Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Liselott Blixt har aldrig haft en slem influenza. Det kan måske tilskrives hendes gener, mener hun.

Liselott Blixt fik sig en overraskelse, da hun fik sine gener undersøgt

KULTUR-TEMPERATUR. Liselott Blixt arbejder på en bog om sit virke som sundhedsordfører under coronakrisen. I den forbindelse er hun blevet optaget af sine egne gener og immunforsvar. Det viser sig, at hun har mere genetisk materiale til fælles med neandertalere end 98 procent af den øvrige menneskehed.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”I juli var jeg i Nairobi i Kenya, hvor jeg besøgte Karen Blixens hus og tog hele turen. Jeg kan godt lide at gå i dybden med tingene. Hjemmefra havde jeg genset filmen om hende og læst op på kritikken af hendes bøger. Jeg gik i hendes fodspor og talte også med lokalbefolkningen om kritikken af, at hun besad jord dernede.”

 

KULTUR-TEMPERATUR

Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Sundhedskultur udspørger centrale sundhedsfolk om deres oplevelser med kultur.

Hvilken bog kan du anbefale til familie og venner?

”Jeg læser og lytter til mange bøger og podcasts – stort set døgnet rundt. En bog, der har gjort stort indtryk på mig er ’Et lille liv’ af Hanya Yanagihara. Bogen handler blandt andet om selvskade, som er et emne, jeg har beskæftiget mig med som sundhedsordfører. Det er forfærdeligt at læse om, men bogen sætter mange tanker i gang.”

Hvilken podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?

”Jeg er begyndt at dykke ned i emner som immunforsvaret, gener og DNA, da jeg arbejder på en bog om mine egne oplevelser under COVID-perioden, bogen kommer til at hedde ’To år som coronaordfører – dagbog fra Folketinget’.  I den forbindelse faldt jeg over en podcast med Eske Willerslev og Huxi Bach. Den handler om forskning i DNA og har gjort mig klogere på, hvordan generne fungerer. Det er et område, vi burde forske meget mere i – også fordi genetisk forskning spiller en rolle i udviklingen af vacciner. Jeg har selv fået foretaget en gentest, som viste, at jeg har mere genetisk materiale fra neandertalere end 98 procent af andre mennesker. Det kan måske have en beskyttende effekt. Jeg har i hvert fald aldrig haft en slem influenza eller oplevet alvorlige bivirkninger, heller ikke i forbindelse med corona-vaccinerne.”

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?

”Ja, meget. Jeg har altid været kreativ, selv om jeg aldrig rigtig har tænkt på det som kunstnerisk. Jeg har skrevet digte, siden jeg var barn, og har altid skrevet meget. Jeg er også uddannet buntmager. I det fag former man skind og skaber beklædning af det. Man kreerer noget uden på forhånd at vide præcis, hvordan det ender, og sådan er det også med kunst. Det kreative forsvandt lidt i en travl hverdag med politik, da jeg var sundhedsordfører, men nu har jeg børnebørn, og sammen med dem maler jeg sten og laver billeder. Vi har blandt andet lavet en stenslange, hvor vi hver især maler en sten og lægger dem sammen til én lang slange. Det kreative findes alle vegne.”

 

 

Liselott Blixt, 61

  • Direktør for Brancheforeningen for Lys & UV, driver også egen akupunkturklinik
  • Tidligere sundhedsordfører for Danske Folkeparti 2007-2022, løsgænger i 2022

  • Tidligere 1. viceborgmester (UP), Greve Kommune

  • Uddannet buntmager i 1986, social- og sundhedsassistent 2022

kultur, kulturtemperatur, topartikel