Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

NICE godkender restriktiv guideline for behandling med medicinsk cannabis - dansk manual på vej

Det engelske prioriteringsinstitut NICE har godkendt sin guideline for behandling med cannabisbaserede produkter, som i korte træk lyder, at medicinsk cannabis kun bør anvendes i meget begrænset omfang, med mindre det sker som led i et klinisk studie.

En manual, som det danske forskerfællesskab Klinisk Cannabis Forum har udarbejdet, er på linje med præmisserne for de engelske anbefalinger.

Ifølge NICE bør THC-holdige cannabisprodukter ikke anvendes til behandling af kroniske smerter, og CBD-produkter bør kun tilbydes som led i et klinisk studie. Mod voldsom kvalme og opkast som følge af kemobehandling kan nabilone tilbydes som tillægsbehandling, og mod kraftig spasticitet kan man afprøve fire ugers behandling med THC:CBD-mundspray, hvis anden behandling ikke har vist effekt, og producenten tilbyder det britiske ’pay for responder’-tilskud. Behandlingen bør kun fortsættes efter de fire uger, hvis spasticiteten er reduceret med mindst 20 procent.

Dermed godkender NICE de stramme retningslinjer, som instituttet sendte i høring denne sommer, og de engelske anbefalinger stemmer fint overens med den behandlingsstrategi, man bør følge i Danmark, mener leder af Center for Klinisk Forskning ved Regionshospital Nordjylland og initiativtager til forskerfællesskabet Klinisk Cannabis Forum, Peter Leutscher. 

”Vi ser ikke cannabidoider som ”the magic bullet”, og det er enormt vigtigt, at vi fastholder princippet om evidensbaseret medicin. Der er ting, vi på nuværende tidspunkt ikke kan anbefale, fordi vi ikke har den nødvendige evidens, og jeg er fuldstændig enig i den måde, NICE ser det på,” sige Peter Leutscher. 

Hans holdning er, at den manglende evidens skal tilvejebringes gennem forskning, og at det er vigtigt, at der både foretages randomiserede kliniske studier, men at der samtidig indsamles empirisk data fra den danske forsøgsordning med medicinsk cannabis.

”Man kan sige, at der er to parallelle spor omkring cannabis i denne tid. Det ene er at få lavet blindede, placebokontrollerede, randomiserede fase III studier efter bogen. Og det andet spor, som er lige så vigtigt, og som er det, der indgår i forsøgsordningen, er, at man får indsamlet empirisk data. De to ting skal spille sammen,” siger Peter Leutscher.

Helt fra forsøgsordningens begyndelse har det ærgret ham, at der ikke fra start blev etableret et redskab til systematisk indsamling af data fra ordningen, og dette efterår har han henvendt sig til Lægemiddelstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed og opfordret til, at der bliver udviklet et system til dataindsamling.

”Uden data finder vi ikke ud af, hvordan behandlingen virker, og vi kommer heller ikke til at kunne evaluere på forsøgsordningen,” siger han.

Klinisk Cannabis Forum har omkring 60-80 forskere fra alle landets fem universiteter og andre forskningsinstitutioner som medlemmer, og et af målene har været at udarbejde en manual til brug for de læger, der skal udskrive medicinsk cannabis.

”Vi vil ikke skabe uro. Det er enormt vigtigt, at vi har en fælles platform, og at vi som læger står sammen om det her. Mange praktiserende læger fortæller, at de har patienter, der kunne være kandidater, men de giver dem det ikke, for de ved ikke, hvordan de skal behandle med cannabis. De mangler simpelthen præcise instrukser i, hvordan behandlingen skal foregå. Derfor er det et mål for os at få skrevet og udbredt en manual, som erkender, at der er en udfordring for mange læger, der har patienter, der kunne være kandidat til behandling med medicinsk cannabis, og som overvejer at give dem denne behandling. Manualen går efter det vigtige princip om, at cannabis ikke er førstevalg, men at det kan være et supplement, når man har prøvet konventionel behandling,” siger han.

Forskerne fra Klinisk Cannabis Forum har taget udgangspunkt input fra de læger, der allerede udskriver medicinsk cannabis, og derudover i en guideline fra de australske myndigheder. Forslag om manualen er blevet sendt til Lægemiddelstyrelsen med en forespørgsel, om hjælp til at udbrede den, men indtil videre er der ikke kommet bekræftende svar. 

”Vi kan konstatere, at det er en noget nølende proces,” siger Peter Leutscher.

Tags: Medicinsk cannabis, cannabis

Del artikler