”Store reformer og vidtgående strukturændringer har det med at være tunge at implementere, og vi skal passe på, at vi ikke overbebyrder et i forvejen presset personale med ændringer for ændringernes skyld. Vi skal holde fast i det, der fungerer,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.
FOA: Pas nu på med de store strukturændringer i sundhedsvæsenet
I en tid, hvor både regioner og kommuner skitserer omfattende ændringer i sundhedsvæsenet i deres indspark til Sundhedsstrukturkommissionen, melder FOA sig nu på banen med et nyt synspunkt. FOA vil holde igen med de store reformer og bevare de vellykkede aspekter af det eksisterende sundhedssystem. "Vi skal holde fast i det, der fungerer, og så skal vi kaste vores kræfter efter at ændre på de områder, hvor borgerne i dag kan komme i klemme eller tabes af systemet,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.
Sundhedsstrukturkommissionen kommer i foråret med sit store udspil en ny struktur på sundhedsområdet, og i løbet af de seneste måneder har både Danske Regioner og Kommunernes Landsforening præsenteret deres bud på en ny struktur.
Både regionerne og kommunerne kommer med bud på ret vidtgående ændringer – og det er ikke nødvendigvis en god ide, mener FOA, som fredag præsenterer sit bidrag til debatten om en ny sundhedsstruktur. FOA peger i udspillet ´Når sundhedsvæsnet flytter ind i dagligstuen´på, at det handler om at sikre borgerne bedre behandling og en bedre vej gennem systemet, og vi derudover skal holde fast i de gode ting, sundhedssystemet rummer i dag.
”Store reformer og vidtgående strukturændringer har det med at være tunge at implementere, og vi skal passe på, at vi ikke overbebyrder et i forvejen presset personale med ændringer for ændringernes skyld. Vi skal holde fast i det, der fungerer, og så skal vi kaste vores kræfter efter at ændre på de områder, hvor borgerne i dag kan komme i klemme eller tabes af systemet,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.
Mens regionerne kæmper om, hvem der skal have magten i fremtidens sundhedsvæsen, mener FOA, at vi skal droppe kampene om, hvem der skal have magten over sundhedsvæsenet. Det er ikke vigtigt, om den enkelte opgave ligger i kommunalt eller regionalt regi, og det er det formentlig heller ikke for borgeren, så længe behandlingen er i orden. Og det er den ikke i dag, hvor man alt for ofte ser eksempler på, at borgere tabes mellem systemerne.
”Borgeren bør altid være omdrejningspunktet, når vi laver ændringer i sundhedssystemet, og det er også derfor, vi i FOA siger, at en ny sundhedsstruktur skal have mennesket i centrum. Og det skal være hele mennesket – ikke bare sygdommen eller diagnosen,” siger Mona Striib.
”Vi vil sikre, at en borger aldrig lades i stikken. Vi kan undgå en masse genindlæggelser, hvis vores sundhedssystem indrettes, så der altid er en medarbejder med de rette kompetencer, der tager over, hvor en anden slipper,” siger Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren i FOA, og nævner, at man som eksempel ikke bare må udskrive en borger fra en psykiatrisk afdeling for derefter at overlade vedkommende til sig selv. Der skal være tydeligt, hvem der har ansvaret for at følge op på vedkommende, og hvordan det gøres.
Tydeliggørelsen af hvem, der har ansvaret for en borger, skal desuden gøre sig gældende hele vejen fra det højt specialiserede hospital til den indsats, der foregår i borgerens eget hjem. FOA mener, at en fremtidig sundhedsstruktur skal formes på baggrund af en virkelighed, hvor sundhedsvæsenet i højere grad er flyttet hjem i borgernes dagligstuer:
”Patienter udskrives tidligere fra sygehusene, og blandt andet derfor løses sundhedsopgaverne i høj grad lokalt og ofte hjemme hos den enkelte. Vi skal sikre en bedre sammenhæng i det samlede sundhedsvæsen, og det kræver, at de mange aktører bliver bedre til at kommunikere og koordinere med hinanden. Kan vi løfte den opgave, vil borgere og patienter opleve reelle forbedringer i deres brug af sundhedsydelser, store som små,” siger Tanja Nielsen.
FOA repræsenterer social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere.
Nogle nedslag i FOA´s sundhedsudspil:
Der skal være en tydelig og gennemsigtig prioritering i sundhedsvæsnet
Der skal fokus på borgerens ønsker og livskvalitet i behandlingssammenhæng
Overbehandling skal nedbringes ved: 1) systematisk at inddrage borgernes ønsker i behandlingen, 2) skabe mere tillid til faglige beslutninger, og 3) tage samtalen om livets afslutning i tide
Behandlingsgarantien skal være mere fleksibel
Der skal udvikles sundhedshuse som lokale sundhedstilbud, der er til stede fysisk og konkret i borgernes hverdag
Der skal være økonomiske rammer for kommuner, sygehuse og regioner, som fuldt ud tager hensyn til forskelle i udgiftsbehov, der er socialt betinget.
En styrkelse af overgange. En styrkelse kan være et udvidet behandlingsansvar fra 72 timer til 7 dage eller mere
En meget bedre adgang til relevante journalnotater og medicinkort m.m. til aktører udenfor sygehusene vil forbedre overgangene
Obligatorisk tilbud om ledsagelse af fagperson, når beboere på bosteder og plejecentre indlægges på sygehus. Og også fra hjemmeplejen, hvis der ikke er pårørende, som kan. Og tilsvarende et obligatorisk tilbud om ledsagelse, når man udskrives fra sygehus.
Én lov skal regulere opgaverne i hjemmeplejen, hjemmesygeplejen og på plejecentre, således at der ikke styres efter forskellige principper i mødet mellem den ældre og medarbejderne
Det nære sundhedsvæsen skal tage udgangspunkt i det hele menneske, hvilket betyder, at der udover de konkrete behandlingsopgaver skal være fokus på borgernes livssituation, mestring af hverdagsopgaver m.m.
At ældreområdet gentænkes, således at der sker en ændring i organiseringen af ældreområdet med udgangspunkt i tillid til ledernes og medarbejdernes faglige valg og borgerens behov. Små teams i ældreplejen har vist sin styrke og bør udbredes på hele ældreområdet.