Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”Vi mener, at man nu skal overveje at tilbyde kvinder efter overgangsalderen og mænd over 50 år en DEXA-scanning ved IBD-diagnosetidspunktet, så man kan tilrettelægge behandlingen af osteoporose, forebygge osteoporotiske knoglebrud og forebygge yderligere forværring fra osteopeni til osteoporose,” siger Mohamed Attauabi.

Forskere er overraskede: Mange med nyopdaget tarmsygdom har svækkede knogler

Et nyt dansk studie viser, at en stor del af patienterne med inflammatorisk tarmsygdom (IBD) – colitis ulcerosa eller Crohns sygdom – allerede har begyndende knogleskørhed, når de får diagnosen. Hidtil har man troet, at det især skyldtes den medicin, mange får senere i forløbet, nemlig binyrebarkhormon. Men det nye studie afslører, at knoglerne ofte er svækkede helt fra starten – altså før behandlingen overhovedet går i gang.

”Det er et overraskende resultat, da det viser, at en høj forekomst af osteoporose og osteopeni allerede er til stede hos patienterne, før de bliver udsat for høje kumulerede doser af systemisk steroid,” siger læge og ph.d. Mohamed Attauabi fra Herlev Hospital. Han er førsteforfatter på det nye kohortestudie, der er udgivet i tidsskriftet Inflammatory.

Osteoporose er knogleskørhed, hvor knoglerne bliver porøse og nemmere knækker. Osteopeni er en mildere form for knogletab, som kan udvikle sig til egentlig knogleskørhed.

Studiet omfattede 350 personer med nyopdaget colitis eller Crohn. De fik målt deres knogletæthed med en DEXA-scanning – en type røntgen, der bruges til at finde begyndende knogleskørhed – inden for tre måneder efter diagnosen. De fleste var endnu ikke begyndt på behandling med steroid. Undersøgelsen blev gennemført mellem maj 2021 og maj 2023.

Blandt kvinder, der havde været i overgangsalderen, havde 36 procent med colitis og 29 procent med Crohn allerede udviklet knogleskørhed. Yderligere omkring 40 procent i begge grupper havde osteopeni. Hos mænd over 50 år havde 13 procent knogleskørhed, og halvdelen havde osteopeni.

Til sammenligning ses knogleskørhed kun hos omkring 12 procent af kvinder efter overgangsalderen og 2,6 procent af mænd over 50 år i den øvrige befolkning.

”Vi mener, at man nu skal overveje at tilbyde kvinder efter overgangsalderen og mænd over 50 år en DEXA-scanning ved IBD-diagnosetidspunktet, så man kan tilrettelægge behandlingen af osteoporose, forebygge osteoporotiske knoglebrud og forebygge yderligere forværring fra osteopeni til osteoporose,” siger Mohamed Attauabi.

Den biologiske forklaring er uvis

Forskerne havde forventet at finde en sammenhæng mellem lav knogletæthed og svær sygdom i tarmen – men det viste sig ikke at være tilfældet. Der var ingen tydelig forbindelse til betændelsesmarkører i blod og afføring, eller til hvor udbredt og alvorlig sygdommen var i tarmen.

”En forklaring kan være, at tarmen har været betændt og beskadiget af IBD-sygdommen i et stykke tid forud for diagnosetidspunktet og i den periode også haft en ringere optagelse af de næringsstoffer, der skal til for at opretholde en sund knogletæthed,” siger Mohamed Attauabi. 

Han understreger dog, at selv patienter uden alvorlig betændelse eller tegn på fejlernæring kunne have svækkede knogler. Derfor er der behov for flere og større undersøgelser.

Knogleskørhed er ofte overset – og det gælder også her

Studiet viser også, at 14 procent af yngre mænd med Crohns sygdom havde lav knogletæthed. Tallet er usikkert, fordi datagrundlaget var lille – men det peger på et generelt mønster: Knoglerne er svækket hos langt flere med IBD, end man normalt regner med.

”Helt generelt er osteoporose en stærkt underdiagnosticeret sygdom både i Danmark og internationalt, og det er også det, vi ser i studiet her. I dette studie har vi for første gang undersøgt en hel population systematisk. Studiet peger på en mulighed for at finde flere af dem, som har uerkendt osteoporose, før de får knoglebrud, og flere af dem med osteopeni, der er i risiko for osteoporose, så man kan tilrettelægge behandling herefter,” siger Mohamed Attauabi.

Han understreger, at knogleskørhed både er en stor belastning for patienten selv og en dyr sygdom for sundhedsvæsenet. Derfor følger forskerne nu patienterne over tid for at finde ud af, hvordan knoglernes tilstand udvikler sig, og hvordan det hænger sammen med behandlingen af tarmsygdommen.

Nogle faktorer ser ud til at beskytte knoglerne

Forskerne har også set nærmere på, hvad der kan have indflydelse på knoglernes tilstand. For patienter med colitis var højere alder forbundet med lavere knogletæthed i rygsøjlen. Højere vægt og mere fysisk aktivitet var generelt forbundet med stærkere knogler. Hos yngre patienter viste det sig, at dagligt indtag af grøntsager så ud til at beskytte mod lav knogletæthed. Der var ingen forskel mellem colitis og Crohn i, hvor ofte der blev fundet knogleskørhed. Hos ældre mænd var det især lårbenshalsen, der var ramt.

 

Artiklen er en omskrevet udgave af artiklen Dansk studie kan omskrive retningslinjer: Knogleskørhed er allerede til stede ved debut af IBD på Gastroenterologisk Tidsskrift

IBD, knogleskørhed