Svend Lings får 40 dages betinget fængsel

Den kontroversielle, pensionerede læge Svend Lings har fået 40 dages betinget fængsel i retten i Svendborg, dømt for forsøg på medvirken til selvmord. Anklageren ønskede ham fængslet i et år.

Også den pensionerede psykiater Frits Schjøtt stod sammen med Lings tiltalt for at have assisteret en mand, som forsøgte at begå selvmord, hvilket ikke lykkedes, da manden tog medicinen på en forkert måde. Frits Schjøtt fik 14 dages betinget fængsle, hvor anklageren havde krævet fire måneder.

Både Lings og Schjøtt blev fundet skyldige i forsøg på medvirken til mandens selvmordsforsøg.

Svend Lings stod derudover tiltalt i to sager. Han blev frifundet for at have udskrevet 100 milligram af stoffet Fenemal til den århusianske, tidligere brilledesigner Jørgen Vesterby Mikkelsen. Brilledesigneren ønskede med familiens accept at få hjælp til at dø, og der blev lavet en dokumentar på TV2 om hans ønske. Efter en hjerneblødning i 2013 havde den tidligere så succesfulde forretningsmand mistet lysten til at leve. Han var blevet lam i det meste af kroppen, og bundet til en kørestol fik han sine dage til at gå med at se film og sove.

Retten frifandt Svend Lings i den sag, da den ikke fandt det bevist, at han havde formidlet medicin til Jørgen Vesterby Mikkelsen, og retten lagde blandt vægt på, at han på det tidspunkt ikke kunne udskrive medicin.

Svend Lings stod også tiltalt for at have medvirket til, at en 85-årig kvinde fra Hørsholm begik selvmord i august 2018.

Svend Lings vari den forbindelse anklaget for ved i tiden mellem den 17. juli 2018 kl. 23.52 og den 6. august 2018 kl. 12.54, via mailkorrespondance, at have vejledt den 86-årige kvinde om metoder til at begå selvmord på. Han skulle ifølge anklageskriftet både have bekræftet medicinvalget og også skrevet, at det ville være en god ide også at supplere med en plasticpose.

"Hvis du kan gennemføre det, vil du være 100 % sikker. Husk i givet fald at der skal en elastik om halsen," skulle han have skrevet. Datteren har senere fortalt til Sundhedspolitisk Tidsskrift, at moderen havde spurgt Lings om, hvor vidt det ville være en god ide at bruge en plastikpose, hvortil han svarede: "Hvis du kan gennemføre det, vil du være 100 % sikker. Husk i givet fald, at der skal en elastik om halsen.” Derefter skriver hun: Tak for dit klare svar. Jeg føler, at det her er en meget ensom proces og håber, at jeg kan finde mod. Derpå skriver han tilbage: "Hvor jeg forstår dig", hvortil hun med store bogstaver skriver: "TAK".

Retten fandt Svend Lings skyldig i at medvirke til kvindens selvmord. Retten fandt det bevist, at han ved at rådgive kvinden, herunder bekræftede hendes valg af medicinske produkter samt en supplerende selvmordsmetode, havde udført en så konkret medvirken, at han var skyldig.

Tags: aktivdoedshjaelp

Like eller del denne artikel