Ledende overlæger i Nordjylland gør oprør mod spareplan

Otte ledende overlæger på Regionshospital Nordjylland råber nu vagt i gevær. I et åbent brev til hospitalsledelsen og til regionspolitikerne skriver de, at det vil gå ud over patientsikkerheden, hvis Klinik Medicin, hvor de alle arbejder, i 2018 skal spare de godt syv mio. kr., der kræves.

Klinik Medicin er en stor klinik med specialer indenfor hjerte, lunge, mave / tarm, medicinske hormonsygdomme, ældremedicin, bindevæv og gigt sygdomme, blandet medicinske sygdomme og en tværfaglig akutmodtagelse med akutsengeafsnit.

”Som læger har vi ytringspligt, hvis fagligheden er i fare, og det får konsekvenser for patientsikkerheden, og det er dertil, vi er nået. Nok er nok,” hedder det i brevet, som avisen Nordjyske i dag bringer på debatsiderne.

Lægerne mener, de gennem de seneste fire år været i en konstant og hurtig proces med at tilrette og effektivisere i forhold til regionale besparelser.

”Vi kan ikke spare mere i Klinik Medicin og samtidig bibeholde vores høje faglighed og patientsikkerhed. Der skal derfor prioriteringer til, og de kan ikke længere alene komme fra lederne og medarbejderne,” skriver de.

Indlægget er indsendt af Peder Bjerg Christensen, Bente Grønlund, Kim Helge Christiansen, Kim Therkelsen, Marianne Metz Mørch, Marcin Kowalski, Marc Ludwig og Gitte Nielsen, ledende overlæger, Klinik Medicin, Regionshospital Nordjylland.

Hospitalsledelsen har indkaldt underskriverne på brevet til møde senere i dag.

 

Læs seneste udvikling:

Tags: Klinik Medicin, spareplaner, Regionshospital Nordjylland

Like eller del denne artikel