Ledende overlæge fra Regionshospital Nordjylland: "Nu dør vi ikke i stilhed"
”Nu dør vi ikke i stilhed. Det er, hvad der er kommet ud af vores desperate opråb”. Sådan lyder det lettere opgivende fra ledende overlæge på diagnostisk center ved Diagnostisk Center på Regionshospital Nordjylland, Peder Bjerg Christensen.
Han og syv andre ledende overlæger på Regionshospital Nordjylland råbte i går vagt i gevær ved at skrive et åbent brev til hospitalsledelsen og til regionspolitikerne. Det åbne brev kom i avisen Nordjyske, og heri skrev de, at det vil gå ud over patientsikkerheden, hvis Klinik Medicin, hvor de alle arbejder, i 2018 skal spare de godt syv mio. kr., der kræves.
Klinik Medicin er en stor klinik med specialer indenfor hjerte, lunge, mave / tarm, medicinske hormonsygdomme, ældremedicin, bindevæv og gigt sygdomme, blandet medicinske sygdomme og en tværfaglig akutmodtagelse med akutsengeafsnit.
”Som læger har vi ytringspligt, hvis fagligheden er i fare, og det får konsekvenser for patientsikkerheden, og det er dertil, vi er nået. Nok er nok,” hed det bl.a. i brevet.
Det fik regionsrådsformand Ulla Astman (S) til at gå ud og advare mod at skabe utryghed i befolkningen ved at melde ud, at »patienternes sikkerhed er i fare.« Men samtidig kunne hun godt forstå lægernes frustration.
»Vi har en alvorlig situation, det skal jeg ikke lægge skjul på. Vi skal omprioritere for 100 millioner kroner, men omvendt må jeg sige, at hvis vi skal holde dem fri på Klinik Medicin, så bliver aben bare flyttet over på nogle andre. Vi kan ikke rigtig slippe uden om den her omprioritering,« sagde hun.
Tags: Klinik Medicin, spareplaner, Regionshospital Nordjylland, Peder Bjerg Christensen
