Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Gislason håber stadig på et landsdækkende DANNOAC

Gunnar Gislason

Det store DANNOAC-studie, som oprindelig skulle have omfattet alle fem regioner, ser ud til at blive et single-projekt for Region H.

Sådan hed det i Kristian Lunds klumme i bl.a. SundhedspolitiskTidsskrift, der bl.a. byggede på kilder i de fire øvrige regioner. Men det får ikke professor og overlæge Gunnar Gislason, forskningschef i Hjerteforeningen og formand for projektbestyrelsen, til at rokke sig i håbet om at få projektet til at køre i hele landet.

”Vi har en dialog i gang mellem alle fem regioner. Det er en god proces, og den skal have lov til at køre. I de andre fire regioner er man i gang med at se på nogle ting. Så vi håber selvfølgelig stadig, at det kommer i gang. Nu kører vi i Region H. Og så må det tage den tid det tager at få de andre med,” siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt han tror, at man i de fem regioner vil kunne enes om en løsning på de bekymringer, som alle med undtagelse af Region H har, siger han:

”Det finder vi ud af.”

Bekymringerne i de fire regioner er ganske enslydende og går især på:

  • det manglende patientsamtykke
  • at patienterne kommer til at betale højere priser, hvis de indrulleres til de nyeste lægemidler i klassen, mens de patienter, der skal i behandling med de gamle lægemidler, slipper billigere
  • at DANNOAC nulstiller en priskonkurrence, som ellers ville rulle gennem dette marked i de kommende måneder, når splinternye lægemidler skal konkurrere med gamle lægemidler (det ligger i studiets design, at alle deltagende lægemidler får samme markedsandel)
  • at studiet tvinger kardiologerne til at bruge lægemidler, som de ikke mener, er de rette (de anser ikke de fire lægemidler for at være ens). 

En klumme under al kritik

Gunnar Gislason fra Hjerteforeningen siger, at han er rigtig ked af kommentaren og meget overrasket over, at den rummer, hvad han kalder fortrolige oplysninger. Han anser den desuden for at være ”sensationel journalistik” og ”under al kritik”:

”Jeg er meget ked af den artikel. Den er forkert, og det er dårlig journalistik. Og det er uetisk af jer, at i skriver en kritisk artikel om os, uden at give os lov til at forholde os til det. Det er for lavt et niveau.”

Har ikke brudt sit tavshedsløfte

Medicinsk Tidsskrifts kilder har givet udtryk for, at de anså Gislasons udtalelser (i Dagens Medicin) om DANNOACs videre forløb som et brud på det tavshedsløfte, parterne bag har aftalt. Det afviser forskningschefen imidlertid:

”Jeg har ikke brudt noget løfte. Jeg har kun udtalt mig om opstarten i Region H. Herfra har vi en løbende dialog med de andre regioner. Derfor er jeg ked af, at nogen udtaler sig på den måde, som de har gjort til forfatteren bag kommentaren i Medicinsk Tidsskrift.”

Om DANNOAC

DANNOAC-studie er designet af Hjerteforeningen og Dansk Cardiologisk Selskab i fællesskab og skulle omfatte samtlige 25 kardiologiske afdelinger i landet. Studiet er af en karakter, som – hvis det bliver gennemført på landsbasis – vil vække international interesse og kan blive en showcase for kliniske studier i Danmark. Cluster-designet, hvor det er afdelingerne og ikke patienterne, som randomiseres til ét af de fire NOAK-lægemidler, har stort potentiale. Hensigten er, at hver afdeling skal behandle samtlige nye patienter med det samme lægemiddel i et halvt år, hvorefter hospitalet skifter til et andet lægemiddel, som så anvendes i de efterfølgende seks måneder, og så fremdeles.

Del artikler