestiller mig det kaos, som kan følge med den form for triagering, hvor stuegange bliver suspenderede. Dels på grund af travlhed og delvis også fordi, valgene mellem liv og død foregår et andet sted. De unge risikerer, at de kommer til at stå alene med disse valg mellem, hvem der skal dø, og hvem der skal have behandling. Normalt drøftes vigtige beslutninger jo på morgenmøder, hvor der kommer flere vinkler på sagen, og hvor man har været flere om at træffe en kollektiv beslutning”, siger Kenneth Jensen og fortsætter:

”Hertil kommer, at triagering jo ikke er en objektiv videnskab, så der vil også meget nemt opstå konflikter internt mellem medarbejdere, som måske ikke er enige om, hvilke liv der skal opgives til fordel for andre. Nogle vil for eksempel kunne mene, at cancerpatienten skal vige for patienten med det høje blodtryk, andre det modsatte. Selv om ingen af disse patienter i en normal verden uden corona ville skulle vige for nogen, da begge patientgrupper kan have mange gode år forude. Det bliver nogle forfærdelige beslutningsprocesser, som jeg ikke glæder mig til. ”

Frygter pukler på intensiv

Kenneth Jensen, der vurderer, at de nye mangeltilstande kommer til at vare lang tid, er også bekymret over, hvor længe de meget syge corona-patienter ifølge italienske erfaringer har brug for at opholde sig på intensive afdelinger i lyset af de begrænsede antal intensive sengepladser og intensive sygeplejersker. 

”Jeg er overbevist om, at vores mangel på intensivsygeplejersker betyder, at det bliver mig selv, der om to–tre uger kommer til at stå og passe respiratorerne. Det har jeg ikke spor imod, for jeg er blevet læge for at redde liv. Men jeg frygter også det kaos, som jeg er overbevist om kommer, og som vil opstå, når der bliver pukler på intensiv, og vi ikke mere kan følge med indrykket af meget syge patienter. Og når vi for alvor forstår, at disse patienter ikke bare skal være i respirator et par dage, men et par uger. Corona er ikke en influenza, hvor patienter typisk ligger et par dage i respirator. Her taler vi om at være i respirator i 5-10 gange så lang tid. Så det er meget længere tid, end vi normalt kender det. Vi er med corona oppe i nogle helt andre dimensioner, for det er sådan, som vi har set, at det er i Norditalien.”

Kenneth Jensen anerkender fuldt ud, at det de seneste dage er lykkedes sundhedsvæsnet at fordoble antallet af respiratorer, som herefter i princippet er til rådighed:

”Det er rigtigt, at vores forudsætninger til at tage imod mange patienter er blevet bedre i kraft af, at systemet har fundet flere respiratorer. Vi er gået fra knap 500 intensive sengepladser til lidt mere end det dobbelte. Men vi mangler jo personalet, der er udlært i at betjene dem. Normalt tager det et år at blive uddannet til intensivsygeplejerske, og den tid har vi jo ikke. Der er stor forskel på et par uger og et år. Og så havde vi endda mangel på intensive sygeplejersker allerede inden,  og nogle afdelinger har været nødt til at lukke ned på grund af denne mangel, så det er meget vanskeligt at se, hvordan vi skal få bemandet de ekstra respiratorer på bare nogenlunde fornuftigt vis”. 

Det bekymrer og undrer også Kenneth Jensen, at sundhedsvæsnet tilsyneladende ikke har lært mere af Italien i denne sag, hvor Italien nærmest har kunnet fungere som forsøgslaboratorium for erfaringer med coronavirus:

”Det er nærmest som om, at vi tror, at Italien er et medicinsk u-land. Det er det på ingen måde. Og da slet ikke i Norditalien, hvor både deres ressourcer og nogle gange også kompetencer faktisk er bedre end vores. Så hvorfor har vi ikke villet lære mere af dem? Først af deres spredning og senere nu af deres alt for mange patienter med massive behov for såvel sengeplads på medicinske afdelinger og intensive pladser. For slet ikke at tale om at lære af deres høje antal døde, kapacitetsproblemer og nødvendighed af at prioritere mellem de patienter, som får en intensiv seng og de som ikke gør, trods at det ville have kunnet give klinisk mening at behandle de frasorterede.”

Ældre mænd mest i farezonen

De patienter, som især er i risiko for at blive udelukket for behandlingsmuligheder i Italien, er de ældre patienter, som tilsyneladende ofte også er dem, der hyppigst smittes. Især mænd.

”Det bekymrer mig også, at vi ikke har haft større fokus på de ældre noget før. Jeg er selv 57 år og sund og rask, så jeg er ikke særlig bekymret for, om jeg selv allerede er smittet eller bliver smittet, Men jeg er bekymret for mine lidt ældre kolleger, som ikke sjældent også har nogle af de skavanker, som vi nu ved fra Italien er en yderligere risikofaktor i forhold til at dø af sygdommen. For eksempel forhøjet blodtryk, diabetes eller andre former for i dag helt almindelige kroniske folkesygdomme. Jeg ved heller ikke hvor klogt, jeg synes, det er at sætte disse ældre læger i front eller kalde dem ud af deres pensionisttilværelse og på arbejde i lyset af den så meget større og hurtigt stigende dødelighed for mennesker over 60 år,” siger Kenneth Jensen, der også er bekymret for de mange, mange tusinder af danskere, som efter, de er fyldt de 60 år, ofte lider af en eller flere kroniske lidelser.  

Like eller del denne artikel