Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Camilla Rathcke tager bladet fra munder og retter skarp kritik af Region Sjælland.

Lægeformand i sønderlemmende kritik af Region Sjælland

Formanden for Lægeforeningen Camilla Ratchke leverer i Jyllands-Posten en sønderlemmende kritik af Region Sjælland. Groft og urimeligt, lyder det fra regionsrådsformanden.

Region Sjælland er problemet. Derfor bør den slås sammen med Region Hovedstaden. 

Det siger Camilla Rathcke, som er formand for Lægeforeningen, til Jyllands-Posten. Regionen har været dårlig tiltrække og fastholde læger, og samtidig er regionens sygehuse struktureret helt forkert. Regionens to store og centrale hospitaler i Køge og Roskilde er således placeret meget tæt på hovedstaden, og derfor er det svært at få lægerne til for alvor at slå sig ned i Region Sjælland. 

"Politisk og strategisk har Region Sjælland simpelthen ikke leveret som ønsket og forventet. Det bliver regionen nødt til at erkende. Vi har lige hørt Region Sjælland klage over, at der er alt for få speciallæger i regionen sammenlignet med i hovedstaden, men hvad har regionen egentlig selv gjort? Hvor lang tid har vi f.eks. ikke brugt på at drøfte denne problemstilling med regionen uden tilstrækkelig handling er sket?" lyder det fra Camilla Rathcke i Jyllands-Posten.

I 2022 blev kun 22 procent af uddannelsesstillingerne i almen medicin i regionen besat ifølge Sundhedsstrukturkommissionens rapport fra juni (se grafik). Til sammenligning havde Region Hovedstaden og Region Midtjylland næsten fuld besættelse, mens tallene for Region Syddanmark og Region Nordjylland var henholdsvis 64 og 72 procent. Ratchke mener, at årsagen til Region Sjællands dårlige tilslutning skyldes, at den speciallægeuddannelse, som kommende praktiserende læger får på regionens hospitaler, har været oplevet af mange som dårlig, hvilket har givet regionen et dårligt ry.

Kilde: Sundhedsstrukturkommissionens rapport

 

Region Sjælland har i samarbejde med Københavns Universitet her i september budt velkommen til de første 55 studerende, der vil være tilknyttet en ny lægeuddannelse i Køge. Regionsrådsformand Heino Knudsen (Soc) gav i en pressemeddelelse tidligere på året udtryk for, at det kunne være med til at vende udviklingen:

"Med vores forankring af uddannelsen i Region Sjælland, og med stort fokus på at de studerende stifter bekendtskab med flere sygehuse og psykiatrien rundt i vores region, så tror jeg på, at den fulde lægeuddannelse kan være med til at få flere praktiserende læger og andre typer speciallæger til Region Sjælland," sagde han.

Det tror lægeformanden dog ikke på. Uddannelsen ligger på S-togsnettet, og derfor vil de studerende stadig i høj grad bo i Købehavn.

Ifølge Rathcke har Region Sjælland været en barriere for uddannelse af flere speciallæger i hele landet, baseret på en opfattelse af, at hvis det ikke kan lade sig gøre i Region Sjælland, så skal det heller ikke ske andre steder.

I Region Sjælland kalder Heino Knudsen "helt urimelig og grov".

»Hun skyder ved siden af skiven med denne helt unuancerede kritik, som bærer præg af, at Lægeforeningen selv har en dagsorden. Lægerne er ikke interesseret i, at der kommer et loft over, hvor mange speciallæger, der må være på sygehusene i de større byer. Det virker som om, hun er nervøs for, om lægerne skal til at flytte sig – hvilket de skal, for alt andet vil være urimeligt for vores borgere i Region Sjælland," siger Heino Knudsen til Jyllands-Posten.

 

Del artikler