
”Grå stær-øjenlæger har oplevet, at udlægningsaftalen har været en underlig ordning. Ved at fjerne den slipper man for bureaukrati og gør også livet nemmere for patienten. Der er gået meget unødvendig tid med, at patienter skal omvisiteres til den øjenlæge, de startede deres konsultation hos,” siger Peter Jeppesen.
Østjyske øjenlæger slipper for underlig udlægningsaftale
Region Midtjylland dropper udlægningsaftale for at forsimple adgangen til grå stær-operation. Det bifalder Danske Øjenlægers Organisation (DØO), der glæder sig over at se en bureaukratisk og fordyrende aftale ophøre.
Regionsrådet har den 24. januar i år besluttet, at den aftale, der har været gældende for øjenoperationer i de seneste tre år, ikke vil gælde for øjenbehandling i 2024. De har også besluttet at øge antallet af grå stær-operationer i overensstemmelse med det antal, der blev udført under den tidligere aftale. Dette vil blive reguleret i en ny aftale.
Disse ændringer betyder, at de 12 praktiserende øjenlæger vil kunne udføre flere grå stær-operationer om året, fra 395 til 650 per øjenlæge, hvilket svarer til 255 ekstra operationer per øjenlæge.
Region Midtjylland forventer, at denne ændring vil føre til færre henvisninger til hospitalerne, da øjenlægerne med den nye kvote ikke længere vil have behov for at henvise patienter til hospitalet i samme omfang som tidligere på grund af kvotens størrelse.
”Patienterne med grå stær og øjenlægerne, der skal operere dem, får det lidt lettere. De praktiserende øjenlæger får kapacitet til at operere flere selv, og desuden bedre mulighed for at hjælpe patienter videre i de tilfælde, hvor de ikke selv har ledig tid til operationerne. Her forsimpler og optimerer vi besværlige sagsgange til gavn for alle,” siger regionsrådsformand Anders Kühnau (Soc.).
Den nu annullerede, såkaldte udlægningsaftale blev vedtaget som en tillægsaftale tilbage i 2020 for at aflaste hospitalerne under corona-krisen. Aftalen, som blev indgået mellem regionen og FAPS, skulle bane vejen for, at eksempelvis patienter med grå stær kunne sendes fra hospitalerne og ud til lokale behandlingstilbud hos praktiserende øjenlæger.
Indviklet pendulfart mellem region og øjenlæger
Tillægsaftalen har betydet, at de praktiserende øjenlæger de seneste år har sendt henvisninger til sygehusene, hvis en borger skulle behandles for grå stær, og øjenlægerne ikke selv udførte denne type operation, eller hvis deres kvote for at foretage operationer var opbrugt (395 operationer årligt).
Havde hospitalet ikke ressourcer til at foretage operationen, ville en speciallægevisitator med patientens samtykke derefter finde en øjenlæge, der kunne foretage operationen. Ofte med det resultat, at en grå stær-øjenlæge fik sin egen henvisning retur. Visitatoren indkasserer et gebyr på cirka 200 kroner for at omvisitere den pågældende patient, hvilket medfører en merudgift sammenlignet med, hvis patienten blot var blevet opereret efter kvoteaftalen.
Med den nye ændring kan henvisende øjenlæger springe hospitalet over og selv behandle patienten, hvis øjenlægen har en kvote. I forbindelse med forhøjelsen af kvoten undersøger regionens embedsmænd muligheden for at øjenlæger, som ikke opererer for grå stær, kan henvise direkte til relevant øjenkirurg med plads i ordrebogen samt andre muligheder for, at den samlede kvote opfyldes.
DØO-formand, praktiserende øjenlæge Peter Jeppesen glæder sig over den nye ændring, som han betegner som en forsimpling, der betyder, at hans kolleger fremover kan operere flere patienter for grå stær i deres egne klinikker.
”Grå stær-øjenlæger har oplevet, at udlægningsaftalen har været en underlig ordning. Ved at fjerne den slipper man for bureaukrati og gør også livet nemmere for patienten. Der er gået meget unødvendig tid med, at patienter skal omvisiteres til den øjenlæge, de startede deres konsultation hos,” siger Peter Jeppesen, der selv har praksis i Nordjylland.
Hospitalerne arbejder på at øge aktiviteten og forventer, at de i 2024 vil operere flere patienter for grå stær end i 2023. Region Midtjyllands embedsmænd er dog usikre på præcis, hvor meget de kan øge aktiviteten på grå stær-området. En udfordring er blandt andet, at der skal uddannes flere kirurger, der kan foretage operationerne.
Udlægningsaftalen har i Region Midtjylland primært været taget i brug omkring grå stær-kirurgi. Der bliver udført omkring 50.000 grå stær-operationer årligt i Danmark, fremgår det af tal fra Sundhedsstyrelsen.
Om aftalerne
64-aftalen omkring samarbejde mellem speciallæger og regionerne:
64-aftalen er en mulighed i henhold til overenskomst om speciallægehjælp, indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Foreningen af Speciallæger, hvor regionen kan indgå aftale med praktiserende speciallæger om operationer og behandlinger mv., som ikke er aftalt i overenskomsten. 12 praktiserende øjenlæger (geografisk fordelt over hele regionen) har i dag en § 64-aftale med regionen om, at de kan foretage operationer for grå stær. De har i dag hver en kvote på 395 operationer om året. Øjenlæger, som ikke opererer for grå stær, henviser patienterne til hospitalerne.
Udlægningsaftalen:
Udlægningsaftalen var en tillægsaftale til den eksisterende overenskomst om speciallægepraksis, som regionen kan benytte, hvis det ønskes. Afdelinger, som benyttede aftalen, kunne efter patientens samtykke viderevisitere patienten til en speciallægevisitator, som fordelte patienterne mellem de praktiserende speciallæger inden for specialet. Aftalen har i Region Midtjylland særligt været brugt inden for grå stær-kirurgi, i andre regioner har aftalen været i brug inden for andre specialer som radiologi og mave-tarm.
Kilde: Region Midtjylland og DØO
