Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Praktiserende læge skal 2,5 år i fængsel for svindel

En 64-årig praktiserende læge skal i fængsel for bedrageri og databedrageri af særlig grov karakter. 

Retten i Svendborg idømte tirsdag lægen en straf på to år og seks måneders ubetinget fængsel. 

Lægen erkendte i retten den 17. september, at hun havde snydt Region Syddanmark for i alt 4,3 millioner kroner i perioden 2016 til 2021 ved at indberette tusindvis af ydelser, som enten aldrig blev udført, eller som var dyrere end dem, der faktisk blev leveret.

Hun forklarede, at hun begyndte at snyde, efter at hendes ægtefælle, som hun drev klinik i Svendborg med, blev syg i 2016, hvilket gjorde det svært at få klinikken til at løbe rundt.

Strafferammen for bedrageriet var op til otte års fængsel. Anklageren havde krævet tre års ubetinget fængsel, mens forsvareren havde bedt om to års betinget fængsel.

Retten lagde vægt på, at bedrageriet var systematisk og begået af en person i en betroet stilling som praktiserende læge. Det store beløb og den lange periode, bedrageriet fandt sted i, blev også betragtet som skærpende omstændigheder. Sagen har desuden påvirket mange patienter, hvis journaler ikke har været korrekte.

På den formildende side tog retten hensyn til lægens personlige forhold og den lange sagsbehandlingstid. Retten bemærkede også, at lægen delvist havde tilbagebetalt erstatning til Region Syddanmark og havde erkendt sig skyldig, hvilket har medført procesøkonomiske besparelser. På trods af dette fandt retten ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

Lægen blev også frataget retten til at administrere afregninger for lægelige ydelser, da hun over flere år systematisk havde indberettet over 26.000 ydelser og konsultationer, der aldrig fandt sted, både i sin praksis og i lægevagten.

Dommen betyder også at lægens boliger, som hun ejer sammen med sin mand skal bidrage til erstatningen. Der er foretaget konfiskation for et beløb på 3,2 millioner, som Region Syddanmark kræver i erstatning. Det er et beløb som man henter i ejendommenes friværdi. 

Lægen har 14 dage til at beslutte, om hun vil anke dommen til landsretten.

Del artikler