Inspirerende og brugbar bog fortæller, hvordan kroppen selv kan danne vægttabsgivende hormon
BØGER. Farmaceut og ph.d. og tidligere forsker på Novo Nordisk Anette Sams forklarer i sin nye populærvidenskabelige bog, hvordan kroppen, hvis den aktiveres korrekt, selv kan producere og udnytte de stoffer, der ligger til grund for slankemedicin som Wegovy. Bogen er særligt relevant som supplement til behandling, men kan også være et alternativ til de dyre medicinske løsninger for personer med mindre alvorlige vægt- eller stofskifteproblemer.
En af de mest almindelige konsekvenser ved at stoppe med de nye vægttabsmediciner er, at appetitten ofte vender tilbage sammen med de tidligere usunde vaner, og at en betydelig del af det vægttab, der var blevet opnået med GLP-1-medicinen, går tabt. I nogle tilfælde er op til to tredjedele af vægttabet forsvundet igen indenfor et år. Med mindre, at man samtidigt med den medicinske behandling også har ændret kost og livsstil.
Og til det formål vil forfatter og lægemiddelforsker Anette Sams nye bog ´Kroppen kan selv´ givetvis kunne være en god og nemt forståelig støtte med sine overskuelige forklaringer på, hvad der gør os syge og raske og hendes tilhørende råd om kostvaner, søvn og fysisk aktivitet.
At vi skal spise, passe vores nattesøvn og i øvrigt bevæge os hver dag, er der jo sådan set ikke meget nyt i. Men det er der så til gengæld i langt højere grad i Anette Sams udforskning af kroppens egne slankemekanismer og evner til at regulere, helbrede og styrke sig selv. Blandt andet ved at producere og frigive tarmhormonet GLP-1 (glucagon-like peptide-1) til vægttab og øget metabolisk sundhed. GLP-1 er et tarmhormon, der frigives efter et måltid og spiller en central rolle i reguleringen af blodsukker og appetit ved at sænke blodsukkeret og reducere sult og øge og forlænge fornemmelsen af mæthed.
Selv om kost og bevægelse for Anette Sams tydeligvis er nøglen til det sundere liv, er hendes ærinde ikke blot at kritisere de nye mediciner, hvis fremkomst og effekt hun beskriver i anerkendende og rosende vendinger. I stedet ønsker hun at bidrage til, at brugerne af de nye slankemediciner får mest og bedst muligt ud af dem ved at supplere dem med kroppens egne ressourcer.
Hun fremhæver, at mange mennesker kan opnå medicinens fordele uden bivirkninger ved at fokusere på en sund livsstil. Dette ser hun som et særligt vigtigt budskab i en tid, hvor flere vælger den dyre medicin, selvom indlægssedlen tydeligt understreger, at behandlingen bør suppleres med sund kost og motion.
”Wegovy giver anledning til mange spørgsmål, men uanset hvordan vi vender og drejer det, går præparatet sin sejrsgang verden over. Og de nye generationer af vægttabsmedicin er allerede på vej. Men inden da er tiden inde til, at alle bliver opmærksomme på det fantastiske og helt naturlige hormon, der ligger til grund for Wegovys succes og altså Novo Nordisks stigende værdi på Børsen og hele Danmarks økonomiske vækst. Dette hormon har et af de navne, hvor tungen slår knuder på sig selv. Prøv selv: ”Glukagon Like Peptide 1” … eller mere mundret GLP-1. Det er et af de hormoner, der balancerer dit blodsukker, din appetit og din vægt. Og det vildeste er, at din krop helt selv kan danne det. Og ikke nok med det. GLP-1 kommer aldrig alene til sundhedsfesten. For når du spiser den gode mad, der får din krop til at danne hormonet, får du flere andre hormoner med på dit helt eget ”sundhedshold,” samtidig med at kroppen tænder for mange andre sundhedskontakter. Det er biologiens vej til sundhed, vægttab og en krop, der samarbejder. For kroppen kan selv! … Når du altså giver den lov og undgår at stå i vejen,” skriver Sams, der også redegør for betydningen af en række af kroppens øvrige naturlige vægttabshormoner.
