"Der er ikke andre behandlinger i sundhedsvæsenet, hvor man afbryder behandlingen, selvom der fortsat er udsigt til et godt behandlingsresultat," siger Lone Schmidt (til venstre) og Anja Pinborg om de tre behandlingsforsøg, som barnløse tilbydes.
Professorer: Sundhedsvæsenets hjælp til barnløse er helt utilstrækkelig
BØGER. Der er brug for at afsætte flere ressourcer og udvide muligheder for fertilitetsbehandling i det offentlige, for nedsat frugtbarhed er en sygdom, fastslår Lone Schmidt, læge og professor i nedsat frugtbarhed og folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet og Anja Pinborg, professor i gynækologi og obstetrik på Afdeling for Fertilitet på Rigshospitalet i imponerende kort og kontant bog om barnløshed.
Selvom vi er rigtig dygtige inden for fertilitetsbehandling i den offentlige sundhedssektor, og vi i Danmark tilbyder langt bedre behandling end mange andre lande, er der stadig plads til forbedring. For eksempel er det ikke rimeligt, at det er den enkeltes pengepung, der afgør, om man kan få de børn, man gerne vil have. Det ville vi jo aldrig acceptere i forhold til andre sygdomme, så hvorfor gør vi det her? Det spørger professor Lone Schmidt og Anja Pinborg om i deres nye fælles bog ´Hvordan løser vi fremtidens fertilitetsproblemer?´, som er en skarp lille sag på kun 58 sider fra Informations forlags lille kvalitetsserie Moderne Ideer, hvis bøger handler om vor tids store udfordringer.
Ifølge de to professorer bør sundhedsvæsnet og dets politikere hurtigst muligt udvide tilbuddene i det offentlige sundhedsvæsen indenfor fertilitetsbehandling og derved sikre patienter med nedsat frugtbarhed, at den behandling, som de tilbydes i det offentlige, er tilstrækkelig:
"Det er ikke tilstrækkeligt, at kvinder/par kun må tilbydes tre behandlingsforsøg, da mange har brug for flere forsøg end tre for at opnå at få et barn. Der er ikke andre behandlinger i sundhedsvæsenet, hvor man afbryder behandlingen, selvom der fortsat er udsigt til et godt behandlingsresultat. Der er også brug for at udvide det offentlige behandlingstilbud, så patienter kan få behandling til barn nummer to. Det skaber stor ulighed i muligheden for at blive forældre, at man maksimalt kan få tre behandlinger på de offentlige fertilitetsklinikker, og at man ikke kan få behandling til barn nummer to,” skriver Lone Schmidt og Anja Pinborg, der er stærkt uforstående over for den sociale skævvridning, som de mener hersker i kraft af, at mange patienter ender med at være henviste til private fertilitetsklinikker, hvor de økonomiske omkostninger er store for dem.
"Fertilitetsbehandling er det eneste behandlingsområde i Danmark, hvor en lige stor del af behandlingerne foregår henholdsvis i det offentlige og i det private sundhedsvæsen. Det er ikke ønskeligt, at en endnu større andel af behandlingerne skal foregå i det private sundhedsvæsen. Både på grund af den meget merkantile udvikling af de private fertilitetsklinikker, de høje priser for patienterne, og at det øger den store ulighed i mulighederne for at få hjælp til at blive forældre,” skriver de.
Men de to læger anfører også andre grunde til, at de mener, at fertilitetsbehandling bør ske i offentligt regi. De begrunder blandt andet:
”Fordi den omfattende og betydningsfulde fertilitetsforskning på højt internationalt niveau foregår ved de offentlige fertilitetsklinikker i samarbejde med universiteterne – en forskning om bedre behandling, børnenes sundhed, familiedannelse med mere, som er helt nødvendig for bestandigt at kunne forbedre behandlingerne og rammerne herfor. Ydermere varetager de offentlige klinikker alle de patienter, som har andre og svære sygdomme, samt al uddannelse af det sundhedsfaglige personale, som blandt andet indebærer indlæggelse og behandling af patienter med komplikationer efter fertilitetsbehandling i det private.”
