
”Der er jo ingen mangel på semaglutid. Der åbnes løbende nye markeder for Wegovy. DSAM opfordrer derfor til, at Wegovy og Ozempic bliver generisk substituerbare, hvilket vil kræve en godkendelse i Lægemiddelstyrelsen. Dermed er vi ude over mange af restordreproblemerne," siger Bolette Friderichsen.
Lægeselskab har et forslag til at løse restordreproblemer med Ozempic
Novo Nordisk har fortsat svært ved at følge med efterspørgslen på semaglutid, der er indholdsstof i Ozempic og Wegovy. Bolette Friderichsen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), har en løsning på problemet – at lægerne kan udskrive det ene middel, hvis det andet går i restordre. Lægemiddelstyrelsen peger dog på flere forhindringer på vejen.
Ikke alle diabetespatienter har let adgang til deres penne med Ozempic, blandt andet fordi præparater også bliver brugt af borgere uden diabetes i forbindelse med ønske om vægttab. Hver tredje dansker, der begyndte på Ozempic i 2022, havde således ikke diabetes, viser en kortlægning fra Aarhus Universitet. DR har tidligere fortalt om borgere, der har ransaget hele Sjælland i jagten på Ozempic. Det stod på i måneder i 2023 – og det var før, at prisen blev sat ned, hvilket gjorde Ozempic endnu mere attraktiv. I forbindelse med ændrede tilskudsregler sænkede Novo Nordisk nemlig i april prisen på Ozempic med over en tredjedel. Derfor forventer de praktiserende læger en strøm af henvendelser fra Wegovy-brugere, der kan spare penge ved at få udskrevet Ozempic frem for Wegovy.
Restordreproblemet undrer praktiserende læge Bolette Friderichsen, der er formand for DSAM.
”Der er jo ingen mangel på semaglutid. Der åbnes løbende nye markeder for Wegovy. DSAM opfordrer derfor til, at Wegovy og Ozempic bliver generisk substituerbare, hvilket vil kræve en godkendelse i Lægemiddelstyrelsen. Dermed er vi ude over mange af restordreproblemerne. Jeg har ladet mig fortælle, at det har man ikke gjort, fordi producenten ikke har søgt om denne godkendelse. Men producenten har jo allerede indsendt alle produktoplysningerne på begge semaglutid-produkter i forbindelse med sine ansøgninger til henholdsvis Ozempic og Wegovy, så jeg tænker, at det må være muligt for Lægemiddelstyrelsen at konstatere, at det er to identiske produkter. Lægemiddelstyrelsen må dermed selv kunne godkende produkterne til de samme indikationer. Naturligvis stadigvæk kun med klausuleret tilskud på semaglutid til de relevante patientgrupper. Forsyningssikkerheden vil dermed øges både for mennesker i diabetesbehandling og mennesker i vægtbehandling.”
Lægemiddelstyrelsen afviser
Lægemiddelstyrelsen ser dog ikke problemet løst med et snuptag. Lægemiddelstyrelsen oplyser, at det aktuelt er Wegovy, der er ramt af forsyningsvanskeligheder. Der har været udsigt til, at vægttabsmedicinen ville være i restordre hen over juni-juli. Selv om restordresituationen er afværget af virksomheden i denne ombæring, er det ikke givet, at der ikke kan opstå mangel på Wegovy grundet den store efterspørgsel.
Wegovy og Ozempic er begge centralt EU-godkendte lægemidler, så hvis der skal ændres på indikationen, skal virksomheden sende en ansøgning til Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), forklarer styrelsen. Den danske lægemiddelstyrelse kan ikke på egen hånd tage initiativ til en sådan ændring af indikationen i Danmark, tilføjer de.
”Lægemiddelmyndighederne godkender generelt ikke medicin til andre indikationer end det, der er blevet undersøgt, og som der er evidens for. Selv om de to lægemidler har det samme aktive indholdsstof, så er styrken højere i vægttabsmedicinen, og det er ikke blevet undersøgt i kliniske studier, hvordan vægttabsmedicinen virker imod diabetes. Derfor vil det kræve en ansøgning fra virksomheden, indeholdende data fra kliniske studier, før man eventuelt kan udvide indikationen. Derudover vil det kræve en ansøgning fra virksomheden specifikt med henblik på at gøre lægemidlerne substituerbare,” skriver Lægemiddelstyrelsen i en mail.

