Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ifølge Dagens Medicin ønsker regionsformand Lars Gaardhøj (Soc.) ikke at udtale sig om sagen.

Millioner til nyansættelser i psykiatrien brugt til huller i budgettet

De fleste af de millioner, som Region Hovedstaden sidste år fik til primært nyansættelser i psykiatrien, er i stedet gået til at dække huller, skriver Dagens Medicin. Sundhedsminister Sophie Løhde (V) undrer sig over regionens prioritering.

Region Hovedstaden modtog i 2023 samlet 36,1 mio. kr. fra Folketingets ‘her-og-nu’-kapacitetspakke, som var direkte beregnet til nyansættelser i psykiatrien. Pengene kom dels fra 10-årsplanen for psykiatrien og fra finansloven for 2023.

Regionen valgte imidlertid at bruge 29 millioner kroner ud af de 36,1 millioner kroner på at dække en del af et underskud i Region Hovedstadens Psykiatri frem for at bruge dem som tiltænkt til at udvide kapaciteten i den regionale psykiatri, skriver Dagens Medicin. 

På et møde i forretningsudvalget i Region Hovedstaden 19. september 2023 godkendte regionspolitikerne nemlig administrationens indstilling om, at de 12 millioner kroner fra finanslovsbevillingen skulle gå til at dække underskud i Region Hovedstadens psykiatri. Ligesom udvalget også nikkede til administrationens indstilling om at tilbagetage 17 af de 24,1 millioner kroner, som var udmøntet til F-ACT og OPUS. Og en uge senere godkendte det samlede regionsråd det samme. 

Både sundhedsministeren, folketingspolitikere og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP) kritiserer over for Dagens Medicin, at Region Hovedstaden har brugt et tocifret millionbeløb, der var øremærket til at ansætte flere i psykiatrien, på i stedet at dække et underskud i Region Hovedstadens Psykiatri.

»Jeg må indrømme, at jeg er noget forundret over, at man i regionen har valgt at bruge en stor del af pengene til at lappe huller i stedet for at bygge op. Når vi har sat ekstra penge af til at styrke kapaciteten i psykiatrien, så er det jo fordi, at det efterhånden må stå krystalklart for enhver, at psykiatrien er hårdt presset og har svært ved at følge med det stigende antal patienter. Derfor vil jeg også opfordre til, at man både i Region Hovedstaden og i de øvrige regioner rent faktisk bruger de ekstra midler, som vi tilfører fra Christiansborg, til at løfte psykiatrien til gavn for patienter og sundhedspersonalet,« siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) til Dagens Medicin.

Sundhedsministeren afviser, at en presset økonomi i regionerne kan bruges som undskyldning for at bruge akutmidlerne til andre formål, end de var tiltænkt. 

Ifølge Dagens Medicin ønsker regionsformand Lars Gaardhøj (Soc.) ikke at udtale sig om sagen.

Del artikler