
”Der findes enkelte forskningsprojekter samt regionale og kommunale tilbud, der fokuserer på mere aktivering efter en hjernerystelse, typisk gennem gradueret genoptræning med terapeuter. Men mange patienter kommer aldrig derhen. Eksempelvis kan de praktiserende læger ikke henvise til de offentlige tilbud, uanset om de er forankret i kommune eller region. Det kræver en bevilling fra kommunen,” siger Hana Malá Rytter, der er leder af Dansk Center for Hjernerystelse.
Praktiserende læger kan ikke henvise folk med hjernerystelse til de offentlige tilbud
Der er ikke videnskabeligt belæg for at anbefale mest mulig ro og hvile efter en hjernerystelse, viser nye vidensrapporter. Men praktiserende læger har ikke mulighed for at henvise til regionale og kommunale tilbud, der fokuserer på mere aktivering efter en hjernerystelse. Det kræver en bevilling fra kommunen.
20 års forskning i hjernerystelser er for nylig blevet offentliggjort af Dansk Center for Hjernerystelse i to omfattende rapporter, hvor al væsentlig forskning inden for henholdsvis børn og unge samt voksne med hjernerystelse er blevet gennemgået. Det har resulteret i flere hundrede anbefalinger til de fagpersoner, som til daglig arbejder med at rådgive og behandle patienter med hjernerystelser.
Det er første gang, at et så omfattende materiale er blevet samlet og offentliggjort på dansk. Rapporterne viser derfor også, at nogle af de gængse anbefalinger på området har ændret sig. For eksempel anbefalede man i 2003, at patienterne skulle hvile sig i flere uger efter en hjernerystelse. Men i dag anbefaler man med baggrund i den videnskabelige litteratur, at patienter gradvist optager deres aktiviteter langt hurtigere, fordi det giver færre symptomer og en hurtigere tilbagevenden til dagligdagen.
Få tilbud i Danmark
I det danske sundhedsvæsen er den viden dog ikke nået særlig langt ud. Faktisk eksisterer der ikke et nationalt behandlingstilbud til de knap 25.000 mennesker i Danmark, der hvert år rammes af en hjernerystelse. Så mange bliver stadig henvist til at gå hjem og få mest mulig ro og hvile, selv om der ikke er belæg for det.
”Der findes enkelte forskningsprojekter samt regionale og kommunale tilbud, der fokuserer på mere aktivering efter en hjernerystelse, typisk gennem gradueret genoptræning med terapeuter. Men mange patienter kommer aldrig derhen. Eksempelvis kan de praktiserende læger ikke henvise til de offentlige tilbud, uanset om de er forankret i kommune eller region. Det kræver en bevilling fra kommunen,” siger Hana Malá Rytter, der er leder af Dansk Center for Hjernerystelse.
Tværfaglig tankegang i Midtjylland
I de nationale retningslinjer for non-farmakologisk behandling af længdevarende symptomer efter hjernerystelse fra 2021 anbefaler man faktisk allerede en tværfaglig tilgang til patienterne med gradueret genoptræning.


