Christina Frøslev-Friis.
Overlægerne får ny næstformand
Christina Frøslev-Friis, 44, er ny næstformand i Overlægeforeningen, der repræsenterer overlæger i relation til løn- og arbejdsvilkår, herunder overenskomstforhandlinger, og fokuserer på sundhedspolitiske emner som sundhedsreformer og arbejdsmiljø.
Christina Frøslev-Friis er speciallæge i anæstesi og intensiv medicin og til daglig cheflæge på afdelingen for bedøvelse og intensiv på Sygehus Sønderjylland.
Hun afløser ledende overlæge Niels Juul, som har siddet i bestyrelsen i seks år og derfor ikke kunne genvælges på foreningens repræsentantskabsmøde i oktober.
Christina Frøslev-Friis har været medlem af Overlægeforeningens bestyrelse siden 2022. Hun var fagpolitisk aktiv i Yngre Læger fra 2018 til 2020, hvor hun var bestyrelsesmedlem og medlem af Lægeforeningens bestyrelse. I 2020 stillede hun desuden op til formandsposten i Lægeforeningen og fik næstflest stemmer ved valget.
IT i sundhedsvæsenet er et af hendes store interesseområder, og som YL-repræsentant har hun blandt andet været formand for Lægeforeningens digitaliserings- og IT-udvalg. Hun har en master i erhvervsledelse med fokus på datadrevet og evidensbaseret ledelse.
Hun er opvokset på Als i Sønderjylland, hvor hun bor med sin mand og tre børn.
Overlægeforeningen har cirka 7.000 medlemmer, der omfatter offentligt ansatte overlæger, ledende overlæger og cheflæger, samt overlæger ansat ved private hospitaler og andre sundhedsinstitutioner. Susanne Wammen er formand for Overlægeforeningen.