Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Hovedstadens hospitaler får millioner, de må bruge, som de vil

Som den sidste region er en budgetaftale nu i hus for Region Hovedstaden, hvor otte af ni partier i regionsrådet er enige om at sende ekstra 300 mio. kr. ud til hospitalerne. Af de 300 mio. kr. gives 80 mio. kr. til hospitalernes frie disposition. De må med andre ord bruge dem, som de vil.

"Vi har tillid til, at hospitalerne bedst kan beslutte, hvor de ekstra midler kan gøre mest gavn for patienterne og medarbejderne. Vi er også enige om, at der skal være ledelsesrum til at gennemføre fornuftige omstillinger og effektiviseringer og flytte rundt på ressourcer internt på hospitalerne, med respekt for de trufne politiske beslutninger," hedder det i budgetteksten.

Herlev-Gentofte Hospital, som er ramt af akutte, massive økonomiske problemer, er det hospital, som får mest, nemlig 27 af de frie millioner.

Ingen besparelser

Et regionsbudget uden besparelser er en sjældenhed. Det er nemlig første gang i fire år, at Region Hovedstadens folkevalgte kan lægge et budget uden at skulle svinge sparekniven.

Årsagen er primært årets økonomiaftale med regeringen, som har givet ekstra 1,5 milliarder kroner ialt til alle fem regioner.

Venstres leder i regionsrådet Martin Geertsen glæder sig især over, at der med budgetaftalen bliver sat ekstra kræfter ind på at sikre patienternes ret til hurtig udredning og behandling inden for hjerte- og lungeområdet, neurologi, urinsvejssygdomme, karkirurgi, øjensygdomme og inden for lunge- og brystkræft.

"Mange patienter må vente for længe på at få at vide, om man fejler noget, og om det er alvorligt. Det kan koste liv. Jeg er derfor glad for, at vi styrker indsatsen for at sikre hurtigere udredning og behandling. Konkret afsætter vi 100 mio. kr. til at styrke kræftområdet og de afdelinger, som er særligt pressede og har lange ventelister," siger Martin Geertsen (V).

Med budgetaftalen ønsker politikerne også at styrke samarbejdet mellem kommunerne og de praktiserende læger, så flere oplever, der er sammenhæng i overgangene mellem hospital, kommunalt sundhedstilbud og egen læge – og så mere behandling kan ske i eller tæt på borgerens hjem. Talt styrkes det nære sundhedsvæsen med 26 mio. kr.

"For både børn og ældre giver det god mening at undgå at blive indlagt på hospitalet. Det sikrer vi i denne aftale, hvor mere behandling flyttes helt hjem i stuen. Det gør vi ved at udbrede Børnelægernes Børnetips til forældre med syge børn derhjemme og ved at rekruttere flere praktiserende læger og give dem bedre forhold," siger Christoffer Buster Reinhardt (K)

Andre områder, som vil opleve løft er hele børneområdet, specielt børneafdelingerne, og psykiatrien.

Kun DF valgte ikke at stemme for budgettet.

 


Fakta: Sådan fordeles de ekstra 303 millioner kroner

  • Frie midler til hospitaler i alt: 80
  • Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen i alt: 26
  • Patientrettigheder og nedbringelse af ventetider i alt: 57
  • Psykiatri i alt: 43
  • Børnenes Region i alt: 16
  • Digitalisering i alt: 12,5
  • Kræftområdet i alt: 39,1
  • Øvrige områder i alt: 29,7

Tags: budgetter, budgetaftale

Del artikler