Johnny Hansen og Bente Klarlund Pedersen.
Klarlund og Kandis: Oplagt bog for dem, som søger inspiration til et "forever" sundt og godt liv
BØGER. I ´Klarlund og Kandis på kur´ kombinerer professor Bente Klarlund og Kandis-forsanger Johnny Hansen videnskab og personlige erfaringer for at motivere til en sundere livsstil gennem små, holdbare ændringer. Bente Klarlund Pedersens inddragelse af den folkekære Johnny Hansen er godt fundet på.
”Velkommen til Kandiskuren – vil du med på turen så hop ombord – vi hepper i kor.
Det er now or never, og det er forever
Det’ en holdbar model, så du ikke går kold
For vi si’r: Alt med måde ... også mådehold!”, lyder omkvædet i ny sang fra den folkekære forsanger i dansktopbandet Kandis, Johnny Hansen, der sammen med professor Bente Klarlund Pedersen i ny bog ´Klarlund og Kandis på kur´, forsøger at nå de danskere, der har allermest brug for at ændre vaner og leve et sundere liv.
At opnå en god balance mellem livsstil og sundhed er ikke så svært, som vi måske tror, hævder den nye duo i dansk sundhedslitteratur, Klarlund og Kandis, der med deres fælles forslag til livsstilsforandringer, Kandiskuren, er gået sammen om at fortælle os, hvordan man bliver, hvad de kalder for fysisk og mentalt ’grundsund’ ikke kun for nu, men forever.
Da professor Bente Klarlund Pedersen for nogle år siden i forbindelse med et TV-program om junkfood vejede, målte og testede forsangeren i det populære band Kandis, kaldte hun Johnny Hansen for ’en tikkende bombe’. Han var stresset, overvægtig, havde højt blodtryk, højt kolesterol, søvnapnø, alt for meget fedt omkring de indre organer og bevægede sig for lidt.
Ordene brændte sig fast i den dengang chokerede Johnny Hansen, der derfor ændrede livsstil, tabte 15 kilo og fik det meget bedre. Og da Bente Klarlund en dag midt i en kø i et supermarked ser en ugebladshistorie om Johnny Hansens nye liv, får hun en ide:
"Det her kan være vigtigt. Ikke kun for Johnny, men for de tusindvis af mennesker, der følger hans liv," skriver Bente Klarlund og fortsætter:
"En del af de mennesker, der følger Johnnys liv, har ar på sjælen. Det halter med både den fysiske og den mentale sundhed. Johnny når dem med musikken. Nu forsøger Johnny og jeg sammen at nå dem med nogle råd om at leve sundt resten af livet. Derfor har vi skrevet bogen her.
"Vores fans spejler sig i vores liv og musik," siger Johnny, da vi tilfældigt mødtes for et års tid siden. Og så er det, jeg tænker, at hvis de mange mennesker, der følger Johnny, bare ville sige: "Hvis Johnny kan, så kan jeg også." Ja, så ville det være stort og skabe flere sunde danskere. Kandiskuren er skabt. Johnny er med," forklarer Klarlund om baggrunden for bogen.
´Klarlund og Kandis på kur´ er ikke endnu én af de slankekure, der som oftest ender med, at man efter et godt nok opnået vægttab alligevel ender med at veje det samme eller mere, end hvad man gjorde før slankekurens start. I stedet handler Kandiskuren om at skabe sig selv nye vaner, som videnskaben har påvist giver flere leveår og bedre helbred, og som Johnny Hansen altså har taget til sig:
"At være sund er ikke et mål i sig selv, men en sund krop giver kræfter og overskud til alt det, man gerne vil tage fat på i livet. Bogens samlede udgangspunkt er små sunde skridt, der hænger ved resten af livet. Derfor taler vi om, at Kandiskuren er – forever," forklarer Bente Klarlund, der uddyber:
"Det er faktisk en myte, at det er umuligt at ændre vaner. Under corona-pandemien lærte vi f.eks. lynhurtigt at spritte hænder, holde afstand og holde onlinemøder. Det er oplagt, at man også kan lære nye vaner, hvad angår f.eks. kost og motion. Men det er i det hele taget godt med vaner. Jeg gentager lige: "Det er godt med vaner." Midt i en tid, hvor meget forandrer sig, er det godt at have faste, indgroede vaner, fordi de skaber tryghed og overskud i hverdagen. Det er derfor vigtigt at kunne dyrke gentagelsen."
