Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Succesfuldt samarbejde: Sådan blev antallet af henvisninger halveret

Samarbejdet i det nære sundhedsvæsen skal forbedres, hedder det i både regeringens og Socialdemokratiets sundhedsudspil. Københavns Kommune, Bispebjerg Hospital og praktiserende læger i Region Hovedstaden er allerede lykkedes med et tværsektorielt forpligtende samarbejde og har halveret antallet af henvisninger til endokrinologisk afdeling.

“Nu kan vi fokusere på de komplekse patienter og give dem en bedre patientoplevet kvalitet,” siger Hans Perrild, ledende overlæge, Endokrinologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital.

For et par år siden sad Hans Perrild, der også er professor i endokrinologi, og prodessor ved  Aarhus Universitet Torsten Lauritzen, der på det tidspunkt var lægefaglig chefkonsulent i Diabetesforeningen, og talte om, at der skulle ske noget på diabetesområdet i Danmark.

“I Danmark har vi jo et relativt velfungerende sygehusvæsen, en god praksissektor og en stærk kommune. Men vi var enige om, at det var åbenlyst, at det ikke var lykkedes at etablere det gode samarbejde mellem de forskellige sektorer, som kunne komme patienterne til gode,” fortæller Hans Perrild, der er ledende overlæge på Endokrinologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital og fortsætter:

“Vi satte os derfor som mål, at de patienter, som ikke havde behov for diabetesambulatoriets tværfaglige ekspertiser, skulle fortsætte deres forløb hos deres praktiserende læge. På den måde kunne vi skabe mere tid til de patienter, som havde komplekse problemstillinger, og som vi ikke kunne tilbyde opfølgende besøg med passende intervaller.”

Diabetesambulatoriet på Endokrinologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, blev i 2018 et af i alt otte projektafdelinger for værdibaseret styring i Region Hovedstaden. Et projekt, der handler om at skabe værdi for patienterne ved at sikre, “at rette patient er på rette sted til de rette kompetencer”, lyder det. Og vejen dertil er blandt andet ved at få etableret et velfungerende og forpligtende tværsektorielt samarbejde.

“Vi var enige om, at det samarbejde skulle fungere bedre for patienternes skyld. Så i stedet for at sende patienterne frem og tilbage til hospitalet, så ville vi gerne løse problemet der, hvor patienten var - altså hos den praktiserende læge,” tilføjer Hans Perrild.

I februar 2018 gik projekt TVÆRSAM i gang - et samarbejde, der har indbefattet 12 praktiserende læger med deres personale, diabetesambulatoriet på Bispebjerg Hospital og Center for Diabetes i Københavns Kommune.

“Vi ville i projektet tage udgangspunkt i gode relationer, deres behov og vores behov og skabe tillid og respekt. Vi etablerede derfor månedlige vidensdelingsmøder, hvor deling af cases og data fra vores population var væsentlige elementer. På den måde kom vi forbi mange myter og barrierer,” understreger Hans Perrild.

Overraskende godt resultat

Det har givet gode resultater, at der er etableret en projektgruppe, hvor almen praktiserende læger, personale, specialister og kommunalt ansatte kender hinanden, deler casehistorier, kigger på data og sammen lægger planer og sætter sig mål.

“Antallet af alle henvisninger til Endokrinologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital er blevet halveret, og det er de rigtige patienter, vores praksiskolleger henviser,” siger Hans Perrild og tilføjer, at projektgruppen også har haft som mål at prøve at måle patienters oplevelse af den ambulante indsats på Endokrinologisk Afdeling.

“Og her kan vi også glæde os over meget fine vurderinger i vores løbende LUP (patienttilfredsheds-undersøgelse med spørgsmålene: Var du tilfreds med besøget? Fik du svar på dine spørgsmål?) Vi har også målt på, om vores patienter har et mål og en plan for næste besøg, en plan de får med hjem i skriftlig form. At projektet er lykkedes så godt, det er jeg virkelig glædeligt overrasket over,” siger han og understreger, at det også har været afgørende for projektets gode resultater at have en central person til at styre vidensdelingsmøderne mellem de cirka 30 sundhedspersoner med dagsordner, indkaldelser og meget mere.

Økonomien skal følge med

Projektet har givet positive resultater på stort set alle områder - færre irrelevante henvisninger, glade patienter og mere effektive afdelinger og lægehuse.

Så hvorfor ikke udbrede det her til resten af landet?

“Det taler jo lige ind i en måde at organisere hele sygehusvæsnet på, som giver mening. Det samler relevante mennesker og skaber gode relationer. Og alt det her er til gavn for patienterne, og vi oplever også, det giver glæde hos personalet. Det er på alle måder givende,” siger Hans Perrild, der håber på, at det her projekt kan skabe præcedens for resten af landet i kampen for at forebygge og for-bedre livskvaliteten for patienter med type 2-diabetes.

Der er dog en væsentlig udfordring.

“Det er økonomien. For hvem skal betale? Og hvad skal vi måles på? Vi tror, at det giver mening at afsætte midler til håndtering af opgaven med den samlede sundhedsindsats for patienter med diabetes og etablere et forpligtende samarbejde mellem de involverede sektorer, hvor allokering af midler afhænger af opgaveløsning - og ikke hvilken sektor, der har et budget,” understreger Hans Perrild.

“Vi tror, det vil give mere værdi for patienterne, skabe fælles indsats over for særligt udsatte patientgrupper og give et mere fornuftigt resourceforbrug. Skal alle praksisser have en sygeplejerske til insulinopstart, eller kan man bruge sygeplejeresourcer fra samarbejdsparteneren? Og hvordan får vi mest rationelt skabt data fra vores population, uden at vi skal bruge mange timer på håndtælling af data,” spørger Hans Perrild og tilføjer: “Det her handler om den fælles indsats. Det er vejen frem.”

Det gode eksempel på, hvordan man i praksis kan gøre noget markant ved henvisningerne af type 2-diabetespatienter fremkom på det internationale møde Copenhagen Diabetes Policy Summit, der er støttet af Astrazeneca og afholdtes i december 2018.

 

LÆS OGSÅ:

 

Om projektsamarbejdet TVÆRSAM 

  • Kører i perioden februar 2018 – februar 2019
  • Det er en såkaldt pilotafprøvning, hvor praksislæger fra Københavns Kommune og deres personale månedligt mødes med repræsentanter fra Københavns Kommunes Center for Diabetes og Endokrinologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital.
  • Omdrejningspunktet i møderne er vidensdeling, hvilket bl.a. foregår gennem drøftelse af cases og oplæg med udgangspunkt i studier eller analyse af data. 

Tags: diabetes, detnæresundhedsvæsen

Del artikler