Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Kun fem migrænepatienter i Danmark får nyeste behandling - 20.000 er berettiget til det, mener specialist

Kun fem patienter i Danmark er i behandling med det nye forebyggende migrænepræparat Aimovig. Ifølge migræneekspert Jakob Møller Hansen skyldes det først og fremmest manglende tilgængelighed.

Der er på klinikkerne søgt om bevilling til mere personale på grund af den nye medicin og også om tilskud til selve medicinen, men bevilgerne er endnu ikke på plads, og klinikkerne har ikke kapacitet til at tage ekstra patienter ind. Så indtil videre er det primært patienter, som i forvejen havde tid til den tidskrævende Botox-behandling, men som ikke havde gavn af den, som har fået Aimovig. 

Medicinrådet anbefaler, at 350 danske patienter årligt kan sættes i behandling med den nye migrænemedicin Aimovig. Et tal, som leder ved Nationalt Videnscenter for Hovedpine, læge Jakob Møller Hansen, mener, er grotesk lavt.

”Mere end 20.000 patienter alene i Danmark er nok mere realistisk,” siger Jakob Møller Hansen, og forklarer, at vi i Danmark ikke kun har patienterne på hospitalerne. De fleste følges hos for eksempel praktiserende læger og neurologer.

Kunstig dør til behandling

”Migræne er i virkeligheden en nem diagnose at stille, men der er opsat en kunstig dør ind i systemet på grund af ventetiden på landets hovedpineklinikker,” siger Jakob Møller Hansen.

Ifølge Jakob Møller Hansen er der ikke i sig selv et problem i, at migrænikere følges lokalt fremfor på hovedpineklinikkerne. Slet ikke når det tages i betragtning, at ventetiden på hovedpineklinikkerne kan være op mod seks år.

”Men når der så kun kan tilbydes behandling med Aimovig på hovedpineklinikkerne, skal patienterne vinde i det store hovedpinelotteri for at komme i betragtning, og det er et problem,” siger Jakob Møller Hansen.

Nedprioritering er et andet problem

Ifølge WHO’s rapport om Burden of Disease, så er migræne globalt set den største årsag til nedsat funktionalitet for voksne under 50 år. Årene, hvor der er mest aktivitet med uddannelse, dannelse af familieliv og tid på arbejdsmarkedet.

”Alligevel går det ufattelig langsomt med at få bevilliget Aimovig til migrænepatienterne i Danmark,” siger Jakob Møller Hansen og fortsætter: ”Det er tydeligvis nedprioriteret hos dem, som styrer bevillingerne.”

”Men hvis man selv har prøvet, hvordan migræne spiller ind på hele ens liv og velbefindende, så ved man, at den rette behandling gør en forskel,” siger Jakob Møller Hansen med et håb om, at bevillingerne snart kommer.

 

 

De nye CGRP-hæmmere

  • CGRP står for calcitonin gen-relateret peptid og er et naturligt stof i kroppen.
  • CGRP dannes i nervecellerne, og den måske vigtigste funktion er at udvide blodkar efter behov. CGRP stimulerer dannelsen og frigivelsen af NO fra blodkarrets inderside. NO er det stof, som udløser, at et blodkar udvider sig.
  • CGRP er også involveret i smerteoplevelsen, idet CGRP-molekyler virker som budbringere fra f.eks. områder med inflammation til hjernen.
  • En dansk undersøgelse har vist, at to ud af tre forsøgsdeltagere udviklede et migræne-anfald, efter at de fik en injektion med CGRP. Det har bl.a. ført til, at forskerne mener, at blokering af CGRP nok vil kunne bruges som middel mod migræne.
  • Blokering af CGRP’s funktion kan enten ske ved at blokere de receptorer, som stoffet CGRP binder sig til på nervecellerne, eller ved at sætte molekyler fast på CGRP-molekylerne, så de ikke længere passer ind i receptorerne.

Nye lægemidler, der hæmmer CGRP og dermed forebygger migræne:

  • Aimovig (indholdsstof erenumab), fra Novartis. Godkendt i Europa i juni 2018. Også godkendt i Danmark til udvalgte migrænikere.
  • Emgality (indholdsstof galcanezumab) er den næste CGRP-hæmmer, som er på vej mod det danske marked. Fra Eli Lilly. Godkendt i EU i september 2018.
  • Ajovy (indholdsstof fremanezumab), kommer fra Teva. Godkendt i EU i april 2019.
  • Eptinezumab, fra Alder Biopharmaceuticals. Endnu ikke godkendt i hverken USA eller Europa.

 

LÆS OGSÅ:

Tags: migræne, migrænemedicin

Del artikler