Og det, vi skal lære af Klarlunds forskningsbaserede sundhedsråd og Hansens nye og minutiøst beskrevne personlige vaner omkring hans morgen-, frokost- og aftensmåltider, besøg på tanken, rødvin, motion, søvn, håndtering af stress og sociale relationer, er stort set alt sammen baseret på de gode gamle KRAM-faktorer (kost, røg, alkohol og motion) tilsat de 4xS (søvn, stress, samvær og stoffer). Og følger man disse råd kan en 40-årig potentielt vinde 24 ekstra leveår, mens en 60-årig kan forvente 18 ekstra år ifølge Bente Klarlund, der giver en masse konkrete tips fra sit eget liv til, hvordan man kan få sig en livsstil, hvor man overholder rådene rimeligt konsekvent samtidigt med, at man også giver sig selv lov til indimellem at dovne og feste af hjertens lyst.
Men samtidig med bogens udsigter til et længere liv, slår Bente Klarlund dog alligevel i sandhedens tjeneste fast, at Kandiskuren ikke er et quickfix til at få et langt, godt liv. Men i stedet en forskningsbaseret guide til at få en sund livsstil, der varer resten af livet og øger sandsynligheden for et langt liv med få skranteår og for tidlig død.
"Kandiskuren tager udgangspunkt i det, der virker for Johnny, men det er en forever-kur for alle køn," skriver hun.
Bente Klarlund Pedersens inddragelse af den folkekære Johnny Hansen i sin personlige mission for at gøre den danske befolkning sundere er godt fundet på. For det første er Johnny Hansen en vellidt person, som mange føler, de kender, hvilket giver ham en troværdig stemme. For det andet er hans tidligere uskyldige uvidenhed om sin sundhedsnedbrydende livsstil og dennes alvorlige helbredsmæssige konsekvenser nem at relatere sig til for mange – ikke mindst for mange mænd. Og for det tredje er Johnny Hansens meget konkrete, jordbundne og helt udramatiske måde at vende sit liv rundt på inspirerende og motiverende udfra devisen: Hvis han kan, hvis det ikke er sværere og i øvrigt virker så godt, så kan jeg da også.
Det er i det hele taget tydeligt at mærke, at de to forfattere er sig meget bevidste om, at ´Klarlund og Kandis på kur´ også skal være for mænd og ikke kun for den gruppe af kvinder, som plejer at være storforbrugerne af kur- og selvhjælpsbøger:
"Vi vil bl.a. gerne nå de mange danske mænd, der spiller russisk roulette med deres liv. De mænd, der spiser junk, har droppet motionen, drikker og ryger, stresser, sover dårligt og forsømmer deres sociale liv. Det kan ikke være rigtigt, at mænd skal have en overdødelighed på fire år i forhold til kvinder," skriver Bente Klarlund.
´Klarlund og Kandi på kur´ appellerer således både til de i forvejen sundhedsinteresserede og til dem, der ellers ikke plejer at opsøge videnskabeligt baserede informationer om nye vaner og helbredsforbedringer. Særligt i de mere modne aldersgrupper og blandt mænd vil Johnny Hansen nok fremstå som en helt almindelig nemt genkendelig dansker, der kæmper med de samme problemer, som mange andre også gør – nemlig at finde den rigtige balance mellem livsstil og sundhed. Hans måde at fortælle om sit liv før og efter sin forandrede livsstil, viser således, at styrket sundhed og nye vaner er for alle og ikke kun for den veluddannede og i forvejen forholdsvist sunde elite.
Befordrende er desuden også forfatternes forbilledlige fravær af moraliseren til fordel for en mere lystbetonet og handlingsorienteret pædagogik, som må forventes at favne de mange af os, der traditionen tro har lavet nytårsfortsætter om vægttab, motion og en sundere livsstil. Så har man den slags løfter til sig selv, er ´Klarlund og Kandis på kur´ en oplagt og kærlig livsledsager, indtil de nye vaner er blevet en naturlig del af en ny og sundere hverdag.
Har man derimod alene lavet et fortsæt om et sundt vægttab, så kan man – dog gerne kombineret med en daglig rask lille gåtur - nøjes med at kopiere Johnny Hansens simple og smarte lifehack: De tre daglige hovedmåltider bør hver især leve op til 'håndfulde-princippet’: ’en-to håndfulde grøntsager, en håndfuld protein og en håndfuld stivelse og så lidt fedt’. For som Klarlund skriver om princippet:
”Det sikrer, at man får en varieret kost med grøntsager, protein, stivelse/kulhydrat og fedt. Men håndfulde-princippet medfører også, at vi ikke spiser for meget. Og det er lige præcis det, jeg er optaget af – fordi det virker. En håndfuld svarer til en deciliter for en kvinde og halvanden deciliter for en mand.”
´Klarlund og Kandis på kur´ udkommer 7. januar på Gyldendal og koster 214 kroner