Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Radiolog Leonel Ferreira var blandt de omkomne læger.

Otte kræftlæger dør i flystyrt på vej til en onkologisk kongres

Otte læger omkom i det tragiske og stadig uforklarlige flystyrt i Brasilien 9. august. De var på vej til en onkologisk kongres i São Paulo i Brasilien.

Samtlige 58 passagerer og 4 besætningsmedlemmer døde i flystyrtet, der fandt sted i den brasilianske kommune Vinhedo fredag 9. august. Heriblandt var der otte læger på vej til en onkologisk kongres.

Eduardo Baptistella fra São Paulos nationale lægeråd udtaler til mediet Daily Mail:

”Desværre modtog vi de meget triste nyheder og kunne bekræfte otte lægers død. Lægerne skulle til en onkologisk konference. Det var mennesker, der viede deres liv til at redde andre.”

Han bekræfter samtidig, at syv andre læger, der også skulle have været med afgangen, tog et tidligere fly.

Flyet var et ATR 72-fly med to motorer, som var på vej mod São Paulos internationale lufthavn Guarulhos, da det pludseligt begyndte at dykke fra en højde af mere end 5 kilometer (17.000 fod), skriver mediet CNN. I løbet af godt 50 sekunder faldt flyet i en spiral direkte mod jorden og brød i brand. Øjenvidner, der filmede ulykken, sagde til flere medier, at flyet så ud til at gå i stå i luften, før det begyndte at cirkulere mod jorden.

De brasilianske myndigheder har fundet flyets to ’sorte bokse’, som rummer tekniske informationer fra flyet og lydoptagelser fra cockpittet, inden flyet ramte jorden. Indtil videre er der ingen officiel forklaring på, hvorfor flyet pludseligt styrtede mod jorden, men ifølge Reuters forventer flyselskabet Voepass at have fundet en forklaring i løbet af de næste 30 dage. Den unge pilot på 35 år, som fløj flyet, udsendte ikke et ’mayday’ i forbindelse med styrtet, og han indrapporterede heller ikke anormaliteter omkring flyet, inden det styrtdykkede, skriver Daily Mail.

Blandt lægerne ombord på flyet var blandt andre radiolog Leonel Ferreira og onkologerne Sarah Stella og Silvia Osaki. Derudover var der to yngre læger, Arianne Risso og Mariana Belim.

En talsmand for Uopeccan Cancer Hospital i Cascavel bekræftede, at de to sidstnævnte var omkommet i styrtet.

”Det er med enorm smerte, vi kan bekræfte dødsfaldene af ​​de klinisk onkologiske hoveduddannelseslæger. Der er ingen ord til at udtrykke den sorg, vi føler over denne store tragedie.”

Del artikler