Læger får vildledende oplysninger om, hvordan lægemidler påvirker hinanden
Debat

Anne Bülow-Olsen
Patient og pårørende
Tidligere formand for Migræne danmark
Den danske interaktionsdatabase, hvor man kan se, hvordan forskelligt medicin påvirker hinandens effekt, er ikke er opdateret på væsentlige punkter, skriver Anne Bülow-Olsen. For eksempel tager omkring 400.000 danskere syrehæmmere mod sure opstød hver dag, og der er omkring 100.000 brugere af stofskiftemedicinen levothyroxin. Tager man begge typer medicin, fungerer stofskiftemedicinen ikke godt – men det fremgår ikke af interaktionsdatabasen.
For nogen tid siden (11. oktober 2022) skrev jeg her i Sundhedspolitisk Tidsskrift om, at den danske interaktionsdatabase (hvor man kan se, hvordan mediciner påvirker hinandens effekt) ikke er opdateret på væsentlige punkter. Jeg nævnte bl.a., at min mand flere gange har fået ordineret medicin, som bestemt ikke burde kombineres med en eller flere af de mediciner, som han har brug for, fordi han har leukæmi og lavt stofskifte. Og jo, jeg skruede bissen lidt på og omtalte, at manglende eller forkerte oplysninger i interaktionsdatabasen kan give alvorlige følger og evt. dødsfald.
Indlægget førte til en lille mail-konversation med medarbejdere fra Lægemiddelstyrelsen. I den seneste mail skrev den medarbejder, der er ansvarlig for interaktionsdatabasen blandet andet, at en af de manglende informationer, som jeg havde nævnt, heller ikke var at finde i den norske og den svenske interaktionsdatabase og heller ikke i to andre databaser. Den omtalte interaktion er mellem dasatinib (et stof, som gives til leukæmipatienter) og levothyroxin (en medicin, som bruges til lavt stofskifte). Indlægssedlen for de to mediciner omtaler ikke gensidige problemer.
Produktresumeet (som omfatter mere information end indlægssedlen) for levothyroxin omtaler dog, at tyrosinkinasehæmmere kan give anledning til at øge dosis af levothyroxin. Så lægen skal som paratvidende være opmærksom på, at dasatinib er en tyrosinkinasehæmmer, for dasatinib er ikke nævnt.
Produktresumeet for dasatinib nævner ikke stofskiftemedicin, men gør opmærksom på, at "samtidig brug af dasatinib og lægemidler eller stoffer, der er potente CYP3A4-hæmmere i betydelig grad [kan] reducere eksponeringen af dasatinib og dermed øge risikoen for behandlingssvigt". Også her kræves der en pæn portion paratviden. Levothyroxin er en potent CYP3A4-hæmmer, men nævnes ikke.
