"Vi har nærmest fået opbygget små minihospitaler, bare uden læger og dermed også uden journaladgang for medarbejderne," skriver Jacob Rosenberg.
Svingende kvalitet på 3.800 kommunale sengepladser kan ende med at belaste hospitalerne
Debat
Jacob Rosenberg
professor, overlæge, dr.med.,
Medlem af Region Hovedstaden (Kons.)
Kandidat til EP-valget
Mens regionerne nedlægger sygehussenge, har kommunerne oprettet 3.800 sengepladser med store bemandingsforskelle og svingende kvalitet. Selvom det på overfladen har aflastet hospitalerne, kan det få den omvendte virkning. Det udgør et stort fagligt problem og er ikke til borgernes bedste.
For år tilbage havde vi på sygehusene de såkaldte langtidsmedicinske afdelinger, men de er gennem årene blevet nedlagt. Det betyder, at patienter med et mindre akut og dagligt behov for lægelig indsats i stedet udskrives til eget hjem, og det har reduceret de gennemsnitlige indlæggelsestider på sygehusene markant. Det har imidlertid vist sig at være et problem, idet patienterne ikke altid er klar til at være i eget hjem, og da de heller ikke er syge nok til en travl medicinsk afdeling på et sygehus, så har kommunerne oprettet såkaldte akutte og midlertidige sengepladser.
Det kan også være en problemstilling ”i omvendt rækkefølge”. Hvis en patient har et akut voksende plejebehov i eget hjem i en sådan grad, at det overstiger kapaciteten for hjemmeplejen, ville man tidligere indlægge en sådan patient på en medicinsk afdeling på et sygehus. I dag kan borgeren i stedet komme på en midlertidig kommunal sengeplads. Imidlertid er et akut voksende plejebehov i hjemmet normalt udløst af en medicinsk problemstilling, og det kunne derfor være fornuftigt, at borgeren fik tilbudt regelret hjælp fra læger og sygeplejersker med ekspertise inden for det pågældende område. Ellers risikerer vi, at borgerne ikke får den rette behandling og senere må indlægges på hospitalerne, hvilket lægger yderligere pres på et i forvejen belastet hospitalsvæsen.
Et fagligt problem
Selvom der gøres en fantastisk indsats på de kommunale sengepladser, så mener jeg alligevel, at der er et fagligt problem. En del af de ældre medborgere har et reelt lægefagligt og sygeplejefagligt behandlingsbehov, men en stor del af de kommunale sengepladser er ikke bemandet til at yde borgerne den sundhedsfaglige hjælp, som de fortjener. Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en kritik at den konkrete indsats på de enkelte enheder i kommunerne, men de er blot ikke organiseret til at tage sig af syge patienter.
Det ses blandt andet ved, at der er stor forskel på den lægelige bemanding på de kommunale sengepladser. Udgangspunktet er, at den alment praktiserende læge har ansvaret for borgeren på samme niveau, som hvis borgeren var i eget hjem, men med det store tryk på almen praksis virker det ikke sandsynligt, at der er tid til, at den praktiserende læge tager på sygebesøg til alle borgerne, der er indlagt på de midlertidige sengepladser.
Der er også meget stor forskel på de faggrupper og kompetencer, som de enkelte kommuner har tilknyttet til disse kommunale sengepladser. For eksempel udgør sygeplejersker over 30 procent af bemandingen i nogle kommuner, men under ti procent i andre.
Selvom de kommunale sengepladser på overfladen aflaster hospitalerne, så kan den svingende kvalitet betyde, at patienterne alligevel ender på hospitalerne med alvorligere sygdom, som kunne være undgået med rettidig behandling.
"Personalet vidste ingenting"
Den store forskel i bemandingen gør det også uklart, hvad de pågældende steder kan løfte af opgaver. Nogle steder har de tilknyttet sygeplejersker, diætister og neuropsykologer og arbejder intensivt med rehabilitering. Andre steder har de udelukkende sosu-assistenter tilknyttet.
Det skaber alvorlige problemer. I et afsnit af Altingets ”Politisk Stuegang” kan man høre flere opsigtsvækkende kommentarer fra blandt andre læge og ph.d. Sara Dyrman Elsøe, Nordsjællands Hospital, som har haft sin daglige gang på de midlertidige pladser. Her er tre eksempler:
"Personalet vidste ingenting om den her patient. De gættede på, at han nok var diabetespatient. Så kunne de også se, at han havde et kateter. De vidste, han havde brækket sit lårben, men alt det andet om hans kroniske sygdomme måtte de gætte sig til ved at se på hans medicinliste.”
"Udskrivningsbrevet, som sygehuslægen skriver til patientens praktiserende læge, må uden patientens accept ikke sendes med til kommunen. Det er lovgivningen. Og det er vanvittigt. Hvordan skal man pleje en multisyg patient, hvor man ikke kender patientens sygdomme?"
