Donald Trump begrunder beslutningen med sin opfattelse af, at WHO har fejlhåndteret COVID-19-pandemien, at organisationen mangler reformer, og at USA, som største bidragyder, må betale uforholdsmæssigt mange penge for medlemsskab. Trump har også tidligere kritiseret WHO for at være for Kina-venlig og beskyldt organisationen for at have vildledt verden om pandemiens oprindelse. Årsagen til udmeldelsen inkluderer også WHO’s angiveligt langsomme reaktion på andre sygdomsudbrud som mpox og ebolaudbruddet i DR Congo.
Trump forsøgte allerede i 2020 at trække USA ud af WHO. Formelt blev processen med udmeldelse sat i gang, men da Joe Biden blev præsident i januar 2021, annullerede han beslutningen på sin første dag i embedet, og USA forblev dermed medlem af WHO. Trump har nu genoptaget processen, og eksperter frygter alvorlige konsekvenser både for USA og for den globale sundhed.
WHO har i mange år spillet en central rolle i bekæmpelsen af smitsomme sygdomme og koordineringen af internationale sundhedsindsatser. Organisationens budget er afhængigt af medlemslandenes bidrag. WHO’s budget for perioden 2024–2025 er på 6,8 milliarder amerikanske dollars. I perioden 2022–2023 bidrog USA med 1,3 milliarder dollars, hvilket gjorde landet til den største bidragyder til WHO.
Eksperter frygter, at WHO uden amerikansk finansiering kan miste sin evne til hurtigt at reagere på sundhedskriser som Ebola og nye pandemier og til at bekæmpe sygdomme som malaria, HIV og tuberkulose.
Beslutningen har også vakt bekymring for USA’s egne interesser. Professor og ekspert i sundhedsret og global sundhedspolitik Lawrence Gostin fra Georgetown University sagde i et interview med BBC den 20. januar 2025, at ”det er en katastrofal præsidentiel beslutning. En udmeldelse er et alvorligt slag mod verdenssundheden, men et endnu dybere slag mod USA.”
Han påpeger, at USA kan miste adgang til vigtige data om sygdomsudbrud og pandemiberedskab, hvilket kan gøre landet mere sårbart over for fremtidige sundhedstrusler.
Politisk tomrum
Eksperter frygter også, at det politiske tomrum, som USA efterlader, vil blive udfyldt af Kinas voksende globale ambitioner.
"Hvis din egentlige bekymring er, at WHO bliver domineret af Kina, så vil det at fjerne USA fra ligningen blot sikre, at det sker," sagde Jeremy Konyndyk, præsident for Refugees International, som rådgav WHO om dets nødhjælpssystem efter Ebola-udbruddet i Vestafrika fra 2014 til 2016, til Science den 17. januar.
Derudover vil samarbejdet mellem WHO og amerikanske institutioner som CDC (Centers for Disease Control and Prevention, som overvåger sygdomsudbrud og rådgiver om forebyggelse) og FDA (Food and Drug Administration, der godkender lægemidler og fødevarer) blive svækket.
WHO: Vi håber, at USA vil genoverveje
WHO beklager 21. januar i en kommentar, at USA har til hensigt at trække sig ud af organisationen.
"USA var et af de grundlæggende medlemmer af WHO i 1948 og har siden da deltaget aktivt i at forme og lede WHO's arbejde sammen med 193 andre medlemslande, blandt andet gennem deltagelse i Verdenssundhedsforsamlingen og Eksekutivrådet. I mere end syv årtier har WHO og USA reddet utallige liv og beskyttet amerikanere og alle mennesker mod sundhedstrusler. Sammen har vi udryddet kopper, og sammen har vi bragt polio tæt på at blive udryddet. Amerikanske institutioner har både bidraget til og haft gavn af medlemskabet i WHO," skriver WHO og fortsætter:
"Vi håber, at USA vil genoverveje sin beslutning, og vi ser frem til at engagere os i en konstruktiv dialog for at bevare partnerskabet mellem USA og WHO."
Med beslutningen om udmeldelse følger der også interne amerikanske diskussioner. Ifølge Science den 17. januar 2025 kræver udmeldelsen sandsynligvis godkendelse fra Kongressen, som tidligere har vedtaget USA’s medlemskab af WHO. Det er endnu uvist, om der er tilstrækkelig opbakning blandt republikanerne til at få beslutningen gennemført.
Kan det styrke WHO?
Mens mange eksperter kritiserer beslutningen, håber enkelte, at den kan bruges som en anledning til at reformere WHO. Lawrence Gostin, professor i global sundhed ved Georgetown University, bemærker, at Trump måske kan bruge truslen om udmeldelse til at styrke WHO.
”Hvis han indgår en aftale, der gør WHO mere modstandsdygtig, robust og ansvarlig, vil han gøre både USA og verden en tjeneste,” siger Lawrence Gostin til Science den 17. januar.
At forblive medlem ville give Trump mulighed for at støtte en kandidat, han foretrækker, som efterfølger til WHO-generaldirektøren Tedros Adhanom, hvis periode udløber i 2027. Hvis Trump derimod vælger at gennemføre planen om at trække USA ud, siger Gostin, at det ”ville det være katastrofalt for USA’s nationale interesser og sikkerhed.”