Falck sælger alle sine lægeklinikker i Danmark
Tidligere Falck-direktør køber alle Falcks 12 lægeklinikker.
Falck er i gang med at tilpasse sin forretning for at fokusere på koncernens kerneaktiviteter. Derfor frasælger Falck nu sine 12 lægeklinikker i Falck Lægehuse samt de tilknyttede selskaber vikarbureauet VikTeam og Sirculus, der tilbyder psykiatrisk behandling.
Det skriver Falck i en pressemeddelse.
Falck Lægehuse varetager drift af lægeklinikker på vegne af danske regioner, Sirculus tilbyder psykiatrisk behandling og tilhørende rådgivning og vejledning til kommuner, regioner, forsikringsselskaber, privatpersoner og virksomheder, og VikTeam formidler lægeligt personale til Falck Lægehuse samt sygehuse i Skandinavien.
Falck meddelte i februar, at virksomheden igangsatte en strategisk gennemgang af sin lægehusforretning.
”Vi forenkler Healthcare-forretningen i tråd med det, vi gerne vil med hele Falck fremadrettet. På Healthcare-området i Danmark skal Falck fremover koncentrere sig om sundhedsydelser til forebyggelse og hurtig afhjælpning af arbejdspladsrelateret sygdom, hvor vi bl.a. via vores 135 klinikker årligt gennemfører mere end én million behandlinger,” siger Jakob Riis, CEO i Falck, i pressemeddelsen.
”Der er afgjort et potentiale i private lægeklinikker, men vi vurderer, at det ligger for langt fra vores kerneforretning. Vi er glade for, at vi har fundet en køber, der har dette som sit hovedfokus, og som overtager forretningen og de forpligtigelser, vi har haft over for regionerne og ikke mindst over for de mennesker, der kommer i lægehusene til daglig,” forklarer han.
Falck har også iværksat en strategisk gennemgang af to øvrige vikarbureauer som sidste led i fokuseringen af denne del af forretningen, hvorimod kerneforretningen i Falck Healthcare består.