"Jeg har stået med en patient, der skulle have antibiotika mod lungebetændelse. Meget vigtig medicin. Apoteksbuddet kom med medicinen, men patienten kunne ikke huske sin dankortkode. Og så gik buddet med medicinen igen."
Minihospitaler uden læger
En væsentlig årsag til den svingende kvalitet på de midlertidige sengepladser er, at de ikke er underlagt sundhedsloven, men derimod servicelovens bestemmelser. Der er således ikke som udgangspunkt krav til den sundhedsfaglige kvalitet på samme måde som på et sygehus. I betragtning af, at en del af borgerne på disse midlertidige pladser har et reelt behov for behandling og pleje, er den nuværende struktur ikke tilfredsstillende ud fra et fagligt synspunkt. Strukturen er simpelthen ikke til borgernes bedste.
Kun hver fjerde kommune har lavet en særlig aftale om lægedækning på de midlertidige pladser, som rækker udover borgernes egne praktiserende læger. Vi har nærmest fået opbygget små minihospitaler, bare uden læger og dermed også uden journaladgang for medarbejderne, uden medicinskabe – for kommunerne må ikke opbevare medicin – og uden adgang til epikriser, som er det udskrivelsesbrev fra hospitalet, der fortæller medarbejderne, hvad en patient har været indlagt og behandlet for. Det er et kæmpe problem.
Udviklingen har været glidende over en årrække, og der er nu cirka 3800 af disse kommunale sengepladser spredt rundt i landet samtidig med, at antallet af sengepladser på sygehusene er kraftigt reduceret. Den glidende udvikling har nok været skyld i, at man ikke har fået økonomien på plads. Regionerne sparer omkostninger til langtidsmedicinske sengepladser, men kommunerne er ikke blevet tilført midler til at dække omkostningerne til de kommunale sengepladser. Det er velkendt, at mange kommuner i Danmark er hårdt pressede økonomisk, og de økonomiske overvejelser kalder i sig selv på en ny national plan for sundhedsvæsenet. Vi venter derfor alle spændt på udspillet fra sundhedsstrukturkommissionen cirka medio juni, og herefter skal det forhandles mellem folketingets partier, før en endelig beslutning foreligger.
Sengepladser skal flyttes til hospitalerne
Mit forslag er, at disse sengepladser flyttes til det regionale område og fysisk placeres på de nuværende akutsygehuse, men i særskilte geografiske områder på sygehusene. Vi har i dag et speciale i rivende udvikling, geriatrien, og det vil være oplagt, at man lægefagligt knytter de kommunale sengepladser til det geriatriske lægefaglige speciale. Borgeren flyttes så fra en højt specialiseret sygehusafdeling til en udslusningsplads på samme sygehus, og bemandingen er tilsvarende forskellig på de to afdelinger. I det omvendte scenarie kan en borger indlægges fra hjemmet direkte i disse nye afdelinger, som overtager funktionen fra de kommunale sengepladser inklusiv en bedre og mere ensartet mulighed for genoptræning og dermed mulighed for at komme tilbage i eget hjem.
Disse sengepladser skal underlægges Sundhedsloven, så der er fuld journaladgang for personalet, og der skal være mulighed for at opbevare og administrere medicin til borgerne. Pladserne kan få lægelig bistand fra de medicinske læger på sygehuset afhængig af behov.
Man kan med rette spørge, om det ikke ville være en genoplivning af de langtidsmedicinske afdelinger og tilknyttet det geriatriske lægefaglige speciale. Jo det kan det såmænd godt betyde, men det ville alt andet lige være den bedste løsning for borgeren. Så hvorfor ikke?
Relaterede artikler
Patienter indlægges i kortere og kortere tid på hospitalerne og på færre sengepladser. Men det er...
Forholdene skal forbedres for de mange tusinde patienter, som ligger i kommunale sygesenge uden fo...
Se videoen fra debatwebinar:
”Sådan aflaster vi hospitalerne og gavner patienterne”
For at gøre sundhedsvæsenet mere robust er der brug for at flytte flere kronisk syge patienter ud af hospitalerne til det nære sundhedsvæsen eller ud i patientens eget hjem.
Webinaret fokuserer konstruktivt på aflastning af hospitalerne gennem en række eksempler på hjemmebehandling fra leukæmi, immundefektsygdom, migræne og forebyggelse gennem vaccination. Der præsenteres perspektiver på, hvordan lægemidler kan bidrage til at frigøre kapacitet, og på baggrund af præsentationerne er der politisk debat om, hvordan udflytning af patientgrupper kan indgå i en konkret reform af sundhedsvæsenet.
Blandt oplægsholdere og debattører er blandt andre professor Jens Lundgren, formand for Medicinrådet Jørgen Schøller Kristensen samt tre regionsrådspolitikere.