Lone Schmidt og Anja Pinborg har dog ikke kun øje for selve behandlingerne, men efterlyser også en langt større indsats indenfor forebyggelse af den nedsatte frugtbarhed, som rammer både mænd og kvinder, og som de ikke mener, vi som samfund gør nok for at højne i lyset af, at fertilitetsbehandling er omkostningstungt både for samfundet og de mennesker, der gennemlever den:
”Det er benhårdt fysisk såvel som psykisk at gå igennem et behandlingsforløb. Vores håb er, at vi i fremtiden formår at forebygge nedsat frugtbarhed, så færre skal opleve at gå igennem opslidende behandlinger. Hvis vi ikke skaber de strukturer, der muliggør, at danske borgere kan blive forældre, mens de er yngre, så vil en stadig større del få behov for fertilitetsbehandling. For fertiliteten falder med alderen, det er biologi, og det kan vi ikke bare sådan lave om på. Men vi kan sætte rammerne for en befolkning i balance, og vi kan lave oplysningskampagner, så folk kan træffe informerede valg om deres familieplanlægning og forebygge nedsat frugtbarhed, mens tid er. Fertilitetsbehandling er omkostningsfuldt, men ufrivillig barnløshed er endnu mere omkostningsfuldt – ikke mindst for samfundet,” skriver forfatterne, der opfordrer til en national forebyggelsesstrategi på fertilitetsområdet.
Ifølge ´Hvordan løser vi fremtidens fertilitetsproblemer?´ er der brug for mange forskellige og samtidige indsatser for at øge befolkningens viden om familiedannelse, frugtbarhed, risikofaktorer for nedsat frugtbarhed, og hvordan man passer på sit frugtbarhedspotentiale.
”Som udgangspunkt kan man ikke lave om på den frugtbarhed, man har, og man er ikke selv herre over, om man senere får reproduktive sygdomme eller sygdomme eller behandlinger, der påvirker ens frugtbarhed. Men man kan forsøge at passe godt på sin frugtbarhed. For eksempel ved at holde sig normalvægtig gennem livet, at undgå rygning, at være fysisk aktiv, at undgå klamydia og gonorré og blive behandlet, hvis man bliver smittet.”
Lone Schmidt og Anja Pinborg har med ´Hvordan løser vi fremtidens fertilitetsproblemer?´ begået en yderst relevant bog, for selv om der især det seneste års tid er publiceret en lind strøm af som oftest vældigt gode biografier, romaner og TV-serier, der forsøger at gøre op med tabuerne omkring barnløshed, mænds forringede sædkvalitet, kvinders ufrugtbare æg og de ofte meget barske fertilitetsbehandlinger, så er det alligevel fortsat uønsket graviditet, abortgrænser og kønssygdomme, som vi fortrinsvis har fokus på, når vi i det offentlige rum taler om reproduktion.
Barnløshed er således stadig i et vist omfang tabuiseret, og mulighederne for nemt tilgængelig viden om risiko for nedsat frugtbarhed, og hvad man kan gøre for at passe på sin frugtbarhed, er stort set lig 0, hvilket er mere end besynderligt i lyset af, at hvert tiende danske barn i dag kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. Og også besynderligt, eftersom fertilitetsbehandlinger ikke altid ender med et barn i favnen. Faktisk er det ifølge bogen 20 procent af de kvinder, som er under 35 år, når de starter i fertilitetsbehandling, og hele 74 procent af de kvinder, som er over 39 år, som slet ikke lykkes med at få et barn selv efter fem år.
Lone Schmidt og Anja Pinborg har en god sag, som de præsenterer eksemplarisk kort og kontant, men alligevel med så mange solide fakta og tankevækkende oplysninger på så få sider, at det vil være overkommeligt for de fleste politikere og beslutningstagere på området at finde tid til at læse den. Og bagefter kan disse så blandt andet spørge sig selv og hinanden: Hvor klogt er det lige, at vi lader den danske befolknings fertilitet blive ringere og ringere i en grad, så infertilitet er den næsthyppigste kroniske sygdom hos mennesker i den reproduktive alder? Hvor fair er det egentligt, at over halvdelen af alle fertilitetsbehandlinger skal ske i privat regi for egne penge, når WHO for længst har anerkendt nedsat frugtbarhed som en sygdom? Og hvor rimeligt er det, at barnløse kun kan få hjælp til ét barn, når det er kronisk sygdom, som forhindrer dem i at få barn nummer to?
Lone Schmidt og Anja Pinborg: ´Hvordan løser vi fremtidens fertilitetsproblemer?´ er udkommet på Informations forlag og koster 49,95 kroner