Alle frihedsrettigheder skal vejes på en guldvægt, Leif Vestergaard

Man kan ikke veje andre menneskers frihedsrettigheder op imod sine egne moralske overvejelser, skriver Svend Lings i dette debatinlæg. Hans indlæg er en reaktion på et interview med formanden for Etisk Råd, Leif Vestergaard Pedersen, som Sundhedspolitisk Tidsskrift bragte mandag. 

Formanden for Det Etiske Råd Leif Vestergaard Pedersen har til Sundhedspolitisk Tidsskrift udtalt, at ”etiske dilemmaer om aktiv dødshjælp skal vejes på en guldvægt” og bruger det som argument imod lovliggørelse. Men det nytter ikke noget at bruge en guldvægt, hvis man snyder på vægten. Og det gør LVP.

Han siger nemlig ”på den ene vægtskål har vi etikken i forhold til den velafklarede patient, som har afvejet med sig selv, at det inderste ønske er at få lov til at dø, og mere generelt i forhold til den autonomi, der ligger i, at folk er herre over eget liv og selv kan afgøre, om de vil leve eller dø. På den anden vægtskål er der forskellige etiske glidebaneargumenter, både de lovgivningsmæssige, moralske og sociale sider af sagen, hvilket indebærer risikoen for, at flere og flere tvinges til at forholde sig til, om de har et liv, der er værd at leve.”

Det er en falsk problemstilling. Man kan ikke veje andre menneskers frihedsrettigheder op imod sine egne moralske overvejelser. Og de fleste tænkende mennesker tager om ikke hver dag, så i hvert fald jævnligt stilling til, om livet er værd at leve. Albert Camus sagde ”at afgøre om livet er værd at leve, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.”

At tale om det som en tvang er altså noget sludder. Han har tågede overvejelser over, hvor vidt muligheden for aktiv dødshjælp kan ændre vores moral. Og han fremfører igen det gamle glidebaneargument, nemlig frygten for at flere og flere kan få aktiv dødshjælp i fremtiden og kløver i den forbindelse ordene ”uafvendeligt døende”. For hvad vil det sige? Svaret er simpelt. Man kan bare lade være med at bruge de ord og så lade folk selv bestemme, når de opfylder bestemte kriterier. Det vender jeg tilbage til.

Glidebanen er en skrækfantasi, der ikke er relevant i et demokratisk samfund, så længe man holder sig inden for lovens rammer. Hvis love ikke virker efter hensigten, kan de jo bare ændres eller afskaffes. Hvis lovene udvides, viser det netop, at de er velfungerende. I Holland har hyppigheden været stigende, men det er jo bare udtryk for, at behovet er stort og udækket. Det er svært at forstå glidebanefrygten: Hvorfor skulle det være bedre eller rigtigere at dø af kræft, hjernesygdom eller åreforkalkning under svære lidelser i stedet for roligt at sove ind efter eget valg af tid og sted? 

Hvorfor bruger modstanderne altid glidebaneargumentet, når aktiv dødshjælp er på tale, men aldrig i andre sammenhænge, for eksempel når hastighedsgrænserne sættes op?

”En alvorligt syg patient kan udsættes for et socialt pres, både direkte og indirekte: Det sociale pres kan opstå ved, at de pårørende mener, at det vil være en fordel, hvis den syge overvejer aktiv dødshjælp. Eller der kan være et indirekte pres ved, at den syge selv tænker, at han eller hun har været en stor belastning for sine pårørende i mange år og derfor overvejer at gøre brug af aktiv dødshjælp.”

Kan svækkede patienter blive presset til det af omgivelserne? Presset af hvem? Af arvingerne? Det ville jo være kriminelt. Den slags må betragtes som undtagelsestilfælde, der ikke berettiger generel mistillid til pårørende. Man kan lige så godt forestille sig det omvendte, nemlig at de pårørende forsøger at presse patienten til at holde ud og blive her lidt endnu for deres egen skyld. Det hører jeg faktisk tit. Og jeg har søgt med lys og lygte i den internationale litteratur for at finde beskrivelser af tilfælde, hvor nogen er blevet presset til aktiv dødshjælp. Jeg har ikke kunnet finde et eneste. Erfaringerne fra Oregon viser da også, at de, der vælger assisteret selvmord, er yngre, højere uddannede og mere vant til at træffe beslutninger end de fleste. Hvilket modsiger påstanden om, at lovliggørelse vil lægge pres på sårbare patienter, der så søger døden ud fra en formodning om at gavne andre. Og kan man overtale nogen til at dø, der ikke selv vil? Vores medfødte overlevelsesinstinkt og dødsangsten er stærke.

Påstanden om risiko for pres hviler altså på et usikkert grundlag. Hvad vi derimod med sikkerhed ved er, at der ligger mange mennesker rundt omkring og ønsker aktiv dødshjælp uden at få det. De er virkelig under pres, nemlig af deres lidelser! Kan de have et ønske om ikke at være til byrde? Måske. Men kan det ikke være forståeligt, og er det ikke deres egen afgørelse? Der kan jo også være flere medvirkende motiver, som ikke vedkommer andre. 

LVP siger at ”aktiv dødshjælp til den enkelte risikerer at fratage noget værdifuldt fra de mange”. Ikke forstået. Hvordan kan en frihedsrettighed, der gælder alle, fratage nogen noget værdifuldt?

”Det etisk vanskelige er at definere præcist, hvor grænsen går, da det altid vil være en relativ grænse, som hele tiden kan rykkes.”

Så er det heller ikke vanskeligere. Læger for Aktiv Dødshjælp har for længst udarbejdet et lovforslag med klare kriterier for, hvornår en bøn om aktiv dødshjælp kan imødekommes, se www.aktive-laeger.dk.

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er i virkeligheden principielt og enkelt: Skal staten og lægerne bestemme over din sidste tid, eller vil du selv?