Hvorfor gøre sig afhængig af medicin, når kroppen kan klare det selv? spørger Anette Sams. Hun formidler komplekse fysiologiske mekanismer bag kroppens naturlige vægttabshormoner på en måde, der gør hendes store videnskabelige indsigt forståelig for lægfolk. Hun beskriver, hvordan disse hormoner kan regulere blodsukkeret, dæmpe inflammation og fremme sundheden. Bogen byder desuden på enkle, inspirerende og praktiske værktøjer til at tage kontrol over vægt og sundhed. Blandt hendes vigtigste råd er at skære markant ned på sukker, spise flere fibre og bevæge sig dagligt.
´Kroppen kan selv´ er dog ikke uden svagheder. For selv om Anette Sams klart og tydeligt redegør for, hvordan man efter hendes vurdering skal spise og leve for at aktivere kroppens egne ressourcer, så vil nogle læsere givet vis savne en grundigere indføring i, hvordan man som bruger af de nye slankemediciner konkret og bedst muligt integrerer og optimerer samspillet mellem krop og medikamenter før, under og efter behandlinger.
Og måske Sams også – uanset hvor inspirerende hun forekommer - alligevel undervurderer, hvor uoverkommeligt det vil være for nogle mennesker at vende kost og livsstil på hovedet, hvorfor medicinerne kan være den mest eller måske ligefrem eneste effektive vej, hvis man lider af alvorlig overvægt eller metabolisk sygdom.
Hvad der til gengæld forekommer betydeligt mere overkommeligt er at begynde følge Sams videnskabeligt forankrede rådgivning om at holde sig længst muligt væk fra de stærkt forarbejdede fødevarer. Deres ødelæggelse af kroppens evne til at regulere vægt og metabolisk sundhed er ifølge Sams en af de vigtigste årsager til de stigende forekomster af overvægt, insulinresistens og kroniske sygdomme:
”Der er en usædvanlig stærk sammenhæng mellem tilgængeligheden af ultraforarbejdet mad og hyppigheden af overvægt samt hyppigheden af mindst 30 forskellige sygdomstilstande som cancer, psykiatriske diagnoser, lungesygdomme, kredsløbssygdomme, sygdomme i mave-tarm-kanalen og en lang række stofskiftesygdomme som for eksempel diabetes 2. Derudover er der en stærk sammenhæng mellem tilgængeligheden af ultraforarbejdet mad og risikoen for at dø tidligt af hvad som helst,” skriver Anette Sams og fortsætter:
”Lad mig sætte tal på. Øger du mængden af ultraforarbejdet mad med ti procent, øger du din risiko for metaboliske sygdomme med fire procent. Nogle undersøgelser viser, at vi gennemsnitligt har mellem 50 og 60 procent af vores mad i kategorien ultraforarbejdet. Læs de to sætninger én gang til. Og så én gang til. Med andre ord: Meget få ting har en værre effekt på menneskers sundhed end ultraforarbejdet mad.”
Anette Sams er en dygtig formidler. For andre mere erfarne læsere af litteratur om sundhed vil bogens grundlæggende budskaber om mere motion, søvn, fiberrig kost og sunde proteiner og fedtstoffer ikke være nye. Og en del råd vil måske nok kunne blive oplevet som gammel vin på nye flasker.
Men Anette Sams helt særlige twist i forhold til kroppens evner til selv at udløse GLP-1- effekterne, hvis man ikke udsætter den for usunde benspænd, men i stedet hjælper den på vej, er skelsættende og perspektivrige. Og for de der ønsker en enkel og praktisk guide til at forbedre egen sundhed, kan Kroppen kan selv være et værdifuldt og relevant redskab til at opnå hvis ikke alle så i det mindste nogle af de mange fordele som slankemedicinerne tilbyder.
Anette Sams: ´Kroppen kan selv´ er udkommet på Gyldendal og koster 174,95 kroner.
Fakta:
- GLP-1-medicin er lægemiddelstofferne semaglutid, liraglutid og tirzepatid.
- De typer GLP-1-medicin, der er godkendt til behandling overvægt, er kendt under handelsnavnene: Wegovy, Flextouch, Saxenda og Mounjaro.