"Vi kommer til at etablere en bundlinje i det offentlige sundhedsvæsen ud fra en tankegang om, hvilke ydelser der er ’nice to have’, og hvilke der er ’need to have’. Og de ydelser, der er ’nice to have’, mener jeg, at borgerne selv skal betale for," siger næstformand i regionsrådet i Region Midtjylland, Hanne Roed (Rad.).
Fremtrædende regionspolitiker: I fremtiden skal sundhedsvæsenet levere det basale. Alt andet skal vi selv betale for
De næste 40 år vil den demografiske udvikling lægge yderligere pres på sundhedsvæsenet. Flere ældre og en mindre arbejdsstyrke fordrer, at der tænkes i helt nye baner. Vi er nødt til at acceptere, at sundhedsvæsenet får en ny karakter, og borgerne må indstille sig på, at de skal ændre deres forventninger til, hvad et offentligt sundhedsvæsen kan tilbyde, lyder det fra næstformanden i regionsrådet i Region Midtjylland.
Ressourcesituationen i det danske sundhedsvæsen er udfordret. Frem mod 2060 vil andelen af ældre borgere over 80 år blive mere end fordoblet, og andelen af yngre borgere i den arbejdsdygtige alder vil falde markant – og endog nok mere end hidtil antaget. Konsekvenserne af udviklingen er, at det bliver nødvendigt at tage livtag med måden, det offentlige sundhedsvæsen er indrettet i dag. Det mener Hanne Roed (Rad.), næstformand for Regionsrådet og medlem af Sundhedssamarbejdsudvalget i Region Midtjylland.
”Vi kan hverken personale- eller budgetmæssigt bare fremskrive den nuværende situation. Vi kan ikke fortsætte med at honorere alle de krav og forventninger, der stilles. Vi kommer til at etablere en bundlinje i det offentlige sundhedsvæsen ud fra en tankegang om, hvilke ydelser der er ’nice to have’, og hvilke der er ’need to have’. Og de ydelser, der er ’nice to have’, mener jeg, at borgerne selv skal betale for. Budgettet skal først og fremmest sikre kvaliteten i ’need to have’ i resten af sundhedsvæsenet,” siger hun.
Hanne Roed deltog for nylig som debattør ved et webinar om aflastning af hospitalerne afholdt af Medicinske Tidsskrifter. Under webinaret luftede hun, at hun aktuelt arbejder på politisk forslag, der overordnet handler om, at det offentlige sundhedsvæsen i fremtiden alene skal levere de basale ydelser, imens de ydelser, som falder uden for bør finansieres af borgerne selv.
”Det er fortsat kun på tegnebrættet og har karakter af ’hvad-nu-hvis’-tanker. Når det er sagt, så fordrer den situation, vi står i, at vi skal have en diskussion om, hvad det er rimeligt, at borgerne kan forvente af det samlede sundhedsvæsen. Det synes jeg ikke er en falliterklæring i et velfærdssamfund. Det er rettidig omhu,” siger Hanne Roed.
Frem med kreditkortet
Hanne Roed understreger, at hun ikke er der i sit arbejde endnu, hvor hun kan udpege de specifikke ydelser, som hun mener, bør optræde som købsvare i fremtidens sundhedsvæsen. Men qua sin erfaring med sundhedsområdet peger hun alligevel på en række områder, som kunne være relevante at se nærmere på. Visse kirurgiske indgreb er eksempler på sådanne.
”Før man bliver forarget over mine tanker, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på, at der allerede i dag er operationer, som danskerne mener, er noget folk i stor udstrækning selv må betale for, nemlig kosmetisk kirurgi,” siger Hanne Roed.
”Kosmetisk kirurgi har ikke til formål at redde liv eller førlighed. Det er livskvalitetsforbedrende – og eventuelt funktions-øgning – hvis det endelig er. Og her finder vi det åbenbart rimeligt, at man selv betaler. Set fra det perspektiv er der muligvis også andre behandlinger, som man kunne bede borgerne selv betale. Det skal dog ikke være til betaling i det offentlige, det skal være private udbydere, som kan tilbyde borgeren den øgede service, hvis de selv vil betale.”
Hanne Roed nævner selvvalgte rehabiliteringsophold efter en indlæggelse med ekstra personaletid til pleje og omsorg som andre eksempler på sundhedsydelser, som hun mener kunne figurere som købsvare hos de private udbydere. Altså, når borgeren eller de pårørende vil have mere end den standardvare, som regionen eller kommunen kan tilbyde.
”Selvfølgelig skal man ikke stå med kreditkortet i hånden, hvis man skal have en livsvigtig operation. Vi skal sikre, at der fortsat tilbydes et behandlingsniveau i det offentlige, som vi kan være bekendt,” siger Hanne Roed.
Er der liv i livet?
En anden del af prioriteringsdiskussionen handler ifølge Hanne Roed om at turde åbne for en diskussion om, hvornår der er ”liv i livet”, som hun formulerer det.
”I dag går cirka 80 procent af sekundærsektorens ressourcer til at behandle borgere over 80 år. Mange med gode resultater – og det skal vi fortsætte med – men vi er nødt til at diskutere: Hvornår udsætter vi de ældre for behandling, som næppe øger hverken livskvalitet og restlevetid?”
”Livet får en ende for os alle sammen. Vi kan godt blive ved og ved med at behandle for at prøve at opretholde livet, men hvor længe skal vi det? Ud over at det er dyrt, så risikerer vi at give de ældre en sidste tid, hvor de døjer med mange bivirkninger og ligger på hospitalet det meste af tiden. Tør vi tage debatten om, at den værdige død måske ikke ligger i intensiv hospitalsbehandling indtil det sidste suk?”
Sundhedspolitisk Tidsskrift: Findes der i din optik andre løsninger på de udfordringer, som sundhedsvæsenet står over for? Løsninger, som ikke handler om at sænke forventningerne og lægge behandlinger ud i det private?
”Problemet er, at det ikke kun handler om skattetrykket. Vi kommer – også uden prioriteringer – til at mangle specialiseret personale. Vi kan selvfølgelig mere med flere midler, eksempelvis teknologiske løsninger. Men det vil også kræve import af arbejdskraft, hvis fremtidens sundhedsvæsen skal holde volumen. Danskerne betaler deres skat, og den går også til sundhedsvæsnet, men der er også andre offentlige sektorer, som er pressede. Så jeg tror ikke rigtig på en voldsom øgning af budgetterne,” siger Hanne Roed.
Betyder din løsningsmodel, at vi i yderste konsekvens får et meget tydeligt A og B-hold i sundhedsvæsenet, hvor de borgere, som har råd til at betale sig til ekstra ydelser eller købe sig til dyre forsikringer, er sikret bedre behandling end de, der ikke har de ressourcer?
”Vi skal – som sagt – selvfølgelig sikre, at der bruges tilstrækkelige summer på det offentlige sundhedsvæsen, og at den kvalitet, der leveres, er i orden. Og der er naturlige grænser for, hvad der kan blive en ‘købsvare’; avancerede operationer og behandlinger kræver faglig øvelse og forskning, og det sker heldigvis i offentligt regi i Danmark. Når det er sagt, så accepterer vi jo allerede i dag, at der er nogen danskere, som er rigere end andre, og at de naturligt kan købe sig til nogle fordele i vores samfund. Det kunne i fremtiden godt være flere private sundheds- eller plejeydelser. Og vi er altså nødt til at diskutere, hvad personalet i sundhedsvæsenet bruger deres tid på – for der bliver ikke mere personale i fremtiden,” siger Hanne Roed.
Er det din oplevelse, at dine politiske kolleger er indstillede på at åbne op for denne her type diskussioner om prioritering af ressourcerne?
”Jeg oplever, at der i regionsrådene er en åbenhed over for at diskutere det, mens politikerne i Folketinget viger mere tilbage. Jeg inviterer til, at vi begynder at diskutere prioriteringerne – for ellers vil vi få borgere, som ikke kan forstå, at de ikke kan få den operation, de ønsker, eller hvorfor deres ældre pårørende ikke kan få mere tid fra hjemmeplejen efter en indlæggelse. Vi bliver nødt til at se på, om borgernes forventninger stemmer overens med mulighederne og nøgternt se på, om der kan laves nye løsninger, som ikke belaster de offentlige budgetter,” siger Hanne Roed.
Forventningsafstemning
Louise Rabøl, speciallæge og centerchef på psykiatrisk Center Amager og tidligere forperson i Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren, deltog også ved webinaret om aflastning af hospitalerne, hvor hun holdt et oplæg om ressourcesituationen i det danske sundhedsvæsen. Om end hun ikke køber ind på Hanne Roeds løsningsmodel, så er hun enig med hende i, at det er nødvendigt at åbne op for en debat om emnet. Én af hendes hovedpointer på webinaret var, at det er nødvendigt med en forventningsafstemning med borgerne for at sikre, at der er overensstemmelse mellem forventninger og realitet.
Louise Rabøl vil ikke stå på mål for, at borgerne generelt skal sænke forventningerne til sundhedsvæsenet. Hendes pointe er, at det er nødvendigt at drøfte situationen og blive mere bevidste om, hvad borgerne forventer. Og på den baggrund forsøge at indrette et sundhedsvæsen, der kan løse opgaverne på et lige så højt niveau, som det gør i dag – men med færre hænder til rådighed.
”Mit udgangspunkt er, at vi så vidt muligt skal bevare kvaliteten, men at vi er nødt til at have en offentlig drøftelse af, hvilke forventninger borgerne har til fremtidens sundhedsvæsen. For med den udvikling, vi ser, kommer sundhedsvæsenet ikke til at se ud, som det gør i dag, i fremtiden,” siger Louise Rabøl.
”Jeg tror, at der er meget at hente ved at spørge borgerne til, hvad deres reelle forventninger er. For det er slet ikke sikkert, at de ser ud, som vi tror – kvalitet for patienterne kan måske i nogle tilfælde være noget helt andet, end hvad vi som sundhedspersonale forventer. Det er i min optik det første skridt, der bør tages – for kun med den viden kan vi få en mere oplyst diskussion om, hvordan vi sikrer god kvalitet fremover.”
Louise Rabøl peger på, at der gennem tiden er lavet kliniske studier, som både direkte og indirekte har forsøgt at kortlægge forskellige patientgruppers holdning til en given behandling. Hun henviser blandt andet til et studie fra 2009, der har undersøgt, om patienter med knæsmerter foretrak kirurgi eller træning efter at være blevet grundigt informeret om fordele og ricisi ved begge dele.
”Det viste sig, at en betydelig del af de patienter, der ellers i udgangspunktet var indstillet til en operation, endte med at vælge træning. Det er den her type studier og resultater, som kan gøre os klogere i forhold til patienternes prioriteringer – og som med fordel kan udbredes til andre patienter,” siger Louise Rabøl.
Den digitale tidsalder
Én af de knapper, der kan skrues på – uden at det nødvendigvis går ud over kvaliteten – er ifølge Louise Rabøl at omlægge stadig flere sundhedsydelser og tilbud til at foregå digitalt. Det stemmer overens med buskabet fra Robusthedskommissionen, som har turneret med mantraet ”digitalt først”.
”I fremtiden kan vi nok ikke forvente, at vi kommer til at se det sundhedsfaglige personale på hospitalet hver tredje måned til kontrolbesøg. Det bliver nok snarere sådan, at vi selv skal taste vores data ind i en elektronisk patientjournal, og så får vi et elektronisk svar tilbage. Det er ikke ensbetydende med, at kvaliteten behøver at blive dårligere, men det kræver en mental omstilling hos både læger og patienter,” siger Louise Rabøl.
Tror du, at det er realistisk, at de mange ældre medborgere i vores samfund vil tage godt imod et gennemdigitaliseret sundhedsvæsen?
”Der vil altid være nogen, der vil have mere gavn af et fremmøde eller en udkørende funktion. Og det skal vi respektere og bruge ressourcer på. Lige nu er det digitale nyt for mange af os, men med tiden vil de fleste af os blive mere teknologivante. Vi er i en overgangsperiode. Jeg synes, at patientforeningerne har en stor rolle at spille her i forhold til at efterspørge brugervenlige løsninger til deres medlemmer,” siger Louise Rabøl.
Patientforeningerne er én af de aktører, der aktivt bør stemple ind i dagordenen, men omstillingen har ingen gang på jord, medmindre vi som samfund løfter i flok, vurderer Louise Rabøl. Sundhedsvæsenet 2.0 er både politikernes, de sundhedsprofessionelles, forskernes, patienternes og civilsamfundets ansvar, siger hun.
”Vi har alle sammen en interesse i at bevare et velfungerende sundhedsvæsen. Og alle os der, der har aktier i det, er forpligtede til at gøre, hvad vi kan for at sikre kvaliteten. Løsningen er ikke at skubbe opgaver fra hospitalerne og ud i primærsektoren og kommunerne. For her er ressourcerne også knappe. Der skal tænkes i løsninger, der reducerer behovet for hænder over hele linjen, men hvor kvaliteten bevares.”
Se videoen fra debatwebinar:
”Sådan aflaster vi hospitalerne og gavner patienterne”
For at gøre sundhedsvæsenet mere robust er der brug for at flytte flere kronisk syge patienter ud af hospitalerne til det nære sundhedsvæsen eller ud i patientens eget hjem.
Webinaret fokuserer konstruktivt på aflastning af hospitalerne gennem en række eksempler på hjemmebehandling fra leukæmi, immundefektsygdom, migræne og forebyggelse gennem vaccination. Der præsenteres perspektiver på, hvordan lægemidler kan bidrage til at frigøre kapacitet, og på baggrund af præsentationerne er der politisk debat om, hvordan udflytning af patientgrupper kan indgå i en konkret reform af sundhedsvæsenet.
Blandt oplægsholdere og debattører er blandt andre professor Jens Lundgren, formand for Medicinrådet Jørgen Schøller Kristensen samt tre regionsrådspolitikere.