
”Vi håber og regner med, at det letter fagudvalgenes arbejde og også arbejdet i Medicinrådets sekretariat,” siger Steen Werner Hansen om, at vi med HTA-forordningen får fælleseuropæiske medicinske vurderinger.
Medicinrådsformand: EU-regulativ vil lette arbejdet i Medicinrådets fagudvalg
Den nye fælleseuropæiske HTA-forordning vil afhjælpe arbejdet i Medicinrådets fagudvalg. Den vil imidlertid ikke give danske kræftpatienter hurtigere adgang til godkendt medicin – for vi ligger allerede i top, lyder vurderingen fra den ene af Medicinrådets formænd.
’Regulativet om en fælleseuropæisk sundhedsteknologivurdering skal bidrage til at forbedre tilgængeligheden af innovative teknologier på sundhedsområdet, herunder ny medicin’. Sådan beskriver EU-kommissionen i korte træk det nye regulativ ’PAN-EU Health Technology Assessment’ (forkortet HTAR), som trådte i kraft i januar i år. Frem til 2025 skal der ske en gradvis implementering, så medicinalindustrien og de enkelte EU-medlemslande kan nå at forberede sig på de nye medicinsk-teknologiske krav fra EU.
EU-regulativet bygger på et omfattende forarbejde gennem flere årtier. Fra dansk side har arbejdet indtil for ganske nylig været forankret i Sundhedsministeriet og i Lægemiddelstyrelsen.
”For at sige det ganske kort, så har Medicinrådet ikke været inddraget i selve tilblivelsen af det nye EU-regulativ. Men sidste år inviterede de (Sundhedsministeriet og Lægemiddelstyrelsen red.) os til at være med i koordinationsgruppen forankret under EU-kommissionen, og fra januar i år er vi også blevet en del af Heads of HTA Agencies Group," siger den ene af Medicinrådets formænd, Steen Werner Hansen.
Dermed er Medicinrådet trådt aktivt ind i arbejdet i den fase, hvor man diskuterer implementering. Det er et arbejde, der drejer sig om at fastsætte retningslinjerne for, hvordan landene skal samarbejde, hvilke processer, der skal være fokus på, og hvilke fælles spilleregler, der skal gælde.
Letter arbejdet i fagudvalgene
HTA-regulativet betyder, at man i fremtiden vil få en fælles HTA-vurdering af data – noget som Medicinrådets fagudvalg ellers plejer at forholde sig til. Det vil man blandt andet få på kræftområdet:



