Forsker skal undersøge, om medicinsk cannabis kan hjælpe mennesker med fibromyalgi

Mere end 100.000 danskere lever med den kroniske smertestilstand fibromyalgi, og ni ud af ti er kvinder. Fibromyalgi kan ikke helbredes, og traditionel medicinsk smertebehandling har kun begrænset effekt og medfører ofte mange bivirkninger. Derfor er interessen for medicinsk cannabis blandt mennesker med fibromyalgi stor. Men der mangler videnskabelig dokumentation for både effekt og sikkerhed, og det skal et nyt projekt råde bod på.

I spidsen for projektet står sygeplejerske, ph.d. Marianne Uggen Rasmussen fra Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital.

”Mange patienter med fibromyalgi er svært plaget af smerter og andre symptomer, som påvirker deres funktionsevne og livskvalitet. De er meget interesserede i at forsøge sig med medicinsk cannabis, men selvom en ny forsøgsordning, som trådte i kraft sidste år gjorde det muligt for praktiserende læger at udskrive cannabisprodukter, har meget få læger benyttet sig af muligheden,” siger Marianne Uggen Rasmussen til Gigtforeningens hjemmeside.

Projektet er tilrettelagt som et lodtrækningsforsøg med 200 deltagere, der alle har diagnosen fibromyalgi. Den ene halvdel modtager medicinsk cannabis (CBD) i 24 uger, mens den anden får placebo (uvirksom medicin).
Deltagerne følge i yderligere 12 uger, hvor forskerne så sammenligner de to gruppers oplevelse af effekt på bl.a. smerter, søvn og funktionsevne.

Projekt er støttet af Gigtforeningen med 285.000 kr.

Tags: fibromyalgi

Like eller del denne artikel