Svend Lings kendes skyldig igen og får skærpet sin straf
Den kontroversielle, pensionerede læge Svend Lings har fået skærpet sin straf for medvirken til selvmord i landsretten i Odense. Han fik 40 dages betinget fængsel i retten i Svendborg - nu får han 60 dages betinget fængsel i Østre Landsret, hvor tre domsmænd og tre juridiske dommere dømte.
Svend Lings havde håbet på at blive frifundet i landsretten. Ifølge Svend Lings har han kun rådgivet ud fra den selvmordsvejledning, han har offentliggjort på sin hjemmeside, og som justitsminister Søren Pape Poulsen (K) selv har erklæret fuld lovlig over for Folketinget.
Anklageren gik derimod efter en langt hårdere straf. Anklageren mente, at Svend Lings skulle have fire måneders fængsel pr. forhold, hvilket ville betyde, at Svend Lings skulle have ialt 12 måneders fængsel og Frits Schjøtt fire måneders fængsel.
Frits Schjøtt er en pensioneret psykiater og var sammen med Lings tiltalt for at have assisteret en mand, som forsøgte at begå selvmord, hvilket ikke lykkedes, da manden tog medicinen på en forkert måde.
Både Lings og Schjøtt blev fundet skyldige i forsøg på medvirken til mandens selvmordsforsøg, og anklageren mente, at også Schjøtt skulle have fire måneders fængsel for det ene forhold. Frits Schjøtt fik 14 dages betinget fængsel i byretten, men fik den straf skærpet til 20 dages betinget fængsel i landsretten.
Svend Lings stod derudover tiltalt i to sager. I byretten blev han frifundet for at have udskrevet 100 milligram af stoffet Fenemal til den århusianske, tidligere brilledesigner Jørgen Vesterby Mikkelsen. Brilledesigneren ønskede med familiens accept at få hjælp til at dø, og der blev lavet en dokumentar på TV2 om hans ønske. Efter en hjerneblødning i 2013 havde den tidligere så succesfulde forretningsmand mistet lysten til at leve. Han var blevet lam i det meste af kroppen, og bundet til en kørestol fik han sine dage til at gå med at se film og sove.
Tags: Svend Lings, aktivdoedshjaelp
